Sådan gik det valgets unge fynske kandidater: To af dem skal i Folketinget

TV 2/Fyns ungdomsredaktion har samlet et overblik over, hvordan det er gået de yngste fynske folketingskandidater mellem 18 og 30 år. To af dem får en plads i Folketinget.

Folketingskandidaterne skal repræsentere befolkningen, men historisk set har det ikke altid været tilfældet.

Ved folketingsvalget i 1957 var gennemsnitsalderen for folketingsmedlemmer for eksempel 53,4 år. Og ved flere valg i samme periode var under ti procent af folketingsmedlemmerne kvinder.

Efter dette valg ser Danmark ud til at få sin yngste statsminister nogensinde, hvis det lykkes 41-årige Mette Frederiksen at samle opbakning til en regering. Og på Fyn har der været flere unge stemmer, der har blandet sig i valgkampen.

TV 2/Fyns ungdomsredaktion bringer her et overblik over, hvordan det er gået de unge kandidater mellem 18 og 30 år.

Mikkel Brinck Søberg, 18, Stram Kurs

Antal personlige stemmer: 132

Status: Kommer ikke ind

Mikkel Brinck Søberg er kandidat for det nye parti Stram Kurs, der for første gang forsøgte at komme i Folketinget. Efter optællingen af personlige stemmer står det klart, at det ikke blev til en plads i Folketinget for den unge kandidat i denne omgang.

Mikkel Brinck Søberg er en af de kandidater, der er relativt ukendt i fynsk politik. Sammen med de andre kandidater for Stram Kurs, dukkede de op af den blå luft, da partiet blev opstillingsberettiget. 

Fabian Munkholm Davidsen, 19, Alternativet

Antal personlige stemmer: 543

Status: Kommer ikke ind

Fabian Munkholm Davidsen har kæmpet for et mandat til Alternativet på Sydfyn, men partiet er gået tilbage og har mistet sit mandat på Fyn. Det skræmmer dog ikke den unge kandidat:

- Nu skal jeg have en uddannelse, og så skal jeg gøre mig klar til næste gang. Det bliver endnu vildere, siger han til Bemærk.

Her tjekker Fabian Munkholm Davidsen de foreløbige valgresultater. Bemærk har fulgt ham i forbindelse med serien "Fabian i Folketinget", der kan ses på Bemærks YouTube- og Facebook-side.
Fotograf: Ida Brodtkorb

Camille Hvillum, 19, Enhedslisten

Antal personlige stemmer: 599

Status: Kommer ikke ind

På landsplan er Enhedslisten gået tilbage, og det betyder blandt andet, at partiet mister et mandat på Fyn. Dermed bliver der kun plads til den nye spidskandidat, Victoria Velasquez, som den fynske del af Enhedslistens folketingsgruppe.

Anders Funch Engelstad, 20, Socialistisk Folkeparti

Antal personlige stemmer: 570

Status: Kommer ikke ind

20-årige Anders Funch Engelstad, der til daglig er en del af kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune, forsøgte sig i år som kandidat til Folketinget.

Han havde sat sig et mål om at få mindst 500 stemmer, skriver Fyens Stiftstidende. Et mål, som han nåede - og lidt til.

- Det er over forventning, og uden at det skal lyde forkert, så er jeg meget stolt af mig selv, siger Anders Funch Engelstad til mediet.

Fra Fyn bliver det spidskandidaten Karsten Hønge, der får en plads i Folketinget.

Anne Skau Styrishave, 22, Radikale Venstre

Antal personlige stemmer: 2.885

Status: Kommer ikke ind

Anne Skau Styrishave var tæt på at slå Radikale Venstres nummer ét, Susanne Crawley, ved kommunalvalget i 2017.

I år forsøgte hun sig med valget til Folketinget, men på trods af et flot personligt valg, går det radikale mandat til Rasmus Helveg.

Frederik Nilausen Dam, 23 år, Liberal Alliance

Antal personlige stemmer: 89

Status: Kommer ikke ind

Det bliver ikke til en plads i Folketinget for 23-årige Frederik Nilaussen Dam, der stillede op for Liberal Alliance.

Partiet har på landsplan haft et rigtig dårligt valg, der blandt andet har betydet, at politisk leder Anders Samuelsen ikke blev valgt ind. Han har senere valgt at træde tilbage som formand for partiet.

Det dårlige valg på landsplan betyder også, at ingen kandidater for Liberal Alliance ryger i Folketinget.

Jonas Hulgaard Ammundsen, 23 år, Enhedslisten

Antal personlige stemmer: 231

Status: Kommer ikke ind

Enhedslisten mister et mandat på Fyn, og dermed bliver der ikke plads til andre fynske kandidater end spidskandidaten Victoria Velasquez.

Det er umuligt at vide, om der er en sammenhæng med valgets udfald - men under alle omstændigheder kunne TV 2/Fyn tidligere på måneden fortælle, at Jonas Hulgaard Ammundsen er én af de fem kandidater, som vælgerne har været mest uenige med i TV 2 og TV 2 Regionernes store kandidattest.

Her har 27.034 vælgere haft Jonas Hulgaard Ammundsen som en af de kandidater, de er mest uenige med.

Martin Christensen, 25 år, Stram Kurs

Antal personlige stemmer: 840

Status: Kommer ikke ind

Det var en valg-debut for 25-årige Martin Christensen, der var Stram Kurs' spidskandidat på Fyn ved folketingsvalget. 

