Politi bekræfter: 62-årig kvinde død i brand
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En kvinde er afgået ved døden i forbindelse med onsdagens brand i Bogense, det bekræfter Fyns Politi til TV 2 Fyn.
De pårørende er underrettet.
Onsdag brød en voldsom brand ud centralt i Bogense på Østergade 28. Branden har kostet en 62-årig kvinde livet, det fortæller politikommissær hos Fyns Politi, Ian Kabbel.
Politiet fik anmeldelsen onsdag klokken 17:33.
Beboeren i stueetagen blev evakueret, men det lykkedes altså ikke at få den kvindelige beboer ud.
Slukningsarbejdet har været i gang det meste af natten. Bygningens tilstand betød, at politiet først i dag kan bekræfte, at kvinden har mistet livet i branden.
Kvinden blev fundet klokken 11:35 i forbindelse med politiets findestedsundersøgelse.
Fyns Politis umiddelbare vurdering er, at der ikke ligger noget kriminelt bag branden. Ian Kabbel fortæller dog til TV 2 Fyn, at det endnu ikke har været muligt at undersøge bygningen fuldt ud.
- På grund af stedets beskaffenhed er det ikke muligt at gøre færdigt i dag.
Der er fortsat fare for nedstyrtning, og bygningen skal afstives før teknikerne kan lave de endelige undersøgelser.
Fyns Politi oplyser, at de vil forsøge at sikre bygningen fredag.