Tjenestemandsret beordrer sygemeldte lokoførere på job

En gruppe sygemeldte tjenestemænd i DSB har fået strakspåbud om at vende tilbage til arbejde.

Tjenestemandsretten har udstedt et strakspåbud til en gruppe sygemeldte lokoførere i DSB. Det sker efter et retsmøde fredag, oplyser DSB.

De ansatte skal vende tilbage i arbejde, hvis de ikke kan bevise, at de er syge. Ellers bliver de idømt en skærpet bod.

DSB mistænker, at ekstraordinært mange sygemeldinger blandt lokomotivpersonalet er en maskeret arbejdsnedlæggelse. Derfor har DSB indbragt sagen for retten.

- Vi må rent faktuelt konstatere, at der ikke er en epidemi i Jylland og på Fyn, siger Poul Gemzøe-Enemark, der er forhandlingschef i DSB.

- Det høje sygefravær alene har ramt lokomotivførere og ikke andre personalegrupper i DSB. Det har alene ramt Jylland og Fyn, og det har ikke ramt andre virksomheder på samme måde, siger han.

quote - Vi må rent faktuelt konstatere, at der ikke er en epidemi i Jylland og på Fyn

Poul Gemzøe-Enemark, forhandlingschef i DSB

En lignende sag for de overenskomstansatte lokoførere skal afgøres i Arbejdsretten på mandag, oplyser DSB.

115 lokomotivførere er sygemeldt

I alt er 115 lokomotivførere sygemeldt. Det er tre til fire gange så mange som normalt. Det betyder færre tog fredag og i weekenden på Fyn og enkelte steder i Jylland.

Ifølge Poul Gemzøe-Enemark kender DSB ikke baggrunden for det høje fravær, som altså ifølge retsformanden i Tjenestemandsretten ikke skyldes sygdom.

- Men ud fra beretninger i medierne har vi en formodning om, at det her har baggrund i, at DSB har indmeldt sig i Dansk Industri, siger han.

DSB meldte sig ind i Dansk Industri

DSB og fagforeningen har i forvejen en anden sag verserende i Arbejdsretten. Den handler om, at den statslige virksomhed DSB i slutningen af 2017 meldte sig ind i arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri.

Det betyder, at de ansatte, som før var statsligt ansatte, skal flyttes over på andre overenskomster, og at lokalaftaler er opsagt.

Det har fået de ansatte til at frygte forringelser af deres vilkår. Men det afviser Poul Gemzøe-Enemark.

- For den enkelte medarbejder vil der ikke ske forringelser i bruttolønnen i forbindelse med overgangen til DI's overenskomst, siger han.

Poul Gemzøe-Enemark understreger, at fagforeningen Dansk Jernbaneforbund har et stående tilbud om at komme til forhandlinger om overgangen til DI's overenskomst.

I alt er der ansat 1200 lokomotivførere i DSB.

Fakta

Oversigt

    Oversigt