25. jun. 2024 kl. 6:00

19-årig står frem om horrible forhold på bosted - sendt alene i taxa efter selvskade

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Mindreårige, der bliver kørt alene på skadestuen efter selvskade og selvmordforsøg, indholdsløse dage på værelset uden opsyn og muselort i køkkenet. Det er virkeligheden for de anbragte unge på opholdsstedet Den Lille Gård på Nordfyn, der nu har fået fem påbud af Socialtilsynet.

Grafik: David Moritz

Ida Kruse var anbragt to år på opholdsstedet Den Lille Gård i Bogense. Flere gange blev hun sendt alene på skadestuen med blødende sår efter selvskade. Hendes stofmisbrug eskalerede, og hun oplevede at være meget alene på sit værelse. 

Sådan beskriver den nu 19-årige Ida Kruse sine oplevelser på opholdsstedet. Hendes sundhedsjournal afslører også, at hun i løbet af de to år blev kørt akut på skadestuen med alvorlig selvskade mindst 15 gange.

Om serien ”Bostedsbossernes tag-selv-bord”:

Sammen undersøger TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende økonomien bag og forholdene på de fynske bosteder, der skal varetage omsorgen for udsatte unge og kriseramte forældre og børn.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortsætter i de kommende uger afdækningen af de fynske bosteder og deres bagmænd. Har du nogle tips, vi skal undersøge, så send en mail til anhe@tv2fyn.dk eller theka@fyens.dk.

I juni offentliggjorde Socialtilsyn Midt dets seneste tilsynsrapport med fem påbud til opholdsstedet, der handler om manglende faglighed, problemer med magtanvendelser, rod i regnskaberne og sårbare og selvmordstruede unge, der er overladt til sig selv og hverken kommer nærmere uddannelse eller beskæftigelse under deres ophold på stedet. 

Et besøg fra Fødevarestyrelsen afslører også store problemer med mus i køkkenet på opholdsstedet, som blandt andet har unge beboere, der lider af spiseforstyrrelser. Køkkenet fik heller ikke de nødvendige godkendelser før i maj i år. Syv år efter bostedet modtog de første unge på stedet.

Nu står Ida Kruse frem sammen med en tidligere ansat, My Brix Berg, for at beskrive deres oplevelser på Den Lille Gård. TV 2 Fyn har desuden talt med en håndfuld tidligere ansatte, der fortæller om enslydende oplevelser på opholdsstedet. De tør ikke stå frem af frygt for stedets ejer, Peter Stausgaard.

19-årige Ida Kruse boede i to år på Den Lille Gård. Hun mener, at hun og de andre beboere blev udsat for omsorgssvigt.

Et opholdssted for de mest sårbare unge

19-årige Ida Kruse lider af borderline, anoreksi og skizoid personlighedsforstyrrelse og var fra august 2021 og to år frem anbragt af Odense Kommune på Den Lille Gård for at komme på ret kurs i livet. 

- Min mor var bange for, at hun skulle finde mig - ikke i live. Jeg blev kørt frem og tilbage fra psykiatrien, og så blev jeg anbragt, fortæller Ida Kruse.

Hun tilbragte først to år på et opholdssted i Jylland, inden hun som 16-årig kom til "Den lille gård" i Bogense på Fyn for at være tættere på sine forældre, der begge bor på Fyn, hvor hun er opvokset. Hun glædede sig til at få hjælp det rette sted, for hun havde en drøm om at kunne tage sin 9. klasses afgangsprøve og komme videre i livet.

- På mødet med kommunen fortalte de os, at Den Lille Gård havde særligt kendskab til sårbare og selvmordstruede unge. Det var jo præcis det, jeg kæmpede med. Så jeg glædede mig til at starte, fortæller hun.

Men virkeligheden viste sig at være en anden. For selvom de fleste af de unge beboere led af alvorlig selvskade og var selvmordstruede, så var der intet beredskab til hverken at håndtere selvskaden før eller efter, den opstod.

