Tre mænd anholdt med tyvekoster i bilen:
- Har man haft indbrud, så ring til os
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fyns Politi opfordrer til, at man kontakter dem på 114, hvis man bor på Sydfyn og har haft indbrud det seneste døgn.
Fyns Politi stoppede lørdag aften en bil i Oure, hvori der sad tre mænd.
Men udover de tre mænd, så var bilen også fyldt med tyvekoster.
- Klokken 20.55 anholder vi de tre mænd i Oure. De er sigtet for indbrud, siger Bjarne Tykgaard, der er vagtchef ved Fyns Politi.
Tyvekosterne stammer fra flere indbrud, som er begået i Oure og Gudme.
- Vi har indtil videre fem indbrud, som vi kan hænge dem op på, siger vagtchefen.
Derfor har Fyns Politi en opfordring til de borgere i området, der måske har haft besøg af de tre mænd.
- Hvis man har haft indbrud det seneste døgn og ikke har talt med os endnu, så ring til os på 114, siger vagtchefen.
To af mændene er ikke identificeret endnu, men Fyns Politi formoder, at de alle tre har udenlandsk baggrund.
- Den ene person, som vi har identificeret, er serbisk statsborger. Han er årgang 71, siger vagtchef Bjarne Tykgaard og tilføjer, at de formentlig alle tre har serbisk baggrund.
- Vi skal kigge på i dag, om de skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Bjarne Tykgaard.