Er det din jolle?
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fyns Politi har en jolle som mangler en ejer.
Fyns Politi efterlyser ejeren af en åben fiskejolle. Jollen har indenbordsmotor og er bjærget i september 2017 ved Middelfart Marina.
Er jollen din - eller har du oplysninger om den - så kontakt Fyns Politi på telefon 114.
Bilbrand på Storebæltsbroen slukket: Kø afviklet
Den bilbrand der tirsdag morgen lukkede ét spor på Storebæltsbroen er slukket.
Ved 09.30-tiden tirsdag var der helt ryddet op efter en bilbrand på Storebæltsbroen.
Branden opstod lidt før klokken 09.00, hvor Fyns Politi på Twitter skrev, at ét spor på Storebæltsbroen var lukket på grund af bilbranden. Branden betød, at der var kø i østlig retning for at krydse bæltet.
Kort efter klokken 09.00 meddelte Fyns Politi, at bilbranden var slukket og at køen er afviklet.
Der skete desuden ingen personskade.
Helt præcist, hvordan branden opstod vides ikke, men det er formentlig noget teknik, som er kortsluttet. I hvertfald fortæller Fyns Politi, at flere lamper begyndte at lyse i bilens instrumentbord, inden der begyndte at komme røg op fra hjelmen.
To år efter stenkast: Nellis drabsmand fortsat på fri fod
Sten kastet fra en motorvejsbro dræbte i 2016 Nelli Gosmann og kvæstede hendes mand. Sagen er uopklaret.
Familieferien fik en skrækkelig afslutning, da den tyske familie Gosmann 21. august 2016 var på vej hjem via Fynske Motorvej.
En 30 kilo tung betonflise blev kastet ned fra en motorvejsbro og smadrede forruden på den sorte Seat Leon.
Flisen dræbte 33-årige Nelli Gosmann på stedet og invaliderede 36-årige Andreas Gosmann, mens deres femårige søn, Alexander, slap med mindre skrammer.
Tirsdag er det to år siden, og Nelli Gosmanns drabsmand er fortsat på fri fod.
Fyns Politi efterforsker sagen, hvor det afgørende gennembrud lader vente på sig.
- Vi fortæller gerne, når der er nyt at fortælle. Det er der ikke nu, og vi har brug for arbejdsro til sagen, siger kommunikationsrådgiver i Fyns Politi Charlotte Nyborg.
To gerningsmænd
Politiet har modtaget flere end 1200 henvendelser i sagen, hvor der inden sommer også var afhørt op mod 800 personer og foretaget 150 mundskrab.
Kort før juleaften sidste år offentliggjorde politiet et måske afgørende skridt i sagen. De havde fået dna-match, der koblede stenkasteren, som dræbte Nelli Gosmann, sammen med tre tidligere hærværkssager fra bydelen Tarup i Odense.
Dna'et stammede fra sten, en dåse snustobak og et gelænder på motorvejsbroen. Der blev fundet dna fra to personer.
Derfor har politiet tidligere meldt ud, at der med sikkerhed er tale om to gerningsmænd, som formentlig skal findes nær Tarup.
Copy cat-effekt
Stenkastet, der ødelagde familien Gosmann, er langt fra enestående.
De seneste år er der kastet mange sten fra motorvejsbroer, og der blev i en periode talt om en såkaldt copy cat-effekt, hvor andre personer imiterer den første stenkast-forbrydelse.
Senest blev en bil lørdag aften ramt af en sten kastet fra en bro i Vordingborg.
Selv om Andreas Gosmann overlevede ulykken, har hændelsen mærket ham for livet.
Han er blind, afhængig af pleje døgnet rundt og har svære hukommelsesproblemer. Han mindes ikke den fatale aften, og både venner og familie er fjerne for ham.
Sønnen Alexander, der er syv år i dag, bor hos sin mormor i Dortmund, da Andreas ikke er i stand til at tage sig af ham.
Stenkastet der ødelagde en tysk familie
På trods af dna-match fra flere stenkast er det ikke lykkedes politiet at finde Nelli Gosmanns drabsmand.
Den tyske familie Gosmann kørte en nat for to år siden hjem fra ferie i Sverige, da en sten blev kastet ud fra en motorvejsbro ved Fynske Motorvej, netop som familien var ved at passere.