- Nogle gange fortalte jeg personalet, at jeg havde trang til at skære i mig selv. Så kunne jeg få at vide, at de ikke havde tid. Når de var til personalemøde, var vi uden opsyn i flere timer. Man følte, at pædagogerne var ligeglade med det. Nærmest robotagtige, husker Ida Kruse.

Privatfoto

Blandt andet skete det jævnligt, at de unge beboere blev sendt uden ledsager med flextaxa eller ambulance til skadestuen for at få behandlet deres potentielt livstruende skader, fortæller Ida Kruse. TV 2 Fyn kan også se i hendes sundhedsjournal, at hun flere gange ankom til skadestuen alene. 

“Som fagperson føler jeg en pligt til at stå frem og fortælle om de forhold, der er for de unge. Det her sted burde være lukket for længst”

— My Brix Berg, tidligere ansat på Den Lille Gård

Men det burde slet ikke ske, at selvmordstruede unge på den måde er overladt til sig selv. Det mener Nina Tejs Jørring, forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, som er blevet forelagt Ida Kruses oplevelser.  

- Det er forargeligt, at børn og unge, som har det så skidt, ikke har en voksen, de er trygge ved, ved deres side, siger Nina Tejs Jørring.

Den manglende faglige håndtering af selvskade og selvmord er også nævnt flere gange i tilsynets rapport. Selvom flere af de unge beboere er selvskadende og suicidale, fremgår det, at "tilbuddet ikke har en faglig målrettet indsats til at forebygge selvskade og suicidal adfærd."

Fem påbud til Den lille gård

Uddrag fra Socialtilsyn Midts notater og rapport vedrørende Den Lille Gård:

  • "Under tilsynsbesøget i 2023 og igen ved tilsynsbesøget 2024 ses der, at ledelsen ikke har været opmærksomme på, at der sker magtindgreb overfor de unge, og disse er ikke indberettet."

  • "Medarbejderne på afdeling Gården fortæller, at der er en kultur for at de unge ikke laver noget i løbet af dagen, og er meget inaktive på f.eks. sofaen"

  • "Der ses kvalitetsmangler i forhold til, at tilbuddet ikke opstiller konkrete og individuelle mål der direkte understøtter uddannelse og beskæftigelse for alle unge"

  • "Tilbuddet har ikke en faglig målrettet indsats til at forebygge selvskade og suicidal adfærd"

  • "Der har ikke været sammenhæng mellem pris og kvalitet"

Der var ingen hjælp til de anbragte

Den generelle manglende faglighed og pædagogiske tilgang er noget, som My Brix Berg også oplevede. Udover at være uddannet klinisk diætist, har hun i mange år arbejdet med målgruppen i sit tidligere arbejde på et højt specialiseret bosted. 

I maj i år blev hun ansat på Den Lille Gård, men sagde op efter blot to uger på grund af de forhold for unge og ansatte, som hun var vidne til.

- Som fagperson føler jeg en pligt til at stå frem og fortælle om de forhold, der er for de unge. Det her sted burde være lukket for længst, siger My Brix Berg. 

Udover de stærkt kritisable forhold i køkkenet, hvor hun dagligt kunne finde afføring fra mus i skabe og skuffer, så hun, hvordan de unge var mere overladt til sig selv, end hun vurderede var forsvarligt.

- De unge var virkelig overladt til sig selv, når der opstod denne her trang til at selvskade eller forsøge selvmord. Der var ikke plads eller initiativ til, at de ansatte kunne gøre sig faglige refleksioner omkring, hvordan man håndterede de situationer, fortæller My Brix Berg.

Relationer omkring rygning

Selvom Ida havde en god relation til en enkelt af pædagogerne, så gik de fleste dage altså alene på værelset. Her fyldte tomheden og tristheden, og Idas selvskade eskalerede.

- Jeg talte næsten kun med pædagogerne, når vi røg smøger sammen. Nogle gange sad vi og kæderøg i garagen, fortæller hun.

