Jørgen er træt af grimme Ensrettet-skilte i gammel bydel

I Middelfart har flere af de gamle bindingsværkshuse fået selskab af blå ”ensrettet”-skilte. Men de blå skilte ødelægger mere end de gavner, mener borger.

Langs Middelfarts gamle, smalle gader er der noget, der skiller sig ud. Og ikke på den gode måde.

Mange af gaderne i den gamle bydel er nemlig ensrettede, og det betyder mange Ensrettet-skilte. Og de blå skilte ødelægger mere end de gavner, mener i hvert fald Jørgen Rohde, der selv bor i Middelfart:

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man ødelægger de små gamle steder med unødvendige skilte. De værste står foran byens ældste bindingsværkshuse, og det kan jeg ikke se nogen god grund til, siger han.

Jørgen Rohde har startet en livlig debat efter at have lavet et opslag i den lokale Facebook-gruppe, hvor han har delt billederne af skiltene foran de gamle huse. Men ikke alle er enige i, at skiltene er unødvendige:

- Det er da i den grad vigtigt at vide, at man kører et sted, hvor der er ensrettet, og man ikke har modkørende. Lige så vel som det er vigtigt at vide, om der kan komme modkørende cykler, kommenterer en bruger.

Ødelægger visuelt mere end de gavner

Ifølge Jørgen Rohde er skiltene dog ikke til nogen gavn, fordi der allerede er skilte, der viser indkørsel forbudt for enden af vejene. Derfor gør de heller ikke trafiksikkerheden bedre, mener han:

- Jeg kan ikke se nogen fordel i, at de skilte står der, men jeg kan se ulemperne med, at de visuelt ødelægger mere end de gavner, siger han.

Beslutningen om at ensrette de gamle gader blev taget for flere år siden.
Beslutningen om at ensrette de gamle gader blev taget for flere år siden.
Foto: TV 2 Fyn, 2010

Sagen om skiltningen optog især Den Gamle Bydels Beboerforening, dengang de blev sat op. Og formand Peter Storm mener stadig i dag, at skiltene ikke skal stå der for enhver pris.

- Vi har den holdning, at vi ikke vil have overflødige og skæmmende skilte. Vi har tidligere gennemgået sammen med kommunen de skilte, der er i bydelen, ud fra den betragtning, at hvis vi kunne komme af med nogle af dem, ville det være udmærket, siger Peter Storm.

- Vi har forsøgt at afveje

Ifølge Christina Føns, der er teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune, blev gaden for et par år siden ensrettet for at få trafikken langs de smalle gader til at glide bedre. Og det skete i tæt dialog med beboerne:

- Der har tidligere været en lang dialog med beboerforeningen i den gamle bydel i forhold til, hvor man kunne sætte skiltene, siger hun og forklarer, at det har været nødvendigt at sætte skiltene op:

- Det har været efter ønske om at kunne regulere trafikken, og netop fordi det er nogle smalle gader, og det er vigtigt at kunne få trafikken rigtigt rundt i området.

Her har man ifølge teknik- og miljødirektøren forsøgt at sætte skiltene på en måde, så de forstyrrer byens helhedsindtryk så lidt som muligt:

- Når man har et så fint og bevaringsværdigt område, så er det altid svært, når der skal sættes skilte op. Vi har forsøgt at afveje, så der er de skilte, der skal være, men heller ikke flere, og at de kan placeres på en måde, så de skæmmer mindst muligt, siger hun.

Jørgen Rohde har sendt billederne til beboerforeningen, som snart vil drøfte skiltningen:

- Jeg har fået de eksempler, han har bragt frem, og dem tager jeg op i vores bestyrelse, siger Peter Storm. 

Oversigt

    Oversigt