Retssagen mod Amira Smajic fortsætter, og både skyldskendelse og eventuel dom ventes at falde onsdag.
Den sorte svane, som hun blev kendt som efter TV 2-dokumentaren af samme navn, er tiltalt efter flere paragraffer med strafferamme op til otte år.
Den mest alvorlige tiltale er fra 2018, hvor hun snød Det Islamiske Trossamfund af Bosniakker i Danmark for 1,2 millioner kroner. Her er Smajic tiltalt for at have begået bedrageri af særlig grov beskaffenhed. Alene for denne sag risikerer hun otte års fængsel.
Hun har tidligere erkendt sig skyldig i den sag.
I alt er hun tiltalt for ti forhold i perioden 2016 til 2021, blandt andet underslæb, dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
Ville forbyde liveblog
Onsdag skal flere vidner afhøres. Det er uvist, om Amira Smajic selv dukker op. Det gjorde hun ikke ved seneste retsmøde; ifølge hendes forsvarer af sikkerhedsmæssige hensyn. Hun var i stedet med via videolink.
Her er alle tiltalepunkterne
Overført 200.000 kroner til privat konto
Hun er tiltalt for at have vildledt en unavngiven person til at overføre 200.000 kroner til sin private konto. Det skete ifølge anklageskriftet under påskud af, at pengene ville gå til oprettelse af et aktieselskab
Franarre firma 225.000 kroner
Hun er tiltalt for forsøg på bedrageri ved at have forsøgt at franarre et firma 225.000 kroner for advokatarbejde, der angiveligt ikke var udført. Hun nægter sig skyldig.
Falsk brev fra Socialstyrelsen
Hun er tiltalt for dokumentfalsk ved at have fremstillet et falsk brev fra Socialstyrelsen, som påstod, at styrelsen havde bevilliget et stort milliontilskud til et projekt. Hun har tidligere erkendt, at brevet var falsk.
Fakturerede Denise Klarskov
Hun er tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk ved at have ladet som om, at hun var advokat og repræsenteret Denise Klarskov i pressenævnet. Klarskov er pornoskuespillerinde og ejer af DK Production, som producerer blandt andet video, foto og webbaseret pornoindhold. Hun fakturerede efterfølgende 56.000 kroner for arbejdet, der altså aldrig blev udført. Hun har tidligere erkendt sig skyldig.
Beholdt godtgørelse
Hun er tiltalt for bedrageri i forbindelse med at have fået en klient til at betale de fulde omkostninger for en sag hos Skattestyrelsen, hvorefter hun søgte omkostningsgodtgørelse og beholdte den del selv. Hun nægter sig skyldig.
Beholdt penge selv
Hun er ligeledes tiltalt for bedrageri i en anden sag om omkostningsgodtgørelse. Igen beholdte hun pengene selv frem for at sende dem videre til sin klient, fremgår det af anklageskriftet. Hun nægter sig skyldig.
Snød forening for 1,2 millioner kroner
Hun er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, idet hun ifølge tiltalen skulle have snydt foreningen Det Islamiske Trossamfund af Bosniakker i Danmark for lidt over 1,2 millioner kroner. Hun har tidligere erkendt sig skyldig og forklaret sig med, at hun stjal pengene, fordi hun var presset af en rockergæld.
Tyveri af biblioteksbøger
Hun er tiltalt for tyveri af tre biblioteksbøger til en værdi af 2.400 kroner. Hun nægter sig skyldig og har tidligere forklaret, at det ikke var hendes hensigt at beholde bøgerne, og at hun ikke ved, hvor de er blevet af.
Dokumentfalsk af lejekontrakt
Hun er tiltalt for dokumentfalsk i forbindelse med en lejekontrakt. Hun har tidligere nægtet sig skyldig og hævdet, at hun ikke har lavet en falsk underskrift.
Brugstyveri af Audi A5
Hun er tiltalt for brugstyveri af en Audi A5. Hun har tidligere nægtet sig skyldig og fortalt, at hun havde lejet bilen lovligt.
Hendes forsvarer Thomas Brædder ville dengang have forbud mod at liveblogge fra retssagen. Han henviste til en dom fra Højesteret, der siger, at det er i strid med retsplejeloven, da andre vidner kan afstemme deres forklaring, når man kan følge med i livebloggen.
Flere medier, herunder TV 2 Fyn, nedlagde protest mod anmodningen, da der allerede den 11. januar 2024 var afgivet indenretlig forklaring af Amira Smajic. Dommer Rasmus Damm valgte at følge TV 2 Fyns protest og tillod at liveblogge.
Ligesom sidst er TV 2 Fyn derfor til stede i retten, og du kan følge retssagen live på hjemmesiden.