Letbanen koster Fynbus kassen - og nu går det ud over passagererne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynbus vil nedlægge stoppesteder, fordi letbanebyggeriet er i vejen. Jane Jegind frygter, at flere odenseanere vælger bilen frem for bus og den kommende letbane.
Til februar nedlægger Fynbus 15 regionale stoppesteder i Odense, og det betyder serviceforringelser for de cirka 70.000 passagerer årligt, der benytter stoppestederne.
Ifølge Fynbus-direktør Carsten Hyldborg Jensen sker nedlæggelsen af stoppestederne i Odense dels som et led i en spareplan og dels for at imødekomme regionale passagerer.
- Hvis man kommer fra Assens eller Glamsbjerg eller et anden sted uden for Odense, er det primære mål at komme hurtigst muligt ind til toget eller på arbejde. Derfor fjerner vi nogle stop for at reducere rejsetiden for de regionale kunder, siger Carsten Hyldborg Jensen.
Letbane på kollisionskurs: Lodret uenig med Jegind-forvaltning
Ensretning på dele af Nyborgvej og et ekstra arbejdsspor på Middelfartvej. Sådan lyder indstillingen fra Odenses by- og kulturforvaltning. Det kan vi ikke bruge til noget, siger Odense Letbane.
Der er nu lagt op til en direkte magtkonfrontation mellem Odense Letbane og Odenses by- og kulturforvaltning med Jane Jegind i spidsen.
Kort efter klokken 15.00 fredag offentliggjorde by- og kulturforvaltningen sin tillægsdagsorden til mødet tirsdag.
Og her er der lagt op til, at Odense Letbane ikke får lov til at ensrette Nyborgvej og Middelfartvej i op mod 15 måneder for at holde letbaneomkostningerne nede under anlægsfasen.
Det store slag står om Middelfartvej, hvor Odenses by- og kulturforvaltning nægter at indføre ensretning, fordi Odenses store vestlige indfaldsvej er alt for vigtig for alt for mange bilister og for den kollektive trafik.
Forvaltningen foreslår i sin indstilling til politikerne tirsdag, at der indføres arbejdsspor samtidig med, at der opretholdes vejbaner i begge retninger. Pladsen vil man blandt andet skaffe ved at genne gående og cyklister sammen.
Men det er en helt uholdbar løsning, lyder det fra Odense Letbane.
I et svar til by- og kulturforvaltning kalder Odense Letbane forvaltningens forslag for "teoretisk" og uladesiggørlig i praksis.
- Løsningen indebærer, at der skal pålæsses materialer 6-12 gange om dagen. Hver af- og pålæsning vil tage 30 minutter og medføre stop for trafikken - også den kollektive trafik, hedder det i henvendelsen.
På Nyborgvej er der samhørighed i opfattelserne mellem forvaltning og letbane.
Her er begge parter parat til at lave ensretning mellem Østerbæksvej og Palnatokesvej - en strækning på 600 meter.
Ifølge forvaltningens beregninger vil ensretningen på Nyborgvej indebære omkørsel ad Reventlowsvej, Rødegårdsvej og Østerbæksvej. Omkørslen vil medføre forsinkelser på fire-fem minutter i myldretiden og forøge rejsetiden på 15-25 procent for rejsende til Herluf Trolles Vej, Fraugde eller SDU.
De økonomiske konsekvenser er ikke oplyst.
Op til mødet tirsdag har regionens udviklingsudvalg med Bo Libergren i spidsen advaret kommunen mod at ensrette de to indfaldsveje. Det vil ramme den kollektive trafik hårdt.
Nye tal viser, at der har været et fald på 900.000 billetter i 2016 på bybustrafikken i Odense og den regionale bustrafik.
Rammes den kollektive trafik yderligere vil det tage år at rette op, hedder det i brevet fra regionen.
TV 2/Fyn har forsøgt at indhente en kommentar fra Odense Letbane. Men her vil man først udtale sig efter mødet på tirsdag.
Spildtid: Letbanen koster Fynbus millioner
Byggeriet af Odense Letbane har kostet Fynbus cirka 15 millioner kroner i spildtid på grund af omkørselsruter og tabte indtægter. Samtidig falder antallet af buspassagerer som aldrig før.
Nye tal viser, at der har været et fald på 900.000 billetter i 2016 på bybustrafikken i Odense og den regionale bustrafik. Det svarer til et fald på seks procent.
- Der er så mange, der opgiver at tage bussen. I centrum har vi tabt cirka en million passagerer, siger Carsten Hyldborg Jensen.
Rådmand: Familier vælger bil frem for bus eller letbane
Derfor skal nedlæggelsen af busstoppestederne i Odense også ses som et led i en spareplan på cirka fem millioner kroner.
At Fynbus vælger at nedlægge stoppestederne i Odense, ærgrer by- og kulturrådmand Jane Jegind (V). Hun frygter, at endnu flere odenseanere fravælger bussen og måske køber endnu en bil. Det vil på længere sigt få betydning for letbanen.
- Hvis familier vælger at sige, at det er blevet så umuligt, at nu køber de bil nummer to, bliver de sværere at lokke over i letbanen, når vi når der, siger Jane Jegind.
Passager: Det er superlækkert
Serviceforringelserne for de cirka 70.000 passagerer i Odense er et valg mellem to onder, erkender Fynbus-direktøren.
- Vi er nødt til at vælge en gang imellem mellem pest eller kolera. Vi skal vælge mellem at tilgodese de regionale passagerer og tilgodese bybuspassagererne, og der har vi så truffet det valg at tilgodese de regionale passagerer, forklarer Carsten Hyldborg Jensen.
Det glæder en af de passagerer, der bruger lang tid på at komme igennem vejarbejdet, når bussen snegler sig igennem Odenses gader.
- Der er næsten en times kørsel, så det er superlækkert, hvis det bliver forkortet lidt, så man ikke skal så tidligt op, siger Maria Larsen, der går i 3.g på Vestfyns Gymnasium og ofte rejser mellem Odense og Glamsbjerg.