Det ændrede familien for altid.
Den 33-årige mor, Nelli Gosmann, døde på stedet, den tre år ældre Andreas Gosmann fik alvorlige og varige men, mens parrets femårige søn, Alexander, slap med skrammer.
Politiet har ikke fundet stenkasteren. Det formodes, at der er tale om to personer, som står bag mindst tre stenkast fra motorvejsbroer ved Fynske Motorvej.
- 21. august 2016: Betonfliser på henholdsvis 30 kilo og 9,5 kilo kastes ned fra motorvejsbroen ved Langesøvej på Fyn omkring klokken fire om natten. 33-årige Nelli Gosmann dør på stedet, hendes 36-årige mand kommer alvorligt til skade, mens deres femårige søn er næsten uskadt.
- 9. september 2017: En 40 kilo tung natursten kastes ned fra en motorvejsbro på Fynske Motorvej omkring klokken tre om natten. Føreren af en personbil når at undvige og kommer ikke til skade.
- 20. december 2017: En sten kastes ned fra en motorvejsbro omkring klokken et om natten. Den lander foran en personbil, der rammer ind i stenen. Føreren kommer ikke alvorligt til skade.
- Kort før juleaften 2017: Politiet offentliggør, at en række dna-spor fra sten, en dåse snustobak og gelænder på motorvejsbroen, hvor der blev kastet en sten ned fra i september, matcher dna fundet på sten fra tre hærværkssager fra bydelen Tarup i Odense.
- Dna'et matcher dna på stenen, der slog Nelli Gosmann ihjel. Der er dna fra to personer, og politiet mener derfor, at der er tale om to gerningsmænd, der skal findes nær Tarup.
- Fyns Politi har modtaget flere end 1200 henvendelser i sagen, hvor der også er afhørt op mod 800 personer og foretaget 150 mundskrab.
- Ud over de tre nævnte episoder, som politiet mener hører sammen, har der været yderligere fire stenkast fra to motorvejsbroer på den samme strækning på Fyn. Den første sag stammer fra 2. august 2015, og alle sager er uopklarede.
Ulovligt fyrværkeri sælges i stor stil på Facebook - blev tilbudt 20 livsfarlige bomber på en time
kopieret!
Ulovligt fyrværkeri florerer i stor stil i en åben salgsgruppe på Facebook. Det kan TV 2 Fyn dokumentere efter en gennemgang af gruppen "Kanonslag", som har næsten 10.000 medlemmer.
Her reklameres der for alt fra mindre kanonslag, overskudslagre af lovligt fyrværkeri til hjemmelavet krudt. Men der annonceres også for de farlige krysantemumbomber, som endte med at koste en 24-årig mand livet kort efter midnat nytårsnat.
TV 2 Fyn besluttede sig derfor for at undersøge, hvor nemt en købsaftale med en sælger kan komme i stand.
På under en time blev vi tilbudt i alt 20 krysantemumbomber fra én sælger. Fyrværkeriet kunne afhentes allerede samme eftermiddag i Esbjerg.
Sådan gjorde vi
På TV 2 Fyn satte vi os for at undersøge markedet for ulovligt fyrværkeri for at afdække, hvor nemt og tilgængeligt det er at fremskaffe.
Under falsk navn på Facebook kontaktede vi flere sælgere på Messenger. Sælgere som er aktive i gruppen ”Kanonslag”, hvor de har lavet salgsopslag.
TV 2 Fyn har ikke på noget tidspunkt haft til hensigt at købe ulovligt fyrværkeri, og redaktionen har tilkendegivet os og vores formål over for sælgerne, så snart vi er blevet tilbudt det ulovlige fyrværkeri.
TV 2 Fyn har tilbudt sælgerne at svare på spørgsmål om det ulovlige fyrværkeri. Det har de enten ikke ønsket eller ikke svaret på.
Fire minutter
En anden person reklamerede i Facebook-gruppen, at han havde såkaldte FP3-kanonslag til salg i Odense. En type fyrværkeri, som er ulovligt i Danmark, men i stor stil bestilles hjem fra hjemmesider i blandt andet Polen.