Det samlede resultat for Stram Kurs blev 1,8 procent af stemmerne, hvilket placerer partiet under spærregrænsen. Partiet får dermed ikke plads i Folketinget.

Ditte Helene Rasmussen, 26, Socialistisk Folkeparti

Antal personlige stemmer: 959

Status: Kommer ikke ind

For Socialistisk Folkeparti blev det spidskandidaten Karsten Hønge, der fik plads i Folketinget. Det var Ditte Helene Rasmussens 959 stemmer ikke nok til at  ændre på.

Hønge gik frem i forhold til seneste folketingsvalg - og det til trods for, at kandidaten fik massiv kritik for at takke nej til et mandag i Europa-Parlamentet, som han vandt tidligere på måneden.

Ditte Helene Rasmussen har i valgkampen stået fast på, at hun mener, der er for meget inklusion i folkeskolerne. 

-  Idéen om, at man inkluderer børn i faglige og sociale fællesskaber er egentlig en god tanke. Men problemet er, at inklusion mange steder også er blevet brugt som en spareøvelse, sagde Ditte Helene Rasmussen under et debatmøde på Tietgen Handelsgymnasium, som TV 2/Fyn stod bag.

Simon Lavdal-Pedersen, 26 år, Kristendemokraterne

Antal personlige stemmer: 48

Status: Kommer ikke ind

Kristendemokraterne har haft et godt valg i forhold til de seneste mange år, men det var stadig ikke nok til at bringe dem over spærregrænsen.

Faktisk var det blot 191 stemmer, der stod mellem partiet og spærregrænsen, skriver TV 2.

Simon Lavdal-Pedersen var blandt Kristendemokraternes fynske kandidater, og han har tidligere repræsenteret partiet ved både regionsråds- og kommunalvalg.

Hans resultat ved folketingsvalget var dog ikke nok til at skaffe ham en stol på Christiansborg.

Victoria Velasquez, 27, Enhedslisten

Antal personlige stemmer: 2.763

Status: Valgt til Folketinget

Enhedslisten går tilbage ved dette folketingsvalg, men partiet beholder sit fynske mandat. Som ny spidskandidat i Fyns Storkreds efter stemmeslugeren Pernille Skipper, er det Victoria Velasquez, der kan se frem til at indtage Christiansborg på det fynske mandat.

- Rigtig mange har sagt, at de vil gøre noget ved klimakrisen, og flere partier har lovet penge til velfærd, og det er mærkesager for Enhedslisten og har altid været det, så det har en stor betydning, siger Victoria Velásquez til TV 2/Fyn.

Bjørn Brandenborg, 27, Socialdemokratiet

Antal personlige stemmer: 6.837

Status: Valgt til Folketinget

Socialdemokraten blev rørt til tårer, da det stod klart, at han var den ultimative sejrherre i Svendborgkredsen. Til gengæld opnår partikollegaen Erik Christensen ikke genvalg med sine 3.441 personlige stemmer.

Bjørn Brandenborg var helt mundlam, da han modtog sit personlige stemmetal fra Svendborgkredsen.
Fotograf: Flemming Ellegaard

Maria Dahl Hedegaard, 28 år, Liberal Alliance

Antal personlige stemmer: 275

Status: Kommer ikke ind

Maria Dahl Hedegaard fra Nordfyns Kommune gik til valg på at effektivisere den grønne omstilling gennem fri forskning. 

Efter optællingen af personlige stemmer står det dog klart, at de 275 krydser, der er sat ved Maria Dahl Hedegaard, ikke udløser en plads i Folketinget. Som parti har Liberal Alliance haft et dårligt valg. De er gået fra 7,3 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2015 til 2,3 procent ved dette.

Det resulterer i fire mandater, hvilket har fået formand Anders Samuelsen til at trække sig. Den nye formand skal findes blandt de fire mandater, der er valgt til Folketinget, siger partiets landsformand Leif Mikkelsen til TV 2.

Kristian Guldfeldt, 28, Konservative

Antal personlige stemmer: 1.232

Status: Kommer ikke ind

Under sin valgkamp har Kristian Guldfeldt blandt andet forsøgt sig med alternative metoder: Sammen med den politiske kollega Alexander Grandt fra Socialdemokratiet har han for eksempel arrangeret en aften med politik og pasta for sultne kollegianere.

Han var nummer to for Konservative på Fyn efter spidskandidaten Mai Mercado. Det blev ikke til en plads i Folketinget for ham i denne omgang.

Alexander Grandt, 29, Socialdemokratiet

Antal personlige stemmer: 2.327

Status: Kommer ikke ind

Alexander Grandt var blandt kandidaterne for Socialdemokratiet, der kunne skimte et mandat, efterhånden som resultaterne løb ind på valgaftenen.

- Med den kampagne, jeg har kørt, og alle de her mennesker, som har kæmpet for mig, håber jeg selvfølgelig, det kan lade sig gøre, sagde han på valgaftenen til TV 2/Fyn.

Det bliver dog partikollegaen Bjørn Brandenborg, der får plads i den nye socialdemokratiske folketingsgruppe.

Opdatering
Clock06. jun 2019, kl. 23:40
I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Maria Dahl Hedegaard fra Liberal Alliance var blevet valgt til Folketinget. Det er ikke tilfældet, og det er blevet rettet.
Clock06. jun 2019, kl. 23:56
Ved en fejl var teksten om Maria Dahl Hedegaard forsvundet fra artiklen. Den er nu indsat igen.

Oversigt

    Oversigt