Vil kompensere for udligningsfejl: Millioner kan være på vej til Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Socialdemokratiet vil med et nyt forslag kompensere de provinskommuner, der ved en fejl har fået for lidt i støttekroner i perioden fra 2015 til og med 2018.
Der kan være masser af millioner på vej til de fynske kommuner.
Manglende oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau er skyld i, at fynske og jyske kommuner samlet set har fået 1,4 milliarder kroner for lidt i tilskud i perioden fra 2015 til og med 2018.
Og samtidig med det har en række hovedstadskommuner uretmæssigt modtaget masser af millioner.
Det vil Socialdemokraterne rette op med et nyt forslag om en samlet kompensation på to milliarder kroner til de kommuner, der fejlagtigt ikke er blevet kompenseret, efter fejlen blev opdaget.
Det skriver avisen Danmark.
- Vi ønsker at skabe balance i det. Det her er først og fremmest en håndsrækning til kommuner som Svendborg, Sønderborg, Skive, Aabenraa og Jammerbugt, som ligger væk fra de større byer. De kommuner er blevet glemt af regeringen, som tænker meget på kommunerne nord for København, siger Mette Frederiksen til avisen Danmark.
Så meget får de fynske kommuner
Middelfart: Ni millioner kroner
Assens: 16 millioner kroner
Faaborg-Midtfyn: 34 milioner kroner
Kerteminde: 16 millioner kroner
Nyborg: 39 millioner kroner
Odense: 122 millioner kroner
Svendborg: 47 millioner kroner
Nordfyn: Otte millioner kroner
Langeland: Ni millioner kroner
Ærø: 0.5 million kroner
Millioner på vej - måske
Baggrunden for forslaget er, at udligningssystemet i årevis har udløst samme tilskud til en kommune med veluddannede udlændinge som kommuner med ufaglærte udlændinge.
Det har især givet gevinst for kommuner i hovedstadsområdet.
Det gjorde Lemvig Kommune Økonomi- og Indenrigsministeriet opmærksom på i 2014, og modellen bliver justeret med virkning fra 2019. De kommuner, der står til at miste penge, bliver kompenseret, mens de, der i årevis er blevet snydt, ikke gør.
Dety har blandt andet fået syv kommuner, herunder Svendborg, til at forberede et sagsanlæg mod staten.
Og nu har det altså fået Socialdemokraterne til at foreslå en engangsudbetaling til 69 provinskommuner, som de vil nu kompensere med et forslag, der potentielt kan sende masser af millioner til de fynske kommuner.
Odense får mest
Med udsigt til at modtage 122 millioner kroner er Odense den fynske kommune, der kan se frem til at få mest ud af Socialdemokraternes forslag, hvis det bliver vedtaget.
Det er kommunens borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), godt tilfreds med.
- Det er et godt og rimeligt forslag, og endelig er der en partileder, som faktisk vil finde en løsning på mange års underbetaling af en lang række kommuner. Uanset hvor du bor i landet, skal du som borger kunne forvente god service fra din kommune, og det har de millionstore udligningsfejl været en hæmsko for.
Her i Odense har regnefejlen årligt kostet os 60 millioner kroner, og de penge manglede vi i de hårde spareår. Det er penge, som vi burde have haft til at løfte velfærden, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2/Fyn.
V: Den skæve fordeling mellem kommunerne skal rettes op
Danmark bliver trukket skævt af den nuværende fordeling af penge mellem kommunerne, og det skal der rettes op på, siger Venstres kommunalordfører, Carl Holst.
Når borgmestre i provinsen taler om en lukket klub i hovedstadsområdet, hvor kommuner fordeler milliarder mellem sig og ser stort på resten af landet, møder de forståelse hos regeringspartiet Venstre.
Partiets kommunalordfører, Carl Holst, siger nu til avisen Danmark, at der skal ske ændringer i måden, pengene bliver fordelt i landets kommuner, og at der i hvert fald skal ske ændringer i hovedstadsudligningen, hvor mere end fem milliarder kroner bliver givet fra især de rige kommuner på Nordsjælland til København og omegnskommunerne.
- Hovedstadsudligningen findes af historiske årsager, men de er netop historiske. Tingene ser anderledes ud i dag. Derfor skal der ses på den. Jeg konstaterer, at ingen er tilfreds med den. I hovedstadsområdet mener de, at de interne præmisser for kommunerne, der er med i den, skal ændres. På Lolland mener de, at resten af Sjælland og øerne skal have del i den. I resten af Danmark mener man, at den skal gælde for hele landet, siger Carl Holst.
Mener du, at kommunerne i provinsen skal have en større del af kagen?