Mange af disse postordrer fanges i tolden, men nogle slipper igennem, ligesom andre af disse stykker pyroteknik afhentes af sælgerne selv i udlandet og smugles over grænsen.
Fra en falsk Facebook-profil kontaktede TV 2 Fyn sælgeren, som efter få sekunder svarede, at han kun havde fire af kanonslagene tilbage. Han var villig til at sælge dem for 50 kroner.
For at være sikker på, at det ikke var det pure opspind, bad redaktionen sælgeren sende et billede af kanonslagene. Billedet kom prompte, og efter blot fire minutter var sælgeren klar til at lave en handel.
Efter at TV 2 Fyn fortalte sælgeren, at vi ikke havde i sinde at købe hans produkter, men høre ham, hvorfor han sælger ulovligt krudt, ophørte kontakten.
Mængderabat
Den krysantemumbombe, som nytårsnat slog en 24-årig mand ihjel i Odense, blev af Fyns Politi omtalt som en “meget stor bombe”. Politiet har efterfølgende sigtet tre mænd for uagtsomt manddrab.
Og netop krysantemombomber er der også til salg flere steder i Facebook-gruppen. Onsdag middag reklameres der for fyrværkeri af denne type i både København og Esbjerg. Bomberne bliver i opslagene omtalt som “kugler”.
En sælger reklamerede eksempelvis med fem-tommer-kugler til 4.000 kroner for ti styk - eller 400 kroner per potentielt dødbringende eller invaliderende stykke sprængstof.
Ifølge Peter Hald, der er kemiker og sikkerhedsleder ved institut for kemi på Aarhus universitet, er ingen former for krysantemumbomber ufarligt.
- Krysantemumbomber laves i alle størrelser. Deres størrelse opgives ofte som deres diameter i tommer, og typiske størrelser går fra to til ti tommer. Jo større de er, jo kraftigere er effekten også. Der er ikke noget fyrværkeri, som er ufarligt, når man bruger det forkert.
“Har du stadig kugler til salg,” spurgte TV 2 Fyn sælgeren i Esbjerg i en besked på Messenger.
39 minutter efter svarede manden, og få minutter efter tilbød han ti fire-tommer krysantemumbomber for 2.500 kroner, og så ville der medfølge en gratis kasse kanonslag.
Yderligere ti 2,5-tommer bomber kunne vi få for 700 kroner, men allerede inden TV 2 Fyn får svaret, begyndte sælgeren selv at prutte prisen ned. Ti af de store bomber skulle nu kun koste 2.200 kroner og afhentes samme eftermiddag i Esbjerg.
Igen ophørte kontakten efter at TV 2 Fyn meddelte sælger, at vi ikke havde i sinde at købe hans varer. Han er ikke vendt tilbage på vores ønske om at stille spørgsmål.
Stor interesse
I København viste en tredje sælger på Facebook en papkasse indeholdende fem krysantemumbomber.
Opslaget var oprettet under et døgn, efter den 24-årige mistede livet. Opslaget havde fået 71 kommentarer, hvoraf hovedparten viste interesse for at købe.
Denne sælger har TV 2 Fyn ikke kontaktet, men opslaget viser alligevel tydeligt, hvor nemt det er at komme i kontakt med sælgerne af de farlige sprængstoffer. Fælles for alle salgsannoncerne er, at ingen af dem kræver medlemskab af gruppen for at kunne se dem og kontakte sælgerne.
Det lader dog ikke til, at myndighederne bare lader stå til. 10. december blev der eksempelvis beslaglagt 10.000 kanonslag og 5-600 krysantemumbomber under en ransagning i Måløv.
I hele 2023 tilbageholdt Toldstyrelsen 2,2 ton ulovligt fyrværkeri, som var på vej ind over grænsen. I de første tre kvartaler af 2024 blev der beslaglagt yderligere et halvt ton.
Nye fotovogne forvirrer - går efter bestemte trafikanter
kopieret!
Sund & Bælt har fået nye fotovogne, som registrerer kilometerbaseret vejafgift på lastbiler.
Fotovognene er taget i brug, efter at en ny afgift er trådt i kraft. Den skal bidrage til den grønne omstilling af den danske vejtransport.
