Han var kun lige kommet til verden, da OB vandt sin seneste titel, men nu er håbet om fremtidig OB-succes knyttet til William Martin og hans unge holdkammerater på det nye OB-hold, der denne sommer har taget hul på livet i landets næstbedste række.
Det var i 2007, at OB vandt den danske pokalturnering, og 17 år senere er det ikke finaler og pokaler, der fylder i Odense. Det handler om at rykke op i Superligaen igen efter sidste sæsons nedrykning, og det nye OB-hold tæller mange unge spillere, der er blevet rykket op i førsteholdstruppen denne sommer.
En af dem er 17-årige William Martin, der tidligere på sommeren underskrev en tre-årig kontraktforlængelse med klubben. Egentlig hører han til på klubbens U19-hold, men han har imponeret trænerstab og holdkammerater på træningsbanen og i sommerens træningskampe, og derfor er han blevet indlemmet i førsteholdstruppen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
William Martin
Det er endda blevet til spilletid i sæsonens første kampe mod Esbjerg og HB Køge, og unge William Martin glæder sig over udviklingen, der er gået stærkt.
- Det er da super fedt at træne med førsteholdet hele tiden. Det er vigtigt som ung spiller at komme op og mærke seniorfodbolden, for det er bare anderledes. Det er sgu anderledes end at spille U17 og U19. Det er fedt at komme ud og spille kampe foran fansene. Det er jo det, man drømmer om, og det er jo det, man gerne vil op og spille for. Så det er jo bare perfekt, at det kan lykkes for mig her i OB, siger William Martin til TV2 Fyn.
Selvom han fyldte 17 år i april, har der allerede været opmærksomhed omkring den unge OB'er. Han var en del af OB's succesfulde U17-hold, der vandt DM-titlen i foråret, og her markerede William Martin sig med hele 38 scoringer i 20 kampe satte rekord som topscorer i rækken.
Masser af opmærksomhed
Derfor har han også tiltrukket sig interesse fra andre klubber, men han valgte altså at forlænge aftalen med OB, hvor han føler sig godt tilpas.
Og han er ikke skræmt af opmærksomheden fra medier, fans og andre interesserede.
- Selvfølgelig kommer der opmærksomhed, når man slår rekorden i U17, men jeg tænker ikke så meget over det. Nu har jeg jo fået den her kontrakt i OB, og så kører jeg egentlig bare på nu. Og så håber jeg bare på at få så meget spilletid som muligt, så jeg kan vise mig endnu mere frem og få endnu flere minutter, og hjælpe til, så vi kan få tre point, siger William Martin.
Formelt hører William Martin til OB's U19-hold i den kommende sæson, men han kommer formentlig til at være mest med OB's førstehold. I weekenden var OB's U19-hold således i Prag til en ungdomsturnering, men WIlliam Martin blev i Danmark og kom på banen i OB's 4-0-sejr over HB Køge i NordicBet Ligaen.
Her blev han skiftet ind på den centrale midtbane, for selvom han både kan spille i angrebet og som kantspiller, er han udset en rolle på den såkaldte 8'er-position i OB.
- Det var super fedt at være med til, og man føler også lidt, at man har gjort en forskel, fordi vi fik lavet to mål i de sidste 10 minutter, hvor jeg også var med. 10 minutter også stadig fint for mig; så længe jeg kommer ind og kan få vist mig frem, så er jeg da også glad. Vi vandt 4-0, og det var perfekt, siger William Martin, der er en af flere unge spillere på OB-holdet.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Akademispillere på OB's førstehold
OB har således rykket en række nye spillere op i førsteholdstruppen, og mange af William Martins holdkammerater fra akademiet er dermed også en del af det nye OB-hold. Det gør det hele nemmere, fortæller den 17-årige unge mand.
- Jeg har spillet sammen med mange af dem før; både Luca Kjerrumgaard, Nicolaj Juul, Marcus McCoy, Noah Larsen og Julius Askou. Så det er jo fedt, at man også kender dem. Men heldigvis er vi også tæt på de andre, og der er folk som Martin Hansen og Bjørn Paulsen, der også kan tage lidt fat om os unge. Så jeg synes egentlig, at det er en god gruppe, vi har lige nu, og vi er i gang med at komme tættere på hinanden lige nu, siger William Martin.
Efter sine første to kampe i OB-trøjen kan han nu se frem mod en potentiel hjemmebanedebut i OB-trøjen på lørdag. Her skal OB spille mod nedrykkerne fra Hvidovre IF på Nature Energy Park.