“Hvis der var nogle unge, der ikke røg i forvejen, så kommer de jo til at lære at ryge, og så har vi faktisk bidraget til at gøre dem afhængige af nikotin”

— Nina Tejs Jørring, forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab

Rygning var den primære aktivitet, som My Brix Berg oplevede, at de ansatte havde med unge. Og hun stiller sig kritisk overfor brugen af rygning som primær relation de unge og personalet imellem. 

- Det er ekskluderende, at pædagogerne inviterede specifikke unge ud at ryge, mens andre blev efterladt. Det var helt tydeligt, at pædagogerne favoriserede nogle unge over andre, fortæller My Brix Berg. 

My Brix Berg sagde op efter blot to ugers ansættelse på Den Lille Gård på grund af de uacceptable forhold for de unge på stedet.

Også Ida oplevede, at pædagogerne tydeligt viste, hvem der var deres "favorit-unge", som hun kalder det.

- De talte åbent om, hvor meget de holdt af specifikke unge, og tilbragte næsten kun tid med den beboer, de bedst kunne lide. Det var helt tydeligt, hvem der var deres favoritter. I en periode var jeg ikke rigtigt nogens favorit. Det var ikke så rart. 

Om opholdsstedet Den Lille Gård

Opholdsstedet Den Lille Gård (og underafdelingen Gyldensteen) i Bogense har plads til ni unge mellem 14 og 23 år, der enten har psykiske eller sociale vanskeligheder, er dømt til en strafferetlig foranstaltning eller har været udsat for omsorgssvigt.

Socialtilsyn Midt skriver, at tilbuddet beboerne ved deres besøg i juni i år bestod af "7 unge, hvoraf størstedelen er selvskadende og flere har suicidal adfærd. Nogle af de unge er selvskadende i en grad hvor det kan medføre en reel sundhedsmæssig risiko i form af forblødning, indre skader på organer når der sluges barberblade eller tages overdosis af medicin".

Det er kommunen, der kan visitere den unge til et midlertidigt ophold på bostedet. Én plads på afdelingen Gyldensteen koster mellem 1,1 og 2,9 millioner kroner årligt.

Den Lille Gård er ejet af Peter Stausgaard, der er tidligere medstifter af det kontroversielle krisecenter Time Out Fyn, der blev lukket af myndighederne i 2023.

På "Den lille gårds" hjemmeside, kan man læse, at de er godkendt til at behandle unge mellem 14 og 23 år med anden psykisk vanskelighed, stressbelastning, dømt til strafferetslig foranstaltning, indadreagerende adfærd, kriminalitet, ikke personfarlig adfærd, omsorgssvigt eller andet socialt problem.

Under al kritik

TV 2 Fyn har forelagt både Ida Kruses og My Brix Bergs udsagn for Nina Tejs Jørring, forperson i Dansk Børne- og Ungdomspsykiatrisk selskab.

Hun retter en skarp kritik af den mangel på pædagogik og terapeutiske overvejelser, der både er afspejlet i tilsynets fem påbud og de to personlige beretninger fra opholdsstedet. 

- Selvfølgelig skal de ikke ryge sammen med dem. De skal lave en aktivitet, som har et pædagogisk og behandlingsmæssigt sigte. Hvis der var nogle unge, der ikke røg i forvejen, så kommer de jo til at lære at ryge, og så har vi faktisk bidraget til at gøre dem afhængige af nikotin, slår hun fast.

Nina Tejs Jørring kritiserer også de manglende handleplaner og mål med behandlingen af de unge på Den Lille Gård. 

- Jeg ville forvente, at en behandlingsinstitution har en overordnet miljøterapeutisk tilgang, hvor de siger: Når du kommer hos os, så står vi op og spiser morgenmad på et bestemt tidspunkt, og der er en skolegang nogle eftermiddage og nogle aktiviteter. Og at der med de aktiviteter er et behandlingsmæssigt sigte, forklarer hun. 

Forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Nina Tejs Jørring. retter en skarp kritik af opholdsstedets manglende faglighed.

Hun peger også på det stærkt kritisable forhold, at Ida Kruse i de to år, hun var anbragt på opholdsstedet, ikke fik det bedre.

