Skyernes konge viste sig på Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lørdag florerede der opslag på facebookgruppen "Den Fynske Redaktion" billeder af en særlig sky, som ser rimelig vild ud på den ellers blå himmel.
Som Palle W Rasmussen helt rigtigt har observeret, var der tale om en Cumulonimbus, som også omtales som "Skyernes Konge".
Udviklingen af en cumulussky sker i en ustabil atmosfære, hvor luften fra de nedre luftlag stiger op igennem troposfæren. Herved fortættes vanddampen i luftpartiklerne til bitte små vanddråber eller iskrystaller og en sky dannes.
Når blandt andet den vertikale udstrækning af skyen forøges vil cumulusskyen gradvist få nye tilnavne, skriver TV 2 Vejret.
Hvis luftpartiklerne har 'frit spil' i opstigningen kan de undertiden uhindret nå helt op til toppen af troposfæren på grænsen til stratosfæren - det der kaldes 'tropopausen'. Her spredes de ud til siderne i skytoppen og kan dermed danne noget der ligner en stor paddehat. Den øverste del af denne paddehat kaldes 'ambolten' og består af iskrystaller.
En kraftig udvikling af den selvsamme type sky, som giver Danmark relativt 'uskyldige' regn- og tordenbyger, kan i blandt andet USA og Mellemeuropa give anledning til voldsom torden, kæmpehagl og tornadoer, ifølge TV 2 Vejret.