16-årige Hafidh vil være verdens bedste fodbolddommer

Når 16-årige Hafidh Said dømmer fodboldkampe er han ikke bange for at tage styringen på banen. Og det er vigtigt, hvis han skal indfri sine drømme om Superligaen, Champions League og VM.

Med vådt kunstgræs under sig løber 16-årige Hafidh Said benene varme. Bagefter skal han sørge for at mål, bolde og alle andre forhold omkring fodboldkampen er i top stand. Når han om lidt fløjter kampen i gang, hviler ansvaret på ham. Det er nemlig ham, der skal dømme kampen.

- Hurtige beslutninger og det er mig, der bestemmer, det er altid sjovt, siger Hafidh Said.

Det er tirsdag aften i Tarup, U13-holdet skal spille, og selvom det er april, har himlen åbnet sig over Tarup/Paarup IF’s baner. Mens nogle teenagere havde søgt ly for regnen indendørs, kan Hafidh Said ikke vente med at indtage banen.

Inden Hafidh Said fløjter kampen i gang hilser holdene på hinanden.
Inden Hafidh Said fløjter kampen i gang hilser holdene på hinanden.
Foto: Sine-Maria Holt Fabricius

Og det er godt, for selvom DBU Fyn ikke mangler dommere på et kritisk plan, kan de nogle gange have svært ved at få kabalen til at gå op.

- En af vores udfordringer er, at de ældre dommere ofte er dem, der dømmer flest kampe, så når sådan en stopper kræver det ofte to eller tre nye dommere for at have samme kapacitet, siger Jacob Schade Skov, der er kommunikationsansvarlig hos DBU Fyn.

Fra spiller til chef

Hafidh Said fløjter kampen i gang, nu er det nu. Tarup/Paarup IF mod Dalum IF. Drengene sætter i spil, og mens de kæmper om boldbesiddelse, løber Hafidh Said mellem dem, koncentreret om én ting: Kampen skal forløbe fair.

Hafidh Said var selv fodboldspiller, inden han blev dommer.

- Jeg valgte at se fodbold fra et nyt perspektiv, jeg ville gerne prøve noget nyt, og jeg havde nogle venner, der også var dommere, siger han.

Selvom det er den samme sport, kræver det noget andet at være dommer.

- Du skal turde være modig og gå imod publikum. Jeg skal vise spillerne og trænerne, at det er mig, der bestemmer, og det er mig, der er chef.

Udover de mange og hurtige beslutninger skal Hafidh Said nemlig også kunne stå ved dem. Selv når spillere, trænere eller tilskuere er uenige. 

- Træner! Det er mig, der dømmer

Efter en kendelse opstår der utilfredshed på sidelinjen.

- Træner! Det er mig, der dømmer. Jeg vil ikke høre din mening, råber Hafidh Said, og der bliver igen stille fra sidelinjen.

Hafidh Said må nogle gange irettesætte spillere og trænere, for i sidste ende er det ham, der bestemmer, hvordan kampen skal dømmes.
Hafidh Said må nogle gange irettesætte spillere og trænere, for i sidste ende er det ham, der bestemmer, hvordan kampen skal dømmes.
Foto: Sine-Maria Holt Fabricius

I kampens hede må Hafidh Said også uddele advarsler, men han har ikke haft nogle decideret dårlige oplevelser.

- I sport skal man forvente, at folk vil blive sure, det er en del af sport. Der er mange følelser på spil, siger han.

Men han synes, det er ærgerligt at dommere bliver upopulære.

- Der er mange, der tror, at vi som dommere hader fodbold og kun kommer for at dømme og så gå hjem. Men vi kan faktisk rigtig godt lide fodbold, siger han.

Hos DBU Fyn er de begejstrede for glæden ved at være dommer. 

- Det er jo helt super, når en ung fyr som Hafidh har lyst til at blive dommer og finder glæde i det. Dels har vi brug for dommere i fynsk fodbold, og dels opbygger man som dommer en masse personlige og ledelsesmæssige kompetencer, som jeg er sikker på, også kan komme ham – og vores andre dommere – til gode på andre arenaer i livet, som for eksempel på jobmarkedet, siger kommunikationsansvarlige Jacob Schade Skov.

Fuld af potentiale

Det er knap et år siden, Hafidh Said startede som dommer, og nu tager han alle kampene med ro i maven. Men den første kamp, han skulle dømme, var anderledes

- Jeg havde lidt sommerfugle i maven, men jeg valgte at tage fløjten i munden, puste, kalde på spillerne og følge proceduren. Og det var faktisk meget nemmere, end jeg havde forventet, siger han.

Efter den kamp kom spillerne og roste ham, og da han fortalte dem, at det var hans første kamp, sagde de, at han var fuld af potentiale

- Det er sådan nogle positive ord, som motiverede mig til at blive en del af dommerverdenen, siger han. 

Hafidh Said beskriver dommeren som en neutral medspiller, der er en lige så stor del af spillet som spillerne.
Hafidh Said beskriver dommeren som en neutral medspiller, der er en lige så stor del af spillet som spillerne.
Foto: Sine-Maria Holt Fabricius

Superliga, Champions Leage og VM

- Ærligt drømmer jeg om at komme meget langt som fodbolddommer. Der er lang vej endnu, men jeg drømmer om at komme til Superligaen eller Champions League-finalen eller VM-finalen, siger Hafidh Said og tilføjer:

- Det næste skridt for mig er at dømme seriefodbold, og så er det divisionsfodbold, og så er det bare derudad. Der er lang vej endnu, men jeg har stadig tid. Jeg er kun 16 år, så jeg kan godt nå det.

For nu hedder den Tarup/Paarup IF mod Dalum IF, hvor regnen er stoppet, de to gange 30 minutter er ved at være slut, og Hafidh Said skal fløjte kampen af.

1-9 til Dalum IF. 

Oversigt

    Oversigt