- Formålet med at anbringe en 16-årig uden for hjemmet, er at støtte det barn i at kunne udvikle sig og blive en voksen, der kan magte livet. Vi har i samfundet ingen forventninger om, at sekstenårige raske kan magte livet selv, men på en eller anden måde, så mener vi åbenbart, at sekstenårige, som er belastet af psykisk sygdom, de skal kunne gøre det. Det mener jeg simpelthen ikke er i orden, slår Nina Tejs Jørring fast.

“- Jeg har været uvidende omkring de ting, der er sket. Det kræver, at de ansatte åbner munden og fortæller mig om forholdene”

— Peter Stausgaard, ejer af Den Lille Gård

Under Ida Kruses to år lange ophold på Den Lille Gård blev hun kørt akut til behandling på sygehuset for alvorlig selvskade eller selvmordsforsøg 15 gange. Siden oktober 2023, hvor hun fyldte 18 år, har hun boet i egen lejlighed uden støtte. Hun har i perioden kun haft en enkelt indlæggelse i psykiatrien.

Leder og ejer: - Jeg har været meget væk

TV 2 Fyn har været i kontakt med ejeren af Den Lille Gård, Peter Stausgaard, der afviser at stille op til interview på tv. I en længere telefonsamtale med TV 2 Fyn siger han blandt andet, at han påtager sig det fulde ansvar for den rejste kritik og socialtilsynets påbud, men at det samtidig er den tidligere leders skyld, at bostedet nu har fået påbud.

- Jeg har været syg i en længere periode og har ikke været tilstede. Jeg har været uvidende omkring de ting, der er sket. Det er derfor, jeg har en daglig leder ansat, siger han til TV 2 Fyn.

Den nuværende daglige leder svarer i telefonen, at han ikke ønsker at stille op til interview på tv, men at han har forsøgt at rette op på bostedets fejl og mangler, siden han tiltrådte som leder i starten af året. Han henviser i øvrigt til ejeren, Peter Stausgaard. 

Ifølge tilsynets rapport er Peter Stausgaard også reelt set leder af opholdsstedet, da han "på baggrund af tilbuddets egne oplysninger på tilbudsportalen, sammenholdt med at ejer fremgår med ledelsesløn/timer og at ejer har ledelsesopgaver på tilbuddet, må anses for reelt at være leder af tilbuddet."

Ifølge tilsynets rapport har øverste leder og selskabets ejer udbetalt 1.140.000 millioner kroner i løn, hvilket i tilsynsrapporten vurderes at være "en meget høj lederløn".

Da TV 2 Fyn derfor ønsker svar på, hvorvidt Peter Stausgaard som stifter og mangeårig ejer har et ansvar for de unge mennesker, der opholder sig på Den Lille Gård, og som kommunerne betaler millioner af kroner for at varetage sårbare unge, svarer han, at han kan stå inde for opholdsstedets kvalitet. Men at han tidligere har haft medarbejdere ansat, som har været "forråede" uden hans vidende.

Under samtalen frembringer han en række beskyldninger mod navngivne tidligere ansatte om blandt andet tyveri, upassende seksuel opførsel, alkoholisme og dokumentfalsk, som han nu har bortvist eller fyret. Han siger derudover, at han har ringet til en tidligere ansats nye leder og "advaret" om vedkommende.  

TV 2 Fyn har været i kontakt med en række tidligere medarbejdere på Den Lille Gård, der ønsker at være anonyme af frygt for repressalier. De kan ikke genkende billedet og mener, at problemet ligger hos ejer af opholdsstedet Peter Stausgaard og hans ledelsesstil.

Har du selvmordstanker?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen, der ikke selv er selvmordstruet. Det hjælper at sætte ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-0.

30. dec. 2024 kl. 14:36
Tophistorie
Fyn
OUH

Chokerede kolleger mindes afdøde Kim Brixen: - Jeg er dybt rystet og i sorg

LYT
Del
Link
kopieret!

Kim Brixen er pludseligt afgået ved døden i lørdags. Det har efterladt tidligere og nuværende kolleger i sorg og chok.

