Under valgkampen forsøgte Rasmus Paludan at besøge Vollsmose i Odense.
Juraprofessor: Afvisning af Rasmus Paludan på festival er lovlig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Festivalen må selv bestemme, hvem de vil lukke ind på festivalpladsen, vurderer juraprofessor. Det er løgn, siger Rasmus Paludan.
Stram Kurs-leder Rasmus Paludan er onsdag blevet nægtet adgang til Langelandsfestival, selv om han havde købt billet til musikfestivalen sammen med to kammerater.
Se videoen: Rasmus Paludan nægtet adgang til Langelandsfestival
Stram Kurs-lederen, Rasmus Paludan, har købt billet til dette års Langelandsfestival, men når han møder op, vil han blive nægtet adgang. Han er nemlig uønsket på festivalen.
Onsdag formiddag er Rasmus Paludan, lederen af partiet Stram Kurs, på vej til festival på Langeland.
Han har sammen med to kammerater, heriblandt partiets fynske kandidat Martin Christensen, købt billet til årets Langelandsfestival, men han skal ikke regne med at blive lukket ind, når han kommer frem.
Det bekræfter direktør og festivalejer Allan K. Pedersen over for TV 2 News.
- Vi ønsker ham ikke hernede. Han kan ikke komme ind. Simpelthen. Sådan er det, siger han.
Velkommen på Vig Festival
Festivalledelsen blev opmærksom på, at et af festivalarmbåndene i år skulle om håndleddet på partilederen, da den tre mand store vennegruppe ville købe adgang til og beboelse i VIP-området. Her blev vennerne bedt om at opgive navnene på de overnattende.
Herefter sendte Langelandsfestival en mail retur med beskeden om, at "Rasmus Paludan vil være uønsket på festivalen til enhver tid".
Det betyder ifølge festivaldirektøren, at Rasmus Paludan heller ikke kan indløse sin almindelige partoutbillet ved billetlugen. Det undrer partilederen.
- Jeg har aldrig prøvet at blive afvist på en festival. Det er helt enestående og meget sørgeligt, siger han til TV 2/Fyn.
For få uger siden var Rasmus Paludan på Vig Festival. Ifølge ham selv uden problemer.
- Absurd begrundelse
Allan K. Pedersen begrunder afvisningen med, at det er for de øvrige gæsters sikkerhed og tryghed, at Rasmus Paludan må misse Langelandsfestival.
- Det er en absurd begrundelse. Det er jo politiets opgave at beskytte festivalgæsterne, fortæller partilederen.
Omkring klokken 11.15 forventer han at være fremme ved festivalen, og står Allan K. Pedersen fast på, at billetterne ikke kan veksles til armbånd, truer Rasmus Paludan med at demonstrere foran festivalen.
- Vi kommer i privat regi. Det er chikanøst. Så må vi jo bare demonstrere. Det var bestemt ikke meningen, for det var et privat arrangement, siger Rasmus Paludan.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2/Fyn, at man er på vej til festivalen i forbindelse med Rasmus Paludans ankomst.
Det kan festivalledelsen med loven i hånden godt tillade sig, vurderer Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor på Syddansk Universitet.
- Det er formentlig lovligt. Når man udbyder noget til offentligheden, for eksempel en festival, er der visse regler, man skal iagttage, siger Sten Schaumburg-Müller til TV 2/Fyn.
Det må festivalen ikke gøre
Man må eksempelvis ikke generalisere og afvise folk på baggrund af religion eller nationalitet.
- Man må ikke sige, at man ikke vil servere for tyskere eller for muslimer. Sådan nogle ting må man selvfølgelig ikke, men når man udbyder en festival til offentligheden, har man også en vis ret til at sætte nogle generelle regler, forklarer juraprofessoren.
Det gælder eksempelvis påklædning på en fin restaurant eller et værtshus, der ikke vil lukke ballademagere ind.
- Det vil være min umiddelbare vurdering, at der på baggrund af Rasmus Paludans historik har været så meget ballade, at han kan have svært ved at opføre sig som en almindelig festivalgæst, siger Sten Schaumburg-Müller.
- Hvis en enkelt person laver ballade, er det o.k. at sige, at man ikke vil have ballade her, vurderer han.
Paludan: Det er æreskrænkende
Direktør og festivalejer Allan K. Pedersen begrunder afvisningen med, at det er for de øvrige gæsters sikkerhed og tryghed, at Rasmus Paludan må misse Langelandsfestival.
Rasmus Paludan undrer sig over, hvordan festivalen og Sten Schaumburg-Müller kan tro, at han vil skabe ballade på festivalpladsen, når han tidligere på måneden besøgte Vig Festival - ifølge partilederen selv uden problemer.
- Jeg synes, det er æreskrænkende. Sten Schaumburg-Müller er en kendt løgner, og han har ikke sat sig ordentligt ind i det, siger Rasmus Paludan til TV 2/Fyn.
Stram Kurs-lederen henviser til, at hans besøg på Vig Festival forløb uden ballade, og derfor burde han også få adgang til festivalen på Langeland.
- Det var fuldstændig problemfrit, fastslår Rasmus Paludan.
Afviser ballade: - De kan ikke lide min politik
Han mener ikke, det er på grund af risikoen for ballade, at han er blevet afvist, men det er politiske årsager, der ligger bag festivalens vurdering.
- Den reelle grund er, at de ikke kan lide min politik, siger Rasmus Paludan.
TV 2/Fyn har ud over Sten Schaumburg-Müllers vurdering også spurgt to andre eksperter på området, og de mener også, at festivalen er i sin gode ret til at afvise Rasmus Paludan.
- Det skyldes, at I ikke har præsenteret det fulde billede, siger Rasmus Paludan og henviser til, at politiet ikke mener, at der er et problem i, at partilederen besøger Langelandsfestivalen.
Årets Langelandsfestival finder sted fra 20. til 27. juli.