Men de nye vogne skaber lidt forvirring blandt bilister. Blandt andet var der i en lokal facebookgruppe undren, da en af vognene holdt ved Svendborgmotorvejen omkring Kværndrup.
Men det er altså ikke vogne, som bilister skal frygte, fortæller Jens Villemoes, der er pressechef i Sund & Bælt:
- De kan godt forveksles med fotovogne, men de er kun rettet mod lastbiler over 12 ton. Bilerne indgår i kontrollen af vejafgifter for lastbiler, der blev indført 1. januar.
OB mister stortalent - forhandler med flere udenlandske klubber
kopieret!
Et af de helt store stjerneskud er på vej ud af Ådalen. Tobias Slotsager var af mange spået som fremtidens forsvarskrumtap, hvis ikke han skulle indbringe øens hold en rekordsum.
Nu ligner det, at han forlader klubben for beskedne en million euro - svarende til små 7,5 millioner kroner, skriver bold.dk.
Det er ifølge TV 2 Fyns oplysninger sandsynligt, at en aftale falder på plads i januar. Hvis ikke et salg lykkes, kan Slotsager forlade klubben transferfrit til sommer.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger forhandler Tobias Slotsager med flere udenlandske klubber i disse uger. Blandt andet er et skifte til en engelsk klub i spil. Der er desuden stor interesse for Slotsager fra klubber fra Holland, Belgien, Portugal og Spanien.
Ledelse siger ja
Ifølge bold.dk’s oplysninger har OB-ledelsen afstemt, at man vil vende tommelfingeren opad til et bud på minimum 7,5 millioner kroner.
Et beløb, der frister flere udenlandske bejlere, og som altså er langt fra den rekordsum, der blev talt om, at Slotsager kunne indbringe.
Både tidligere sportsdirektør Björn Wesström og nuværende sportsdirektør Troels Bech har flere gange givet udtryk for, at en kontraktforlængelse var et ønske, men det til trods er det altså ikke lykkes parterne at blive enige om en aftale.
I sommer afviste OB kategorisk et bud på 15 millioner kroner fra østrigske Sturm Graz.
Slotsager var i september inkluderet som en ud af fire danskere på den eksklusive Golden Boy-liste.
Fjernvarme Fyn lukker for varmen
kopieret!
Hvis du er bosat eller opholder dig i Odense SV, kan det være en god ide at finde tophuen frem. Fjernvarme Fyn lukker nemlig for varmen fra klokken 07.30 til klokken cirka 13 torsdag.
Det oplyser selskabet på dets hjemmeside.
Konkret drejer det sig om Brogårdsvej, Engblommevej, Engsnarren, Engsvinget og Lindholmvej, der vil opleve varmeafbrydelsen.
Årsagen skal findes i, at Fjernvarme Fyn vedligeholder og forbedrer fjernvarmerørene i området.
Læger vil skyde prisen på cigaretter i vejret
kopieret!
En pakke cigaretter skal koste mindst 120 kroner, og prisen på nikotinposer og lignende produkter skal tilsvarende følge trop.
Bag forslaget er Lægeforeningen, der torsdag offentliggør i alt ti forslag, der skal styrke indsatsen for at fjerne tobak og nikotin - især fra børn og unges hverdag.
Prisforhøjelsen er vigtig, siger formand for foreningen Camilla Rathcke, fordi erfaringen fra andre lande viser, at en høj pris er det mest effektive middel til at undgå, at børn og unge begynder at ryge.
- Prisen er meget afgørende, hvis man vil afholde folk fra at begynde på en dårlig vane. Samtidig påvirker prisstigninger dem, der er i gang, til at stoppe. siger hun.
Glatte veje truer - inden dagen kan byde på sol
kopieret!
Torsdag morgen er der risiko for glatføre i forbindelse med frysende våde vejbaner eller en enkelt snebyge.
Ellers byder dagen på lidt eller nogen sol, og kun stedvis vil der falde en byge. Bygerne vil mest være med regn eller slud, men enkelte snebyger kan heller ikke udelukkes.
Temperaturen når op mellem en og fem graders varme med en svag til jævn sydvestlig eller skiftende vind.
Kontroversiel konkursrytter får frataget millionstøtte til lokalmedie
kopieret!
