Bryder med alliancen
I sommer blev Nils Skeby ellers godkendt som kandidat til byrådsvalget for Liberal Alliance, men på grund af et ultimatum fra spidskandidat, Araz Khan, omkring opbakning af den nye lokalplan, der skal sikre fremtidens kæmpekoncerter, har han trukket sig som kandidat for partiet.
I stedet for er han ved at skabe en borgerliste.
Dog er han forblevet medlem af Liberal Alliance.
- Jeg har da tænkt på at melde mig ud, men jeg deler fortsat mange af partiets værdier, siger han.
Og står det til ham, forbliver han medlem.
- Hvis partiet fortsat vil have mig, så bliver jeg, fortsætter Nils Skeby.
Odenseaneren, der tidligere har været kritisk over for borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Søren Windell (K) fortæller dog, at det ellers er slut med alliancer.
- Hvis jeg skal være en vagthund, skal jeg kunne være kritisk overfor alt og alle, og derfor indgår jeg ikke i alliancer, siger han.
Drømmer om en borgerliste med fem til syv kandidater
Selvom der ikke skal indgås alliancer, håber han på at blive valgt ind med ligesindede.
- Jeg drømmer om, vi kan skabe en borgerliste med fem til syv kandidater.
Han er dog opmærksom på, at kampen bliver hård.
- Folk har en tilbøjelighed til at stemme på partifarven, så det bliver svært.
Alligevel håber Nils Skeby på, at borgerne kan se idéen i projektet.
- Vi stiller op, fordi vi tror på, det kan lade sig gøre at få os valgt ind.
Selv hvis det ikke skulle lykkes at få valgt det ønskede antal ind via borgerlisten, understreger Nils Skeby, at han stadig kan udføre det arbejde, han går til valg på.
- Skulle jeg blive valgt ind som ene mand, står jeg selvfølgelig udenfor politisk indflydelse. Men jeg vil gøre alt i min magt for at fortælle om det, der sker bag de lukkede døre, siger han afsluttende.