- Jeg er dybt rystet og i sorg. Det er bare helt uventet og et enormt tab, fortæller regionsdirektør Jane Kragelund.

Kim Brixen og Jane Kraglund nåede at arbejde sammen i mere end ti år. Frem til sin død var han lægefaglig direktør på OUH.

Hun fik besked om hans død lørdag. Samme dag, hvor han pludseligt døde i hjemmet efter at være blevet dårlig om morgenen.

Vil blive savnet

- Det er et enormt tab. Det kan jeg slet ikke sætte ord på. Jeg vil personligt savne ham helt vildt, fordi han var en fantastisk kollega, der havde blik for andre. Fagligt vil han også blive savnet vildt meget. Han var drivkraften på mange af de landvindinger og resultater, som OUH og Regionen har opnået inden for forskning, siger Jane Kraglund.

Læs også: OUH-direktør er gået bort - døde pludseligt og uventet
Gå tilbage Del
30. dec. 2024 kl. 11:08
Tophistorie
Fyn

OUH-direktør er gået bort - døde pludseligt og uventet

Et dødsfald har ramt direktørgruppen på Odense Universitetshospital. Lægefaglig direktør Kim Brixen døde pludseligt og uventet i hjemmet i lørdags.

Medarbejderne på OUH er blevet skriftligt orienteret om dødsfaldet i weekenden, og OUH bekræfter mandag formiddag over for TV 2 Fyn.

- Kim blev dårlig fra morgenstunden og døde kort tid efter. Hans hustru var ved hans side, da han gik bort, står der i mailen til de ansatte.

En hjertevarm kollega

Kim Brixen har gennem de seneste ti år fungeret som lægelig direktør på OUH.

- Han har med stor ildhu, entusiasme og faglighed sat et meget markant og ambitiøst præg på vores fællesskab her på OUH. Det gælder ikke mindst i forhold til forskningsområdet, som havde et helt særligt sted i hans hjerte.
Kim var både en inspirerende, vidende og hjertevarm kollega og leder, og han vil blive savnet blandt mange.

Kim Brixen blev 67 år. Han efterlader sig sin kone Pernille Hermann, der er overlæge på OUH, og to døtre.

Siden 1980’erne har den nu pensionerede cheflæge Michael Hansen-Nord i perioder arbejdet sammen med Kim Brixen. Tydeligt påvirket fortæller han om sin gode kollega.

- Jeg er berørt og ked af, at Kim ikke fik mere tid. Han vil blive savnet, fortæller han.

- For pokker, han var en god kollega. Altid smilende og imødekommende.

Også fagligt var Kim Brixen en mand, der gennem tiden har sat et stort aftryk på OUH.

- Han havde en meget stor forståelse og viden omkring etablering og gennemførelse af medicinske studier. Han var kvalitetsmands af allerhøjeste grad, fortæller Michael Hansen-Nord.

Familien har endnu ikke oplyst, hvornår Kim Brixen bisættes.

25. dec. 2024 kl. 12:00
Tophistorie
Fyn
TV 2, Robert Wengler/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv

LYT
Del
Link
kopieret!

Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?

Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.

Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.

Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.

Regler og betingelser:

Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.

Din besked er sendt 👍
Beklager! Noget gik galt 😞
30. dec. 2024 kl. 18:34

Udskældt fynbo vil være borgernes vagthund i byrådet - bare ikke for det parti, han er medlem af

LYT
Del
Link
kopieret!

Nils Skeby, der har været ansigtet på modstanden mod koncerterne på blandt andet Dyreskuepladsen i Odense, vil i byrådet til kommunalvalget i 2025.

Hvorfor?

De lydtætte mure i Odense Byråd skal brydes ned, og hvis man spørger manden selv, er han den helt rette til at gøre det.

- Jeg stiller op, så odenseanerne kan få en vaghund, der sikrer fri adgang til information fra byrådssalene, fortæller han til TV 2 Fyn.

Nils Skeby er i dag medlem af Liberal Alliance, men han stiller ikke op som kandidat for partiet.