I december oplyste Medienævnet, at lokalmediet Ærø Dagblad stod til at få mediestøtte for 1,4 millioner kroner. Nu ser det dog ud til, at det lille lokale medie, der drives af Carsten Lehrskov-Schmidt, ikke får en krone.
Det skriver fagbladet Journalisten onsdag.
Fagbladet har ikke haft mulighed for at få svar fra Medienævnet på, hvad årsagen er, men ifølge Journalisten kan det muligvis hænge sammen med Carsten Lehrskov-Schmidt fortid.
Flere konkurser bag sig
Han har nemlig to tvangsopløste virksomheder, ni konkurser og fem igangværende konkurssager i bagagen, skriver mediet.
Carsten Lehrskov-Schmidt forklarer selv til Journalisten, at “han er blevet bedt stille en bankgaranti for den krævede delvise egenfinansiering af projektet.”
Det er ikke lykkedes på grund at juleferie og nytår, og det skulle være årsagen til, at støtten er trukket tilbage, fortæller han videre.
På Ærø Dagblad lyder det dog i en artikel onsdag, at mediet helt har droppet tilskuddet på 1,4 millioner kroner, da “kravene fra Slots- og Kulturstyrelsen blev for omfattende.”
Indtil februar sidste år var han også involveret i nichemediet Byens Ejendom. Men her måtte han efter flere år på pumperne også dreje nøglen om.
I Børsen fortalte Carsten Lehrskov Schmidt tidligere samarbejdspartner - det forhenværende radikale folketingsmedlem Kim Sejr - at han efter kort tid havde trukket sig fra deres fælles projekt Konferenceselskabet, som var en udløber af Byens Ejendom, på grund af samarbejdsproblemer.
Odense Håndbold buldrer videre
kopieret!
Odense Håndbold er stadig ubesejret i Kvindeligaen i indeværende sæson. 12 ud af 12 kampe i grundspillet er nu vundet. Men den perfekte statistik kom under pres onsdag på Frederiksberg.
København Håndbold var længe fuldstændig med i opgøret mod førerholdet, men knap midtvejs i anden halvleg slog fynboerne et lille hul og kørte en sejr på 29-26 i hus.
Det betyder, at Odense topper tabellen med 24 point, Esbjerg følger efter med 22 point og Ikast med 20 point. København er nummer fire med 18 point.
EM-åbenbaringen Helena Elver var nok en gang omdrejningspunktet i Odenses angreb. Hun scorede selv fem gange på fem forsøg og assisterede ved yderligere otte scoringer.
Hærværk på efterskole skaber utryghed - bi-familie sprængt i luften
kopieret!
Da eleverne på Langelands Efterskole vendte tilbage fra juleferie, var det til et ærgerligt syn.
Deres fælles have var blevet udsat for hærværk. Et af bistaderne var sprængt i stumper og stykker. Til stor ærgrelse for både elever og forstander.
- Der er jo mange ærgerlige ting i det, dels at der er en stor bifamilie, som er gået tabt, og at vi skal ud og investere i et nyt, men det er også ærgrelsen over, at det fine, der sker, når man laver noget sammen, det er der i hvert fald nogle enkelte, som ikke forstår, siger forstander Michael Thagaard.
Bistaderne er en del af efterskolens fælleshave, hvor frivillige foreninger og andre indbydes til at dele deres interesser med skolens elever.
Et manglende håndtryk gør Mohamad nervøs for sin fremtid i Danmark
kopieret!
En video fra Mohamad Jaafars hjemland har vakt international opsigt.
Personligt gør den ham endnu mere nervøs for sin egen fremtid.
- Det giver bare så mange tanker i mit hoved. Det er ikke et land, der sikkert at komme tilbage til nu, siger Mohamad Jafar.
Videoen er fra den franske og den tyske udenrigsministers besøg Syrien i fredags.
I klippet ses det, hvordan den nye syriske leder Ahmed Al-Sharaa undgår at give hånd til den kvindelige udenrigsminister fra Tyskland.
Er video en advarsel?
Mohamad Jaafar kom til Danmark i 2015. Han bor i Ullerslev og er i gang med en pædagoguddannelse.
Han er her på en midlertidig opholdstilladelse, som udløber om få måneder.
