Se kortet: Her har judas-mårhunde været på Fyn

Seks judas-mårhunde blev i slutningen af november sat ud på Fyn. Det gjorde de efter fundet af to vilde mårhunde. Se kortet, der viser judas-mårhundenes færden på Fyn og øerne.

I november blev seks GPS-mærkede judas-mårhunde sat ud på Fyn efter fundet af to vilde mårhunde. Siden har de afsøgt store dele af Fyn for at finde de vilde mårhunde.

Men indtil videre er der intet, der tyder på, at mårhunden har slået sig fast ned på Fyn.

Det fortæller Miljøstyrelsen til TV 2/Fyn.

Fem af judas-mårhundene blev sat ud forskellige steder på Fyn, og den sidste blev i første omgang sluppet løs på Ærø. Siden da har de vandret rundt over det meste af Fyn.

- De har dækket ret store dele af Fyn. Det er mårhundene selv, der bestemmer hvor de går, for når først de er sluppet løs, går de fuldstændig frit. Håbet er, at de så vil finde den anden mårhund, der måtte være på Fyn. Og indtil videre har de ikke fundet andre mårhunde, siger Hans Erik Svart, der er biolog i Miljøstyrelsen.

Han mener alligevel ikke, at resultaterne endegyldigt beviser, at det invasive og altædende rovdyr ikke findes på Fyn.

- Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken på, at der ikke er nogen. Men der er nok ikke en stor og tæt bestand i hvert fald. Der kan godt gemme sig en mårhund et eller andet sted, det kan vi ikke udelukke, vurderer biologen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Se kortet, der viser judas-mårhundenes færden på kryds og tværs over Fyn.
Se kortet, der viser judas-mårhundenes færden på kryds og tværs over Fyn.
Foto: Miljøstyrelsen

To af judas-mårhundene - med navnene Pjedsted og Nymindegab - er undervejs blevet flyttet af Naturstyrelsen, så punkterne på kortet fortsætter der, hvor mårhunden igen blev sluppet ud.

To er 'missing in action'

Siden november er to af de seks, som Miljøstyrelsen dagligt har fulgt via GPS-signaler, enten døde eller forsvundet. 

Den ene, mårhunden som miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) slap løs ved Ejby, er forsvundet i nærheden af motorvejen på Vestfyn. Den er ikke bekræftet død, men Miljøstyrelsen regner med, at den er blevet dræbt i trafikken.

quote Der er et pres mod Fyn, så vi vil opfordre alle jægere på Fyn til at holde øje - og hvis man ser en mårhund, og er jæger, så gælder det bare om at få den skudt

Hans Erik Svart, biolog, Miljøstyrelsen

En anden er fundet død på motorvejen vest for Odense.

- Den er kørt ihjel på motorvejen, og den anden er sikkert også trafikdræbt, siger Hans Erik Svart.

Kan vende tilbage

Fremover vil Miljøstyrelsen fortsætte med at holde øje med de mårhunde, der er eventuelt måtte være på Fyn.

- Desværre har vi efterhånden en pæn bestand i Jylland, som vi vil opfordre alle jægere til at gå ud og gøre noget ved og bekæmpe så godt, de kan. Men der er ikke ret langt fra Jylland til Fyn, og mårhunden er en rigtig god svømmer, så Lillebælt er ikke nogen stor hindring for den, siger Hans Erik Svart.

Det er med andre ord slet ikke urealistisk, at mårhunden igen dukker op på Fyn.

Fakta om mårhunden

- Der er et pres mod Fyn, så vi vil opfordre alle jægere på Fyn til at holde øje - og hvis man ser en mårhund, og er jæger, så gælder det bare om at få den skudt, siger Hans Erik Svart.

De fire tilbageværende GPS-mærkede judas-mårhunde bliver på Fyn, og dem skal jægerne selvfølgelig helst undgå at tage livet af, understreger biologen.

- Dem kan man kende ved, at de har et halsbånd med et gult mærke på. Så lad være med at skyde dem, for der ligger lidt arbejde i at få dem sat ud, siger Hans Erik Svart.

Finder man en død judas-mårhund, må man meget gerne kontakte Miljøstyrelsen, der gerne vil genbruge de kostbare GPS-halsbånd.

Se miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen slippe en judas-mårhund løs på Fyn.
Fotograf: Louise Koustrup

Oversigt

    Oversigt