Bendt Bendtsen læste med i forgængers mailkonto: Det var fantastisk
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Bendt Bendtsen havde adgang til forgængers mailkonto og læste ivrigt med i et halvt års tid.
Da Bendt Bendtsen (K) blev økonomi- og erhvervsminister i 2001, fik han kort efter det, han selv kalder en "fantastisk" overraskelse.
Han havde overtaget forgænger Ole Stavads (S) computer. På den måde fik han utilsigtet adgang til socialdemokratens e-mails.
Dermed fik Bendt Bendtsen indsigt i, hvordan Socialdemokratiet ville angribe den nytiltrådte konservative minister.
Det fortæller den daværende konservative formand i 24syv-programmet "Ministertid". Det skriver Berlingske.
Det gjorde ham "ekstremt godt forberedt", når han skulle i Folketingssalen og svare på kritiske spørgsmål fra Socialdemokratiet, når han kunne se, hvad forgængeren skrev.
- Socialdemokratiet koordinerede deres spørgsmål til spørgetid, fordi de nu var kommet i opposition.
- Så blev der sendt en mail rundt om, hvad ministeren skulle hænges op på, og de spørgsmål kom rundt internt i Socialdemokratiet. Der har Oles ministermail stadig været i Erhvervsministeriets mailboks, så det fortsatte de med i et stykke tid, siger Bendtsen.
Han overtog i 2001 Erhvervsministeriet fra Ole Stavad, der havde haft posten i et års tid.
Den tidligere kriminalbetjent Bendt Bendtsen fortalte ingen i ministeriet, at han havde adgang til mailkontoen.
- Jeg ville ikke engang fortælle det til min egen departementschef, for så havde han jo fået det stoppet.
- Så de første gange jeg var i spørgetid, var jeg ekstremt godt forberedt. Jeg kendte spørgsmålene fra Socialdemokratiet, for dem havde jeg læst på min egen computer.
- Det var fantastisk, siger Bendt Bendtsen til radioprogrammet.
Han mener ikke, at han på nogen måde har gjort noget forkert ved at overvåge sin forgængers mailkorrespondance.
Efter omkring et halvt år forsvandt adgangen.