- Jeg har ingen lyst til at komme tilbage. Selvfølgelig vil jeg gerne se mine forældre, som jeg har savnet og ikke set i over 10 år. Men at rejse tilbage og blive dernede, der kunne jeg aldrig nogensinde forestille mig.
Men hans skæbne er uvis.
Derfor følger han nøje med i udviklingen i Syrien, hvor den nye ledelse har haft magten i nu en måned, efter Assad-styret faldt.
Antal syrere på Fyn og øerne
Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet er Mohamad Jaafar en af 3710 voksne indvandrere fra Syrien, som bor i de fynske kommuner.
Tallet dækker personer født i Syrien, som var bosat i de fynske kommuner pr. 1. januar 2024 - uanset opholdsgrundlag og statsborgerskab.
Og videoen med det manglende håndtryk gør ham bekymret for, hvilket samfund den nye ledelse kommer til at forme i Syrien. For med hans ord “bliver det allerede lidt ekstremt”, når man ser en leder, der undgår at give hånd til en kvinde.
- Hvis jeg er uenig med de ting, som de mener, vil jeg så blive straffet for det? Eller vil det blive ligesom i Danmark, hvor man kan sige, hvad man mener uden at blive straffet?, spørger Mohamad Jaafar retorisk.
Ekspert: - Ustabilt og usikkert
Han frygter, at videoen med det fraværende håndtryk kan være en advarsel om, at der med den nye ledelse kan komme begrænsninger for borgenes levevis. For eksempel når det gælder religion, og hvad kvinder kan og må.
Lige nu er der mange ubesvarede spørgsmål om fremtiden for landet.
Den holdning deler Christine Crone, der er adjunkt ved Københavns Universitet og følger Syriens udvikling tæt.
- Det vil være en virkelighed, man vender tilbage til, som er utryg på rigtig mange måder. Ustabil og usikker.
Hun har også set videoen med det fraværende håndtryk til den kvindelige tyske udenrigsminister, som hun kalder problematisk.
- Jeg ville også sidde med en stor nervøsitet, hvis jeg var syrer. For man ved ikke, hvad det er for et Syrien. Én ting er, at jeg kan stå og håbe på det bedste. Men det betyder ikke, at jeg ikke også kan frygte det værste.
Asylsager sat i bero
Flygtningenævnet besluttede i december at sætte de igangværende asylsager for personer fra Syrien på pause. Det på baggrund af den usikre situation, som landet befinder sig i efter Assad-styrets fald, lød det i en pressemeddelelse.
Fra regeringen har der den seneste måned lydt forskellige toner, alt efter hvilken minister man lytter til.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne har over for DR kaldt det ‘100 procent forhastet bare at sende syrere hjem igen’, og har i interviews lagt vægt på, at man skal undersøge forholdene i Syrien nærmere, før man sender flygtninge tilbage.
Anderledes lød det i starten af december fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), kort efter Assad-styrets fald. I et interview med Berlingske gav han udtryk for, at han håber, at mange syriske flygtninge frivilligt vil tage hjem.
Hvem vurderer situationen?
Udlændingestyrelsen behandler i 1. instans sager om udlændinges ret til besøg og ophold i Danmark.
Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asylrelaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen
Kilder: us.dk, fln.dk
Vækker debat på Christiansborg
Hos Danmarksdemokraterne håber man, at mange vil tage hjem frivilligt. For at skubbe på vil man fordoble det pengebeløb, som syrere kan få for at tage tilbage til Syrien.
Men Mikkel Bjørn, udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti, mener ikke at de syriske flygtninge skal have en ekstra pengepose med hjem.
Til gengæld ønsker DF, at hjemsendelsen af de syriske flygtninge skal ske hurtigst muligt.
- Hvis de syriske flygtninge ikke kan vende tilbage til den nuværende situation, så må de opholde sig i Syriens nærområder, og så må de vente der, til situationen i Syrien gør det muligt at vende tilbage.
Udlændingeordfører for Moderaterne, Mohammad Rona, mener, at man skal slå koldt vand i blodet. Særligt efter de signaler, som man indtil videre har set, fra den nye regering i Syrien - blandt andet det udeblivende håndtryk til den kvindelige tyske udenrigsminister.