Bryder med alliancen

I sommer blev Nils Skeby ellers godkendt som kandidat til byrådsvalget for Liberal Alliance, men på grund af et ultimatum fra spidskandidat, Araz Khan, omkring opbakning af den nye lokalplan, der skal sikre fremtidens kæmpekoncerter, har han trukket sig som kandidat for partiet.

I stedet for er han ved at skabe en borgerliste.

Dog er han forblevet medlem af Liberal Alliance.

- Jeg har da tænkt på at melde mig ud, men jeg deler fortsat mange af partiets værdier, siger han.

Og står det til ham, forbliver han medlem.

- Hvis partiet fortsat vil have mig, så bliver jeg, fortsætter Nils Skeby.

Odenseaneren, der tidligere har været kritisk over for borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Søren Windell (K) fortæller dog, at det ellers er slut med alliancer.

- Hvis jeg skal være en vagthund, skal jeg kunne være kritisk overfor alt og alle, og derfor indgår jeg ikke i alliancer, siger han.

Drømmer om en borgerliste med fem til syv kandidater

Selvom der ikke skal indgås alliancer, håber han på at blive valgt ind med ligesindede.

- Jeg drømmer om, vi kan skabe en borgerliste med fem til syv kandidater.

Han er dog opmærksom på, at kampen bliver hård.

- Folk har en tilbøjelighed til at stemme på partifarven, så det bliver svært.

Alligevel håber Nils Skeby på, at borgerne kan se idéen i projektet.

- Vi stiller op, fordi vi tror på, det kan lade sig gøre at få os valgt ind.

Selv hvis det ikke skulle lykkes at få valgt det ønskede antal ind via borgerlisten, understreger Nils Skeby, at han stadig kan udføre det arbejde, han går til valg på.

- Skulle jeg blive valgt ind som ene mand, står jeg selvfølgelig udenfor politisk indflydelse. Men jeg vil gøre alt i min magt for at fortælle om det, der sker bag de lukkede døre, siger han afsluttende.

30. dec. 2024 kl. 17:29
David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Har du styr på reglerne til nytår? Test din viden her

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvordan var det nu lige med afstanden til nytårsraketten, var der også noget med stråtage og sikkerhed, og hvad gør man egentlig med en fuser?

Bulder og brag kommer til at fylde i nattehimmelen, når vi hopper ind i 2025.

Og med nytårsaften lige rundt om hjørnet, er det sidste chance for at få helt styr på regler og gode råd.

Derfor har vi på TV 2 Fyn sammensat en teoriprøve med 10 spørgsmål, så du kan komme sikkert ind i det nye år.

Spørgsmålene er baseret på oplysninger fra Dansk Erhverv, Sikkerhedsstyrelsen, Bolius, GF Forsikring og en artikel fra TV 2.

30. dec. 2024 kl. 16:26
Fyn
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Læge udstilles med navn efter alvorlige fejl - overså tegn på kræft og depression

LYT
Del
Link
kopieret!

Styrelsen for Patientklager har offentliggjort navnet på en fynsk praktiserende læge, efter han gentagende gange har fået kritik.

Kritikpunkterne går blandt andet på, at lægen overså symptomer på kræft hos to patienter og ikke lavede en underretning på en patient, der havde tegn på depression.

I den ene sag blev en patient behandlet mod hæmorider, selvom vedkommende havde mere permanente gener, som burde have rejst en mistanke.

Patient klagede efter kræftdiagnose

Lægen, Torsten Rahbek Rudbæk, har blandt andet praktiseret hos Idrætsklinikken i Odense.

I den omtalte sag lyder kritikken, at Torsten Rahbek Rudbæk skulle have rejst mistanke om endetarmskræft og have henvist til et kræftpakkeforløb på denne mistanke.

Men det gjorde han ikke, og efterfølgende har patienten valgt at klage, da vedkommende fik konstateret endetarmskræft.

I en anden lignende sag kritiseres den fynske læge for ikke at agere på, hvad der kunne være symptomer på kræft.

