Fynsk søskendepar dræbt i glatføreulykke
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En alvorlig færdselsulykke kostede lørdag formiddag to ældre personer livet på Bogensevej.
Opdatering
En alvorlig færdselsulykke på Bogensevej mellem Søndersø og Næsbyhoved-Broby har lørdag formiddag kostet to personer livet og kvæstet en.
De dræbte er et ældre søskendepar. Der er tale om en 85-årig mand fra Nordøstfyn og kvinde på 82 år fra Nordvestfyn, oplyser Fyns Politi.
De blev begge dræbt på stedet.
Den tilskadekomne er en kvinde på 68 år fra Nordvestfyn.
På Twitter skriver Fyns Politi, at to biler kørte frontalt sammen, og at der var "meget glat da uheldet skete".
Ifølge Bjarne Puggaard, der er indsatsleder ved Fyns Politi, har det glatte føre sandsynligvis spillet en rolle i ulykken.
- Ud fra de vidneforklaringer vi har, så slår den ene bil et slag med bagenden, og så er det, som om man ikke har kontrol over køretøjet. Så det er min vurdering, ja.
Politiets teknikere foretog i løbet af formiddag undersøgelser på stedet, som bliver til en rapport, der klarlægger de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Uheldet skete på en strækning, der ligger i skyggen af træer tæt på vejen, og politiets patrulje kunne også ved selvsyn konstatere, at vejen var glat.
- Der er slet ingen tvivl om, at der var glat. Det oplevede vi selv. Det var ligesom at gå på is, fortæller Bjarne Puggaard.
Han opfordrer bilister til at sikre sig, at man får vinterdæk på bilen.
- Det er i hvert fald tiden nu, siger han.
Ifølge Fyns Politi kørte bilen med den ældre mand ved rattet og den ældre kvinde som passager over i den modsatte vejbane og ind i personbilen med den 68-årige kvinde.
Politiet har underrettet de pårørende.
Spærring på motorvejen: Bil snurrede rundt og rundt
Uheld på Svendborgmotorvejen lørdag morgen spærrer det ene spor.
Opdatering
Ved 08.15-tiden lørdag gik det galt for en bilist på Svendborgmotorvejen.
Mellem afkørslerne Ringe N og Årslev i retning mod Odense mistede føreren af en bil efter al sandsynlighed kontrollen over køretøjet og snurrede rundt.
Et vidne fortæller til TV 2/Fyn, at det umiddelbart ser ud til, at bilen er snurret rundt og har været ude i rabatten over en strækning på omkring 100 meter før den landede på taget.
Vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist oplyser til TV 2/Fyn, at der er tale om solouheld, og at der var fem personer i bilen.
- Ingen er umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchefen.
Vidnet fortæller også, at der lå morgenbrød og slikposer spredt ud over vejbanen.
Ifølge Vejdirektoratet betyder uheldet, at trafikanter fra Svendborg mod Odense skal forvente forlænget, at oprydningsarbejdet efter uheldet tidligst er overstået omkring klokken 09.30.
Advarsel: Det er glat derude
Lørdag morgen opfordres bilisterne til at køre forsigtigt. Vejene er rimglatte.
- Der er ikke sket noget, selvom det er glat derude.
Sådan siger vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, lørdag morgen.
Den positive melding fra de fynske veje skal dog ikke forhindre, at bilisterne opfordres til at køre forsigtigt.
Der er nemlig risiko for rimglatte veje i hele landet, melder DMI og opfordrer til at køre forsigtigt.
Frostgraderne har dog mest fat i den sydvestligste del af Jylland. Sætter man kursen mod vest skal man regne med risiko for slud eller regn, som kan fryse til is på de kolde vejbaner.