- Vi kan jo ikke bare sende nogen tilbage til et land, hvor vi ikke ved noget om sikkerheden. Vi kan ikke stå her og garantere folks sikkerhed, hvis vi sender dem tilbage igen nu, siger han i en TV-debat med Mikkel Bjørn hos TV 2 Fyn.
Claus overlevede katastrofe-tog på Storebælt - tirsdag undslap han endnu en togulykke
kopieret!
Claus Bjerring Christiansen var heldig, da han i januar 2019 var med i katastrofetoget på Storebælt.
Han overlevede kollisionen med det modkørende DB Cargo-togs containere, der havde revet sig løs i den kraftige blæst og med et defekt låsesystem.
Otte andre passagerer døde.
Tirsdag morgen fik Claus Bjerring Christiansen nærmest et deja vu, da han var med intercitytoget og passerede Ullerslev Station.
På et sidespor var en DB Cargo-godsvogn parkeret med en container krængende ud over et såkaldt veksellad.
- Jeg troede, det var løgn. Efter ulykken på broen i 2019 ligger det dybt i mig, at jeg altid er meget opmærksom på, om det blæser, når jeg skal med toget over Storebælt, siger Claus Bjerring Christiansen, der til daglig er direktør i Semler Gruppen.
Claus Bjerring Christiansen var på vej fra Odense med intercitytoget klokken 9, og i Ullerslev skulle IC-toget holde tilbage for et godstog, der holdt på Ullerslev Station.
Kraftig blæst
Natten til tirsdag var der kraftig blæst og visse steder vindstød af orkanstyrke.
Det er uvist, hvad der har forårsaget den alvorlige situation med cotaineren, der var på vej fra Taulov til Høje Taastrup.
Altså om cotaineren ikke har været ordentlig fastgjort i de fire hjørner, eller om stormen ved egen kraft har kunnet rykke den tunge container ud af sine fæstninger.
I første omgang blev Havarikommissionen, Banedanmark og DG Cargos teknikere tilkaldt, og ifølge Klaus Seneca Jensen, der er leder af Havarikommissionens jernbaneenhed, kan man efter den første indledende undersøgelse konstatere, at der er tale om et veksellad, der har været skubbet ud af position.
Et veksellad er en container, der er fastgjort med tapper i fire hjørner. Vekselladet kan dermed transporteres både på en lastvogn og en togvogn.
Hændelsen kan dermed ikke sammenlignes med en tidligere hændelse fra 2021, hvor en sættevognstrailer rev sig løs, fordi den ikke var låst ordentlig fast med hovedbolten i lommevognens låseanordning – den såkaldte skammel, oplyser Klaus Seneca Jensen.
I begge tilfælde var det dog DB Cargo, der var transportør, ligesom ved ulykken i 2019.
- Jeg har noteret mig, at der ikke er tale om en sættevognstrailer denne gang, men jeg er sådan set ligeglad med, om det er den ene eller anden type container, der er på vej til at ryge af DG Cargos godsvogne, siger Claus Bjerring Christiansen.
Trafikstyrelsen oplyser, at det er for tidligt at vurdere, hvad der er årsagen til hændelsen, og hvilke konsekvenser det vil få, før Havarikommissionen har undersøgt sagen.
Fokus på fastspænding af gods
Ifølge Trafikstyrelsens sikkerhedsrapport for jernbanetransport, der blev offentliggjort i november 2024, har der siden ulykken på Storebælt i 2019 ikke været enkeltstående hændelser, som har givet anledning til at ændre det overordnede risikobillede.
- Dog har Trafkstyrelsens tilsyn igennem de sidste år haft fokus på fastspænding af gods, og der blev gennemført en række tilsyn med dette område i 2023. Det har resulteret i en række observationer omkring lommevogne, hvor det primære er, at gardinstrammere enten ikke har siddet korrekt eller har været løse. Styrelsen har konstateret, at de uvarslede inspektioner resulterer i flere observationer end varslede inspektioner, hedder det i rappporten.
Mia Scheelsbeck, communication manager, DB Cargo Scandinavia A/S, siger til TV 2 Fyn, at Havarikommissionen, Banedanmark og DB Cargos egne teknikere blev tilkaldt til hændelsen, at der er igangsat en ekstern undersøgelse, ligesom DB Cargo har iværksat en intern undersøgelse af episoden.