Ingen underretning trods tegn på depression

I en tredje sag kritiseres Torsten Rahbek Rudbæk for ikke at have opfyldt sin underretningspligt i en sag om et barn, der muligvis havde behov for særlig støtte.

Gennem fem konsultationer i 2021 blev der rapporteret tegn på angst, depression og udtalelser om ikke at ville leve. Det fik dog ikke lægen til at lave en underretning.

Det er på trods af, læger har pligt til at handle ved mistanke, uanset om en anden sundhedsperson allerede har sendt en underretning.

Fuldt navn offentliggjort

Styrelsen for Patientklager begrunder selv, hvorfor de har valgt at offentliggøre navnet på den fynsk praktiserende læge.

- Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk, skriver de på deres hjemmeside.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Torsten Rahbek Rudbæk. Han har dog ikke ønsket at kommentere sagen.

- Som læge har jeg tavshedspligt og må derfor ikke udtale mig om konkrete patientforløb, skriver han i et skriftligt svar.

30. dec. 2024 kl. 15:28
Alexander Aagaard

Derfor holdt dronning Margrethes kronebil pludselig midt i gågaden

LYT
Del
Link
kopieret!

Folk i gågaden i Odense fik sig mandag et overraskende syn, hvis de befandt sig omkring Brandts Kunstmuseum ved middagstid.

For pludselig kom dronning Magrethes Bentley Bentayga Hybrid kørende op foran Brandts Kunstmuseum, og var man lidt heldig fik man også dronningen at se.

Hun var nemlig forbi museet på privat besøg.

Det oplyser museets direktør Stine Høholt, der fortæller, at dronning Magrethe kom for at se udstillingen Nål og Tråd, hvor det seneste portræt af dronning er udstillet.

- Dronning Magrethe viste meget stor interesse for emnet og værkerne, fortæller direktøren efterfølgende.

Udstillingen “dykker ned i håndarbejdets righoldige traditioner og kunstneriske nybrud.”

TV 2 FYN

Fire dage uden held - politiet leder stadig efter Poul

LYT
Del
Link
kopieret!

Poul Frank Andersen er væk på fjerde døgn, efter han forsvandt fra sit hjem torsdag, men trods en ihærdig eftersøgning, er han endnu ikke fundet, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi Peter Westergaard til TV 2 Fyn mandag.

- Status er, at vores hundeleder stadig har nogle områder, hvor de mangler at komme hen og søge efter ham.

Eftersøgningen er stadig koncentreret om Pouls bopæl og nærliggende områder. Vagtchefen oplyser, at politiet ikke har nogen indikationer på, at Poul Frank Andersen er taget andre steder hen.

Fyns Politi vil dog stadig meget gerne høre fra folk på 114, hvis man har set Poul Frank Andersen, der var iført en sort eller grå kedeldragt ved sin forsvinden.

30. dec. 2024 kl. 12:56
Lasse Beck Frost

Rekordår hos Møllekroen – stor efterspørgsel på bestemte retter

LYT
Del
Link
kopieret!

Flere vælger fortsat at bestille nytårsmenuen udefra. Det mærker de også hos Møllekroen i Agedrup.

Med 3500 menuer slår de rekord igen i år. Siden sidste år er antallet af ordrer steget med 10 til 12 procent. Men bestillingerne har over tid ændret sig.

- Der er meget mere behov for specialkost i forhold til allergener og den måde, folk har valgt at leve på. Der er stor efterspørgsel på veganske- og vegetariske menuer, siger Søren Pontoppidan Grønning, der er indehaver af Møllekroen.

Møllekroen kunne allerede søndag melde udsolgt.

30. dec. 2024 kl. 12:05
Fyn
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Toiletrum sprængt i stykker - flere anmeldelser om fyrværkeri-hærværk

LYT
Del
Link
kopieret!

Flere postkasser, et toiletrum og en dør er de seneste dage sprængt i stykket af fyrværkeri.

Den fremgår af Fyns Politis døgnrapport.