- Det vil jeg ikke svare direkte på. Men jeg mener, at pengene i fremtiden bør fordeles retfærdigt i forhold til kommunernes udgifter på det sociale område. Her bør vi se på, om rammerne for hovedstadsudligningen er ordentlige i forhold til, da man indførte den i sin tid.
Når man sammenligner de 34 kommuner, som er med i hovedstadsudligningen, med resten af landets kommuner, viser det sig, at borgerne i provinsen tjener mindre og betaler en større del i skat, udgifterne til overførselsindkomster er højere, mens kommunerne bruger færre penge på ældre og skoler og daginstitutioner.
I Hjørring siger borgmester Arne Boelt (S), at kommunen leverer en service til de ældre, som er på kanten af, hvad man kan være bekendt, og at kommunen knap har råd til at leve op til de forpligtelser, som Folketinget har udstukket.
Når man kigger på velfærden i kommunerne, falder det ud til hovedstadsområdets fordel på alle de parametre, vi måler på. Er der noget galt?
- Ja, det er der. Formålet med udligningen mellem kommunerne er jo at sikre ens service uanset, om du bor i Hanstholm eller Hørsholm. Lige nu sidder der et udvalg, Finansieringsudvalget, der i 2018 skal komme med anbefalinger til ændringer af systemet. Jeg forventer, at udvalget kommer med noget, der skal sikre et ens serviceniveau i fremtiden, siger Carl Holst til avisen Danmark.
- Vi skal ikke stå ved forskellene, men netop udligne dem. Selvfølgelig har kommunerne forskellige forudsætninger, og det kan borgerne tage hensyn til, når de bosætter sig, men der skal ikke være uens service for borgerne om de bor i Hanstholm eller Hørsholm, Esbjerg eller Egedal, Brønderslev eller Brøndby, siger han videre.
Carl Holst, mener du at det er retvisende at beskrive den problematik som "helt skævt"?
- Det er i hvert fald på alle leder og kanter regeringens målsætning at skabe et mindre skævt Danmark. Vi har besluttet at flytte næsten 4000 arbejdspladser ud, og der kommer en udflytningsbølge mere i 2018. Vi har lempet planloven og givet landbruget flere muligheder i landbrugspakken for første gang i 40 år - og landbruget er altså stadig et vigtigt erhverv vest for Valby Bakke. Vi har i de seneste år set, at forskellene i Danmark er blevet større og større, og det understreger for mig behovet for at vi også skal se på udligningen, siger Carl Holst.
- Et Danmark i balance fik en ret central placering i regeringsgrundlaget. Og min tilgang til for eksempel udflytning af statslige arbejdspladser er, at det ikke skal blive ved med at være noget, vi gør i bølger. Vi skal gøre den slags ting kontinuerligt og naturligt. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, men vi er på vej, siger Carl Holst til avisen Danmark.
Vintervejret fortsætter i weekenden
kopieret!
Igen i dag er der vintervejr på programmet. Morgenen starter med frostgrader på hele øen, og i løbet af dagen kan vi få spredte snebyger.
Det betyder samtidig risiko for glatte veje hele døgnet, med temperaturer der kun kommer op på en enkelt plusgrad de fleste steder.
Vejret bliver skiftende med skydække og kig til solen. Det skulle altså være til at finde tidsrum med dejligt vejr til en gåtur.
Lægekoncern ramt af cyberangreb
kopieret!
Lægekoncernen Alles Lægehus vil fredag give besked til patienter, der er blevet ofre for det cyberangreb, som ramte lægekoncernen 9. december.
Det oplyser Alles Lægehus til DR Nyheder.
Lægekoncernen oplyste i en pressemeddelelse 30. december, at det kriminelle angreb har omfattet persondata fra patienter og medarbejdere, og at man fortsat undersøger omfanget.
Alles Lægehus har 130.000 patienter landet over, men det er endnu ukendt, hvor mange af disse der er ramt.
På Fyn har Alles Lægehus afdelinger i Faaborg og Gelsted.
Vinterberedskabet kører på højtryk
kopieret!
Fredagen blev starten på en række af dage med temperaturer under frysepunktet og sne.
I Faaborg-Midtfyn Kommune gør de deres for at holde vejene sikre og farbare, men Carsten Nøhr, som er leder af Park, Vej og Natur i Kommunen, opfordrer alligevel til at køre forsigtigt og i god tid.
- Der er jo mange kilometer veje vi skal holde, så tag dig god tid når du skal ud og køre. Hellere komme ti minutter for sent, siger han.
Så meget dyrere bliver det at eje en diesel- eller benzinbil
kopieret!