Afsløring i kystby - kæmpehavn og nyt fugleparadis kan være på vej
kopieret!
Arbejdspladser i hundredvis og en helt ny fugleø i Nyborg Fjord.
Det er måske virkelighed om få år.
Associated Danish Ports (ADP), der ejer havnene i Fredericia og Nyborg, er så klemt på pladsen, at man på torsdag i næste uge afslører planerne om at udvide med 130.000 kvadratmeter ud i Nyborg Fjord. Det svarer til godt 18 fodboldbaner.
Havnen har inviteret nyborgenserne til informationsmøde, og en ekstra nyhed er, at udvidelsen måske kan skabe plads til en helt ny fugleø ved indsejlingen til Nyborg Fjord.
- Det er en drøm, som jeg håber går i opfyldelse, siger selvstændig naturkonsulent Peter Pelle.
Da den nuværende industrihavn skulle udvides i forbindelse med anlæggelse af en arbejdshavn for Storebæltsforbindelsen blev den daværende fugleø Lindholm nemlig inddraget til havneområde.
- De fugle, der ynglede på øen, var splitterne, hættemåger og edderfugle. De er alle flyttet til Sprogø. Det ville være super, hvis de kunne vende tilbage. I dag er mange af fuglene presset, fordi stadig flere af vores kyster fyldes med sommerhuse, fiskere og fritidsfolk, siger Peter Pelle.
Han har selv været med til at anlægge en ø på Sprogø for at tilgodese fuglelivet i Storebælt.
Peter Pelle har været indkaldt til møder med ADP og allerede præsenteret sin idé, der er blevet godt modtaget.
Hans idé er, at øen skal placeres nordøst for revkosten ved Slipshavn.
- Men nu skal planerne jo først præsenteres på informationsmødet 16. januar, og udvidelsen af havnen skal også have en VVM-godkendelse. Viser redegørelsen, at placeringen går ud over bundfaunaen, skal vi selvfølgelig finde et andet sted, siger Peter Pelle.
Lindholm var især beboet af måger. I 1970'erne byggede Nyborg Kommune en havn på Lindholm ved byens nye industrikvarter.
Storebælt A/S valgte i slutningen af 1980'erne Lindholm som arbejdshavn til at støbe og fragte broelementerne ud til Vestbroen.
Havnen er nu i Associated Danish Ports (ADP) ejerskab.
Over 100 nyborgensere har allerede meldt sig til informationsmødet på Hotel Nyborg Strand.
Her vil havneselskabet fortælle, at de allerede i år løber tør for plads på havnen, hvorfra der til hverdag bland andet udskibes ral, grus, sten og skærver.
- Vi er allerede i god dialog med flere virksomheder om udviklingsmulighederne på stedet, oplyser kommunikationschef i ADP Mads Bisp Agersnap.
Byrådet i Nyborg udsendte sidste år en pressemeddelelse med forhåbninger om en trecifret millioninvestering, jobskabelse i hundredvis og en havn med markant større kapacitet.
ADP ønsker ikke at fortælle om planerne i detaljer før mødet i næste uge, men man har haft firhåndsmøde med flere parter, blandt andet Danmarks Naturfredningsforening og lokale græsrødder som Foreningen Tjære på Lynfrosten og andre giftgrunde i Danmark.
- Og det har været meget positive møder, hvor ADP har lyttet til vores bekymringer og spørgsmål, siger Karin Di Martini fra foreningen.
På mødet vil ADP også fortælle om en kommende udvidelse af pieren ved Koppers i den indre del af Nyborg Fjord.
Knud Heinesen er død
kopieret!
Tidligere minister og direktør Knud Heinesen er onsdag sovet ind. Han blev 92 år.
Det oplyser familien til Ritzau.
Han blev født i Kerteminde, men voksede op hos sin faster og onkel i Vangede efter morens tidlige død. Allerede som stort barn havde han meldt sig ind i Socialdemokratiet.
Knud Heinesen fik tilnavnet afgrundsministeren efter udsagnet om, at Danmark havde kurs mod afgrunden.
Han var socialdemokrat og først budgetminister og siden finansminister i 1975-79 i regeringerne med Anker Jørgensen i spidsen som statsminister.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her