På Skolevej i Ebberup blev en rude i døren til et toiletrum i et klubhub knust, hvorefter et kanonslag blev kastet ind. En del af inventaret blev ødelagt. Hærværket er sket mellem den 27. og 28. december, hvor det blev anmeldt til politiet.

Et par dage før gik det ud over en dør til et skraldespandsskur i Aarup. Her havde en ukendt person lagt fyrværkeri ved døren og fyret det af. Døren gik i stykker og lægterne sprængt af, men der skete derudover ikke yderligere skade. Det skete mellem den 25. og 27. december.

Lovligt at købe - ulovligt at fyre af

Derudover har flere anmeldt hærværk på postkasser - også begået med fyrværkeri.

I Otterup blev en postkasse, der var placeret ved offentlig vej på Norup Høje, ødelagt. Det skete mellem den 27. og 28. december. Den 29. december gik det ud over en postkasse på Old Gyde i Glamsbjerg.

Det har været lovligt at købe fyrværkeri siden den 15. december. Det er dog først tilladt at fyre af den 31. december og 1. januar.

30. dec. 2024 kl. 11:08
Fyn

OUH-direktør er gået bort - døde pludseligt og uventet

LYT
Del
Link
kopieret!

Et dødsfald har ramt direktørgruppen på Odense Universitetshospital. Lægefaglig direktør Kim Brixen døde pludseligt og uventet i hjemmet i lørdags.

Medarbejderne på OUH er blevet skriftligt orienteret om dødsfaldet i weekenden, og OUH bekræfter mandag formiddag over for TV 2 Fyn.

- Kim blev dårlig fra morgenstunden og døde kort tid efter. Hans hustru var ved hans side, da han gik bort, står der i mailen til de ansatte.

En hjertevarm kollega

Kim Brixen har gennem de seneste ti år fungeret som lægelig direktør på OUH.

- Han har med stor ildhu, entusiasme og faglighed sat et meget markant og ambitiøst præg på vores fællesskab her på OUH. Det gælder ikke mindst i forhold til forskningsområdet, som havde et helt særligt sted i hans hjerte.
Kim var både en inspirerende, vidende og hjertevarm kollega og leder, og han vil blive savnet blandt mange.

Kim Brixen blev 67 år. Han efterlader sig sin kone Pernille Hermann, der er overlæge på OUH, og to døtre.

30. dec. 2024 kl. 10:16

Maskeret røver truede medarbejdere i Rema 1000

LYT
Del
Link
kopieret!

Med et tørklæde eller halsedisse trukket op over næsen og hætten trukket over hovedet, truede en røver sig til kontanter i Rema 1000 på Jernbanevej i Nørre Aaby med en lommekniv.

Han fik udleveret et ukendt kontantbeløb i en Rema 1000-pose og løb fra stedet.

Røveriet fandt stedet klokken 20.23, og røveren beskrives som en hvid mand i alderen 18-25 år. 180-185 centimeter høj og spinkel af bygning. Han talte dansk.

Under røveriet var han iført sort jakke med hvidt mærke på venstre skulder og mindre hvidt logo på venstre bryst. Han havde mørk hættetrøje under jakken. Han var iført lyseblå jeans og mørkeblå kondisko. Han maskerede sig med tørklæde eller halsedisse og bar mørke handsker.

Morten Albek

Fynsk attraktion slår tre rekorder på ét år

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er blevet slået rekorder på stribe på Egeskov Slot i 2024.

Slottet har åbent 340 dage om året, og på de dage har 300.000 besøgende nået forbi slottet i Kværndrup. Det er flere end nogensinde før.

Det skriver Egeskov Slot i en pressemeddelelse.

Derudover har årets julemarked slået alle tidligere rekorder med over 40.000 besøgende, ligesom slottes halloween-arrangement i efterårsferien også slog rekord.

- Efter et vådt forår har sensommeren og efteråret bragt mange gæster, og vi ser en markant stigning i udenlandske besøgende, som vender tilbage, fortæller Henrik Neelmeyer, direktør på Egeskov.

I højsæsonen beskæftiger Egeskov Slot 140 medarbejdere.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her