TV 2 Fyn har været i kontakt med ejeren af den skamferede hest i Stenstrup. Ejeren bekræfter episoden, men ønsker ikke at udtale sig lige nu.
Ét godt råd
Pernille Nannberg Brandt har en række gode råd til ejerne. De skal - for at undgå lignende tilfælde - blandt andet sørge for at få ændret i deres rutiner i stalden, ændre fodretider, stå op og lukke af på forskellige tidspunkter og holde øje med mennesker i området.
Et råd topper dog dem alle.
- Få sat kamera op, siger Pernille Nannberg Brandt.
I Voldtofte stod mishandlingen på i flere måneder, men her var kameraerne en særlig hjælp.
Har I oplevet noget lignende, siden I satte kamera op?
- Der har været helt ro på hos os. 7-9-13, siger Pernille Nannberg Brandt, der får en alarm på telefonen, når der er bevægelser på gårdens kameraer.
Aldrig opklaret af politiet
Sagen om de skamferede heste i Voldtofte er dog aldrig opklaret.
- Jeg fik at vide af politiet, at sagen var afsluttet, da de ikke kan komme videre. Sker der noget, er den åben. Politiet kan ikke gøre noget. Det er de sværeste sager at opklare, siger Pernille Nannberg Brandt.
På gården i Voldtofte er der nu sat ekstra hegn op. Der er overvågningskameraer flere steder i stalden og på folden, og der er vildtkamera samt ekstra tråd ved ledåbninger.
- Det er dyrt at lave ekstra hegn og købe kameraer. Det har været nogle dyre år, men det giver os en sikkerhed. Selvfølgelig kan det stadig ske, erkender Pernille Nannberg Brandt.
Der er set flere lignende tilfælde det seneste år i Jylland og på Sjællænd, hvor to heste er døde som følge af grov mishandling. Nu er mishandlingen igen kommet til Fyn.
- Der må være nogen, der må vide noget. Der må have været nogen, der har set en mærkelig bil eller noget. Det er vanvittigt. Det sker hvert eneste år. Med de tendenser og lyster tænker jeg, det må hænge sammen. Det er uhyggeligt, hvis vi har så mange mennesker, der har sådan en hobby, siger hun.
Frygten skal bearbejdes
Hun er dog glad for, at sagerne om de mishandlede heste får stor medieomtale, og TV 2 Fyn lavede sidste år dokumentaren “De skamferede heste”.
- Vi bliver nødt til at gøre noget og tale om det, så vi kan få det stoppet, siger Pernille Nannberg Brandt.
- Ejerne skal snakke om det med nogen, for man får en frygt for at gå på fold. Det er noget, der tager lang tid at bearbejde. De er velkomne til at ringe eller skrive til os.
Det seneste tilfælde med en skamferet heste blev meldt til politiet mandag klokken 18.48. Politiet vil gerne høre fra vidner, der måtte have set noget mistænkeligt i området omkring Stationsvej 53 i Stenstrup. Politiet kan fanges på telefon 114.