Da vi hoppede ind i 2025, tog udgifterne til benzin- og dieselbiler ligeså et hop op.
Det er med andre ord blevet markant dyrere at tanke sin bil, især hvis du til daglig pendler i en dieselbil.
På grund af nye afgifter tager prisen på en liter diesel et ordentligt ryk op med 65 øre per liter. Den årlige såkaldte udligningsafgift på dieselbiler er dog samtidig sat ned.
Derfor rammer de nye højere afgifter på diesel især dem, der kører langt og tanker meget.
Værst for pendlere
Ifølge FDM vil man faktisk spare lidt penge i det samlede regnskab som dieselbilist, hvis man kun kører 10.000 kilometer om året.
Men kører man mindst 15.000 kilometer om året, hvilket de fleste dieselbilister gør, så bliver det dyrere.
Og kører man 20.000 kilometer om året i en dieselbil, vil det betyde en stigning i udgifter på 975 kroner.
Når man op på 30.000 kilometer, så fordobles beløbet til en ekstra udgift på næsten 2.000 kroner.
For benzinbiler ser regnestykket lidt anderledes ud. Der er ikke modregning i en fast afgift, så der rammer stigningen rent med 23 øre ekstra per liter.
Det vil sige, at hvis du kører 20.000 kilometer i en benzinbil, giver det en ekstraregning på 293 kroner.
Det frustrerer Kennet Herskind, der kører i en benzinbil.
- Det er vanvittigt, som benzinpriserne allerede er steget, fortæller han frustreret til TV 2 Fyn.
Mulig marginal gevinst til elbilister
Kører du i elbil, skal du ikke frygte stigende afgifter. Tværtimod.
I Danmark vil man nemlig opleve et marginalt fald i afgiften på elektricitet.
Dog er det kun elbilister, der lader op uden abonnement, som kan se frem til en besparelse.
Men selv for disse elbilister er besparelsen minimal.
For kører man 10.000 kilometer, lyder besparelsen på 79 kroner. Det skriver FDM.
Danskerne får billigere boliglån
kopieret!
Renterne på bankernes boliglån er faldet støt i løbet af 2024. Det viser Mybankers rentestatistik, som opgør de renter, som bankkunder får tilbudt gennem Mybankers platform.
Den gennemsnitlige tilbudte rente på et boliglån i banken var på lige under 4,5 procent i december 2024. Det var 2,1 procentpoint lavere end et år tidligere.
Også den gennemsnitlige tilbudte rente på et andelsboliglån var lavere ved udgangen af 2024 end et år tidligere.
Ifølge Mybanker faldt gennemsnittet af de tilbudte renter på et andelsboliglån hver eneste måned i løbet af 2024. I december lå gennemsnittet på 4,3 procent, hvilket var ét procentpoint lavere end et år tidligere.
Hav af blomster lagt foran ulykkessted
kopieret!
Et par dage efter ulykken, der kostede 24-årige Tobias Lund fra Odense livet, vælter kondolencerne ind i form af blomster og lys lagt ved ulykkesstedet.
Blandt andet kan man tyde, at familiemedlemmer og venner har været forbi. Der står blandt andet skrevet.
Passer på dig og vores familie.
Vent på mig!
Din kone vil jeg altid være.
Du vil altid have den største plads i mit hjerte.
Vi deler jeres sorg.
Og det er ikke kun på Nyborgvej, at man finder kondolencer. Tobias Lunds fodboldklub mindes også den unge odenseaner i et opslag på Facebook.
Lastbil skal tømmes på motorvejen efter brand
kopieret!
En lastbiltrailer brød tidligere fredag i brand på Fynske Motorvej, hvilket fik beredskabet til at spærre motorvejen helt ved Motorvejskryds Odense.
Branden er slukket og motorvejen er genåbnet, men et stort arbejde udestår endnu med den brandskadede lastbilstrailer, oplyser politiets vagtchef.
- Vi afventer en lastbil med en grab og nogle tomme lastbiltrailere, så vi kan få flyttet godset væk fra motorvejen i nye trailere. Derefter skal den brandskadede trailer løftes op på en blokvogn, for bremserne er blokeret helt, siger Steen Nyland.
Vagtchefen oplyser at godset i traileren er tungt men ufarligt. I forbindelse med bjærgningen skal dele af motorvejen spærres igen.
Unge sniffede lightergas på ubemandet bibliotek - nu har borger fået nok
kopieret!
Han kunne lugte det, med det samme han satte sig på biblioteket i Otterup.
Stanken sivede rundt i lokalet, og Per Hermansen var ikke i tvivl om, hvad det var, og hvor det kom fra.
