Narkoman i Svendborg: Må rejse til Odense for at undgå sygdom

Kurt Møller Andersen har været narkoman i 40 år. I tre år har han dagligt taget turen til Odense for at blive behandlet med heroin. Han mener, at politikerne bør lave bedre tilbud til stofmisbrugerne i Svendborg.

Du kan se debatmødet direkte fra Svendborg mellem klokken 17.30 og 19.00

Kurt Møller Andersen er 59 år og har været narkoman i næsten 40 år.

Han var gennem mange år i metadonbehandling i Svendborg, men for tre år siden kunne han endegyldigt lægge både metadon og det hårde gadeliv på hylden, da han kom i heroinbehandling i Odense.

- Jeg er vældig glad for at kommer her. Chefen her gør alt for os, og det er ægte. I Svendborg skal man være lidt mere duknakket, siger Kurt Møller Andersen.

Byrådskandidaterne Hanne Klit fra Socialdemokratiet og Svend Aksel Hansen fra Venstre er taget med ud i virkeligheden for at få et indblik i Kurt Møller Andersens behandling i Odense og hans liv efter, at han begyndte på heroinbehandlingen.

 

Han begyndte at tage stoffer, da han var helt ung. Da han var i starten af 30'erne lykkedes det ham at kvitte stofferne. Men det varede kun i tre år.  

- Jeg troede, at jeg var stærk nok til at prøve bare én gang. Men det var jeg ikke. Allerede dagen efter ledte jeg efter ham der igen, fortæller han. 

Siden da har han været afhængig af heroin. Men hans liv blev markant lettere, da han kom i heroinbehandling i Odense. 

- Jeg bliver sådan set ikke påvirket. Kun hvis jeg ikke får det. Så bliver jeg meget syg. Det er meget forfærdeligt og din krop skriger bare på det der. Hvis jeg ikke kunne komme her, ville jeg være syg eller i spjældet. Så jeg er nødt til at rejse til Odense for at få mine fire en halv pille, siger Kurt Møller Andersen.

Svendborg Kommune toppede sammen med Odense listen over kommuner med flest narkodødsfald i forhold til antallet af indbyggere, da man senest opgjorde antallet af narkodødsfald i kommunerne i 2013.

Svendborg har et behandlingstilbud til stofmisbrugere, hvor misbrugerne blandt andet kan komme i behandling med metadon. Målet er at få misbrugerne ud af af deres afhængighed af stofferne.

 

- Svendborg modellen er ikke noget for mig. Her i Odense bliver man ikke straffet for at være ærlig, hvor imod i Svendborg, der får du taget alle dine fordele, hvis du er ærlig, siger Kurt Møller Andersen og fortsætter:

- I min alder handler det ikke om at komme ud af sit misbrug længere. Jeg har været narkoman i 40 år, og jeg har kun set ganske få, der er kommet ud af stofmisbruget. Det er meget få på alle de år, så den tror jeg ikke så meget på. Det er ligesom et fluepapir. Når fluen først har sat sig, vil den søge tilbage, selvom den kommer fri, siger han.

Besøget på heroinklinikken i Odense og samtalen med stofmisbrugeren Kurt Møller Andersen får dog ikke i første omgang Hanne Klit fra Socialdemokratiet til at ændre holdning til kommunens behandlingspolitik.  

 

- Jeg kan da sagtens se, at vi har nogle ting, vi skal arbejde med, men det ændrer ikke på min holdning til de behandlingstilbud, vi har. Jeg vil hellere hjælpe med, at man kommer ud af misbruget, siger Hanne Klit.

Hun anerkender dog, at heroinklinikken kan gøre en forskel:

- Hvis alternativet er gaden eller en kælderskakt, så er det her et rigtigt godt tilbud - både sundheds- og værdighedsmæssigt, siger hun.

 

quote Jeg bliver ved med at komme her, indtil der åbner et hus i Svendborg, hvor man kan få noget heroin

Kurt Møller Andersen, stofmisbruger

Svend Aksel Hansen fra Venstre ser dog klart mere positivt på behandlingstilbud med heroin - også efter besøget på heroinklinikken. 

- Jeg ser det her sted som en fantastisk tilgang til stofmisbrugere og alle dem, der gemmer sig, og jeg er blevet bekræftet i, at stofindtagelsesrum og heroinklinikker har nogle inkluderende egenskaber og skaber nogle gode resultater, siger venstremanden. 

Kurt Møller Andersen håber, at valgkampen vil få politikerne til at overveje behandlingen af narkomaner i Svendborg. Indtil da tager han turen til Odense hver eneste dag.

- Jeg bliver ved med at komme her, indtil der åbner et hus i Svendborg, hvor man kan få noget heroin, siger han.

Se hele programmet "Velkommen til Virkeligheden" fra Svendborg

"Velkommen til Virkeligheden" besøger heroinklinikken i Odense, hvor mangeårig stofmisbruger Kurt Møller Andersen har sin daglige gang.

Fakta

 

Oversigt

    Oversigt