Nyborg i centrum for markering af reformationen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nyborg spillede en særlig rolle i den dramatiske tid, da Reformationen kom til Danmark. Det markeres i en lang række begivenheder og events.
Østfyns Museer har fået økonomisk støtte fra både Folketinget og Nyborg Kommune til markeringen af 500 års jubilæet for Reformationen. Museet har modtaget 250,000 kroner fra Folketingets Reformationspulje samt et tilsvarende beløb fra Erhvervs og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune.
- Vi er rigtig glade for bevillingerne. Vi er ikke færdige med at indhente midler, men den betyder, vi for alvor kan komme i gang med at fortælle historien om Nyborgs helt centrale betydning dengang. Det er ukendt for de fleste, men det vil vi ændre på i løbet af det kommende år, siger afdelingsleder Janus Møller Jensen, Østfyns Museer.
Nyborg var for 500 år siden kongens residensstad, og her havde nogle af reformationsspillets centrale aktører deres hovedkvarter. Christian 3., der også valgte Nyborg som sit hjem, og udbyggede både slot og by. Christian 3. var Martin Luthers solide støtte livet igennem, og Danmark blev landet, hvor reformationen blev gennemført mest konsekvent.
Reformationen blev indført med fast kongelig hånd af kong Christian 3. i 1536.
- Hele magtspillet bag reformationen er en central del til forståelsen af den i Danmark. Den historie kan vi på unik vis fortælle netop her i Nyborg. Det var her magten skulle iscenesættes og både slot og by blev omskabt til reformationens verdslige højborg og hovedstad. Der er masser af dramatiske begivenheder at fortælle om. Det glæder vi os til at rulle ud i 2017, og der er bevillingerne gode skridt på vejen, forklarer Janus Møller Jensen.