Politi advarer: Makaber video af tragisk dødsulykke delt på nettet
kopieret!
Nytårsnat mistede den 24-årige Tobias Lund livet i en tragisk ulykke med fyrværkeri, der indtraf kort efter midnat på Nyborgvej 67 i Odense.
Siden er mennesker strømmet til med blomster, lys og beskeder til den afdøde. Men midt i sorgen over tabet kommer familien med et opråb efter en makaber video af ulykken er blevet delt på internettet. Et familiemedlem til den afdøde beder på Facebook om, at videoen ikke bliver delt.
TV 2 Fyn har set en video, der er optaget i sekunderne efter ulykken, på det sociale medie Reddit. Den er siden blevet fjernet igen.
På videoen, som er rystet, kan man høre skrig og se den 24-årige på få meters afstand af kameraet. På videoen kan man ikke se hvor voldsomme skaderne er, men det er tydeligt at han havde blod og sod i ansigtet.
Ulovligt at dele
At dele videoen er ikke blot makabert, men også strafbart, advarer Mads Boel fra Fyns Politi.
- Det er strafbart at dele den slags. Det er et brud på straffelovens paragraf 264d. Og udover at være ulovligt er det også etisk forkasteligt. Så det vil vi opfordre til at stoppe med øjeblikkeligt, siger han til TV 2 Fyn.
Lovparagraffen lyder, at man kan straffes med op til seks måneders fængsel, hvis man deler billeder eller videoer vedrørende en andens private forhold som kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Blandt andet når materialet vedrører en afdød person.
Fyns Politi har ikke selv set videoen endnu, men vil reagere, hvis det lykkes at finde frem til personer, som deler den.
Politiet er i gang med at efterforske sagen og undersøger blandt andet, om der var tale om ulovligt fyrværkeri.