20-årigt medlem af banden Black Army fængslet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fyns Politi holder lav profil i sag med 20-årig mand, der søndag er blevet varetægtsfængslet.
Et medlem af banden Black Army klokken halv to natten til søndag blevet anholdt af Fyns Politi. Sagen er så alvorlig, at den 20-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser specialanklager Annette Korsgaard.
Umiddelbart ønsker politiet søndag ikke at frigive yderligere oplysninger.
- Jeg kan ikke sige mere på grund af efterforskningen, siger Annette Korsgaard til Ritzau.
Den sigtede nægter sig skyldig, og han kærede kendelsen til landsretten. Manden blev anholdt klokken halv to natten til søndag.
Anholdelsen er sket kort efter, at det er kommet frem, at flere af Odenses tatovører er forsøgt afpresset for penge. Således fik fem tatovører torsdag angiveligt besøg af mænd fra netop Black Army.
Om varetægtsfængslingen hænger sammen med penge-afpresningen, er det umiddelbart ikke muligt at få svar på.
Mørkelagt: Black Army-medlem anholdt søndag nat
Fyns Politi holder lav profil om anholdelse af 20-årig mand, der skal fremstilles i grundlovsforhør.
Opdateret 13.54: Den anholdte har været i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.
Grundlovsforhøret blev holdt bag såkaldte dobbelt lukkede døre. Det betyder, at pressen ikke kan få oplyst, hvad der udfaldet af grundlovsforhøret.
------------------------------------------------------
Et medlem af rockergruppen Black Army er natten til søndag blevet anholdt af Fyns Politi. Sagen er så alvorlig, at man vil kræve den anholdte varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.
Den anholdte er 20 år, og anholdelsen er sket klokken halv to natten til søndag, skriver Ritzau.
Umiddelbart ønsker politiet søndag formiddag ikke at frigive yderligere oplysninger, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Anholdelsen er sket kort efter, at det er kommet frem, at flere af Odenses tatovører er forsøgt afpresset for penge. Således fik fem tatovører torsdag angiveligt besøg af mænd fra netop Black Army.
Om nattens anholdelse hænger sammen med penge-afpresningen, er det umiddelbart ikke muligt at få svar på.
Forud for grundlovsforhøret ønsker politiets vagtchef ikke at give Ritzau oplysning om den sigtelse, der er rejst mod den 20-årige.
Mafia-metoder: Black Army truer butiksejere
Banden Black Army forsøger at indkræve såkaldte beskyttelsespenge af butiksejere i Odense. Det fortæller flere tatovører, der er blevet opsøgt af banden.
Flere tatovører i Odense har fredag holdt ekstra godt øje med, hvem der besøger deres butikker. Fem af byens tatovør-forretninger blev ifølge tatovørforeningens formand, Lars Pedersen, nemlig torsdag opsøgt af bevæbnede bandemedlemmer, der krævede, at tatovørerne betalte 5.000 kroner, hvis de ville undgå konsekvenser:
- Vi er rystede over det, der er sket. Det er ufatteligt, at den slags kan foregå i Odense, fortæller Lars Pedersen, formand, Professionelle Danske Tatovører.
Der arbejder omkring 20 selvstændige tatovører i Odense - fem af disse blev i torsdags truet af bevæbnede mænd fra invandrebanden Black Army som krævede penge. Fyns Politi bekræfter, at de har holdt et møde med Tatovørforeningen:
- Det er en ganske uacceptabelt ting, der finder sted her. Og vi tager det dybt alvorligt, siger Benny Linde Larsen, politiinspektør, Fyns Politi.
'Miljøet arbejder på denne her måde'
Det er ikke første gang, at Fyns Politi støder ind i fænomenet, hvor bander kræver "beskyttelsespenge" og til gengæld tilbyder at beskytte ejeren og hans butik.
- Vi er godt bekendt med, at miljøet arbejder på denne her måde, siger politiinspektøren.
Banden Black Army, der er i konflikt med konkurrenterne fra Hells Angels, har de seneste måndere været under pres efter, at politiet lukkede bandens klubhus på Nyborgvej.
Fyns Politi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig nærmere om sagen.
- Vi har en efterforskning, vi skal kigge på, og det betyder, at vi ikke kan udtale os nærmere om det her, siger politiinspektør, Benny Linde Larsen.
Lars Pedersen, der er formand for Professionelle Danske Tatovører, blev ikke selv truet, men han kan oplyse, at hans kollegaer er rystede efter episoden.
- Det minder om noget fra The Bronx, siger han.
Efter ballade med Black Army: Odense står sammen mod banderne
Odense står sammen mod banderne, lyder det fra borgmester Peter Rahbæk Juel. Han opfordrer regeringen til at hastebehandle ny bandepakke.
I Odense står man skulder ved skulder mod bandekriminaliteten. Sådan lyder budskabet fra borgmester Peter Rahbæk Juel (Soc.dem.), efter banden Black Army i torsdag forsøgte at indkræve de såkaldte beskyttelsespenge fra fem forskellige tatovører i byen.
- Det er fuldstændig uacceptabelt at møde op ved højlys dag og afpresse butikker penge, bare for at de kan være der, og det skal vi jo ikke finde os i, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2.
Black Army, der er i konflikt med Hells Angels, har de seneste måneder været under pres, efter politiet lukkede bandens klubhus på Nyborgvej.
Christiansborg bør hastebehandle
Hvis det står til Odenses borgmester, bør og skal myndighederne gribe ind i endnu større omfang, og Peter Rahbæk Juel sender derfor en direkte opfordring til politikerne på Christiansborg: Han vil lynhurtigt have vedtaget den bandepakke, som er på tegnebrættet.
- Den (bandepakken, red.) ser jeg meget gerne bliver hastebehandlet, så vi hurtigst muligt kan få flere værktøjer til at få lukket bandeklubhuse, og politiet får mulighed for at få lukket ned for det misforståede kriminelle fællesskab, som i dette tilfælde plager Odense, siger borgmesteren.
Fyns Politi opfordrer butikker til at anmelde kriminaliteten
Der arbejder omkring 20 selvstændige tatovører i Odense - og fem af disse blev altså i torsdags truet af bevæbnede mænd fra indvandrerbanden. Fyns Politi bekræfter, at de har holdt et møde med tatovørforeningen på Politigården i Odense.
- Vi fik gode informationer om, hvad der rører sig i miljøet i øjeblikket , siger politiinspektør Benny Linde Larsen til TV 2.
Han kan stadig ikke udtale sig om, hvorvidt der forelægger nogen anmeldelser på sagen, men Fyns Politi tror ikke kun, det er tatovørbranchen, der kan stå for skud.
- Det kan ligeså godt være en anden branche næste gang. Men uanset om man er i den ene eller den anden branche, så er det ualmindelig vigtigt for os i politiet, at vi får henvendelsen, anmeldelsen og en konkret forklaring på, hvad de har været udsat for, så vi har en mulighed for at agere på det og fange gerningsmændene, siger Benny Linde Andersen.