Tusindvis af påskelam vælter frem: - Det er altid livsbekræftende

Det bræger på Henrik Hjelholts gård i Hesselager. I disse dage tager de nemlig imod 1.200 nyfødte påskelam.

For mange er påsken lig med ferie, afslapning, chokoladeæg og frokoster med hele familien.

Men for Henrik Hjelholt er der alt andet end afslapning på programmet. Han er nemlig fåreavler, og på gården i Hesselager er påsken højsæson for nyfødte lam.

Indtil videre er det blevet til cirka 500 lam i år, men over de næste tre uger forventer Henrik Hjelholt, at der kommer yderligere 700 lam til verden. Og selvom i alt 1.200 fødsler lyder af meget, så bliver man ifølge Louise Svedborg, der arbejder på gården, aldrig træt af de mange påskefødsler.

- Det er altid sjovt. Selvom man har set det tusind gange nu, så er der altid noget livsbekræftende i at se et lam blive født, siger hun.

Sådan ser lammene ud, når de lige er blevet født. Moderfåret slikker dem rene, og efter kort tid er de klar til stå på benene og die.
Sådan ser lammene ud, når de lige er blevet født. Moderfåret slikker dem rene, og efter kort tid er de klar til stå på benene og die.
Foto: Arkiv: Sidsel Anna Husted Adamsen

På gården i Hesselager har Henrik Hjelholt i mange år drevet et uldspinderi, og derfor var det nærliggende at anskaffe sig et par får.

- Det startede lidt som en hobby. Jeg fik ti får, fordi jeg synes, det var hyggeligt at have lidt får gående, og så har det stille og roligt taget lidt ved hvert år, og nu er det blevet en del af vores forretning, siger fåreavleren.

Han fik de første får for omkring 20 år siden, og sidste år omlagde Henrik Hjelholt hele sin fåreproduktion til økologi.

Er ude året rundt

I dag har han fast omkring 800 moderfår. I øjeblikket står mange af dem i stalden, hvor de enten venter på at læmme eller tager sig af deres nyfødte lam, men når lammene er omkring en uge gammel, så kommer både får og lam på græs. Her går de næsten året rundt – på nær hvis det er voldsomt snevejr.

Selvom de små lam ser søde ud, så skal man ikke knytte sig for tæt til dem. Langt de fleste af dem skal nemlig videre til slagtning, når de er store nok.

Men ifølge Louise Svedborg gør det ingenting. Hun er glad for arbejdet på gården.

- Det er meget rart, at man har hele processen med fra fødsel til græs og til slagtning også, og det er jo en del af arbejdet, at de skal blive til kød, siger Louise Svedborg.

Der går dog stadig lidt tid, inden lammene er at finde på påskebordet. De bliver nemlig først slagtet, når de er mellem et halvt og et helt år gamle. 

De første par dage af lammenes liv tilbringer de i en boks sammen med deres mor. Her lærer de hinanden at kende, inden de bliver lukket sammen med andre får.
De første par dage af lammenes liv tilbringer de i en boks sammen med deres mor. Her lærer de hinanden at kende, inden de bliver lukket sammen med andre får.
Foto: Arkiv: Sidsel Anna Husted Adamsen
Et par dage efter lammene er født kommer de i "børnehave" med deres mor og andre lam på samme alder. Her går de, indtil de er klar til at blive lukket ud på græs.
Et par dage efter lammene er født kommer de i "børnehave" med deres mor og andre lam på samme alder. Her går de, indtil de er klar til at blive lukket ud på græs.
Foto: Arkiv: Sidsel Anna Husted Adamsen
Vi slutter udsendelsen i Hesselager, hvor fåreavlerne kommer til at have favnen fuld et par uger endnu.
Påsken er en travl tid for fyns største fåreavler. Her kommer nemlig 1.200 lam til verdenen.

Oversigt

    Oversigt