Han kiggede over på fire unge mænd, der her mellem bøger og blade sad og sniffede lightergas tidligt torsdag aften.
Biblioteket i Otterup var som sædvanlig åben og ubemandet i tidsrummet. Så der var intet personale til at bevidne, hvad de unge fordrev tiden med.
Derfor skrev Per Hermansen et opslag i Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’.
- Ved du, hvad dine børn laver, skrev han, mens han kunne høre den ene lightergas-dåse efter den anden blive åbnet.
Han skrev og forklarede videre, hvad han så på biblioteket. Her opholdt han sig i en times tid, inden han tog hjem med en tung hovedpine efter at have lugtet lightergas.
Men billedligt talt kom hovedpinen også af tanken om den situation, Otterup efterhånden er i, fortæller Per Hermansen.
- Der er et generelt problem med stoffer i byen, siger han.
- Det er noget, der skal gøres noget ved nu. Det er en samlet opgave, som både forældre og SSP skal løfte.
Lightergas er grænsen
SSP i Nordfyns Kommune er blevet gjort opmærksom på lightergas-episoden på biblioteket i Otterup torsdag aften. Det oplyser SSP-konsulent Per Jensen i en besked til TV 2 Fyn.
- Vi er bekendt med hændelsen og er i gang med forebyggende indsatser, skriver han.
Også på biblioteket i Otterup er man på sagen. Hans Trygve Birkeland er bibliotekar og driftskoordinator, og han har set overvågningsbillederne fra torsdag aften igennem. Her kan han ikke se, at de unge sniffer lightergas, men han fortæller, at man har fundet de tomme dåser i en skraldespand uden for biblioteket.
Tidligere har de unge af og til opholdt sig på biblioteket, men hen over julen har de været der nærmest dagligt, fortæller Hans Trygve Birkeland.
- En del borgere har henvendt sig om unge, der hænger ud på biblioteket om aftenen. Det har vi været klar over. De har dog aldrig opført sig uordentligt. Men lightergas er vores grænse, og derfor har vi taget fat i SSP, siger Hans Trygve Birkeland.
- Hvis vi smider dem ud af biblioteket, går de bare et andet sted hen og sniffer lightergas. Så det er vigtigt, at nogle voksne tager hånd om dem.
Flere problemer
At der endelig er et fokus på de unge, og hvad de laver om aftenen i Otterup, var, hvad Per Hermansen ville med sit opslag på Facebook. Alt for længe har ingen gjort noget ved et åbenlyst problem, mener han.
- Skal en af de unge dø, før der bliver gjort noget, spørger han.
I Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’ er det ikke første gang, der bliver gjort opmærksom på problemet.
I december beskrev en ekspedient, hvordan teenagere er begyndt at købe to-tre dåser lightergas ad gangen, og i november lagde en kvinde billeder op af en tom dåse lightergas kastet ved skolens legeplads.
Selv har Per Hermansen også set, hvordan handel med stoffer foregår på åben gade i Otterup.
Han mener, at en af årsagerne til problemet er, at de unge ikke længere har nogen steder at tage hen i Otterup. Så ender de steder som biblioteket, når personalet er taget hjem, og hvor selvbetjeningsåbningstiderne gør, at man stadig kan komme ind. Derfor er han glad for, at kommunens SSP-arbejde nu går ind i sagen.
- Det var også på tide, siger han.
Medisterpølse tilbagekaldt efter salmonella-fund
kopieret!
Coops luksusmedister tilbagekaldes efter fund af salmonella, skriver fødevarevirksomheden Hilton Foods Danmark i en pressemeddelelse.
Produktet er solgt i Kvickly, Brugsen, SuperBrugsen, Fakta Tyskland og FK Tvøroyi (Færøerne).
- Symptomerne på infektion med salmonella er diarre, mavesmerter, feber, hovedpine og eventuelt kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger, lyder det i pressemeddelelsen.
Hilton Foods Danmark oplyser, at produktet bør kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor det er købt.
Helt præcist er der tale om produktet "luksusmedister, 600 gram" med pakkedatoen: 26.12.2024 og sidste anvendelsesdato: 02.01.2025.
Motorvej spærret - brændende lastbil blokerer
kopieret!
Beredskabet har valgt at spærre Fynske Motorvej i vestgående retning ved motorvejskryds Odense, da en brændende lastbil holder i nødsporet. Det oplyser Vejdirektoratets trafikinfo.
Motorvejen vil formentlig være spærret til branden er slukket.
Biler som skal mod Odense og Middelfart kan køre via rampen til Svendborgmotorvejen og flette ind på Fynske Motorvej igen.
Opdatering 16.05: Motorvejen er igen åben for trafik.