Odense trodser retningslinjer: Børn fra corona-ramte familier bør blive hjemme
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense Kommune har besluttet at være ekstra forsigtige, når det kommer til, om børn fra corona-ramte familier skal i skole eller dagtilbud.
Følger man Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så må børn fra corona-ramte familier stadig godt møde op i skolen, så længe de ikke selv udviser symptomer.
Men de retningslinjer har man i Odense Kommune valgt ikke at følge. I stedet anbefaler kommunen, at man holder sine børn hjemme, hvis en person i husstanden er testet positiv.
Holder børn hjemme efter påske: Mor vil ikke risikere at smitte udsatte
Maria Bjerggaard sender ikke sine børn i skole efter påske. Sundhedsstyrelsens retningslinjer gør hende nemlig bekymret for smittespredning af coroanavirus.
I Tommerup bor Maria Bjerggaard sammen med sin mand og tre børn. Til dagligt arbejder hun som sosu-assistent med udsatte børn, der har tracheostomi. Det er børn, som har en direkte åbning ind i luftrøret, hvor et rør holder luftvejen åben.
Som der ser du nu, så skal Maria Bjerggaards børn starte i skole efter påske, men Sundhedsstyrelsens retningslinjer for genåbning bekymrer hende.
For hvad hvis hendes børn tager smitte med hjem fra skolen, og hun så giver det videre til de udsatte børn, hun arbejder med?
- Jeg synes, at det er helt forkert, og vi spreder smitten meget mere på den måde. Derfor holder jeg mine børn hjemme efter påske, siger Maria Bjerggaard til TV 2/Fyn.
Vigtigt at passe på vores børn
Nærmere bestemt står der blandt andet i Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at børn gerne må komme i skole eller i dagtilbud, selvom en person i børnenes husstand er smittet med coronavirus.
Men Maria Bjerggaard vil ikke risikere at smitte de udsatte børn, som hun arbejder med.
- Jeg synes, det er grotesk, at man gerne vil risikere at sprede smitten unødvendigt, og det kunne nemt undgås, hvis børn, der har smittede forældre i husstanden, ikke kommer i skole, siger hun.
Hvis hun skulle føle sig tryg ved at sende sine børn i skole, mener hun, at retningslinjerne skal skærpes.
- Jeg synes, at det er vigtigt, at Danmark kommer i gang igen, men jeg synes også, at det er vigtigt, at vi passer på vores børn, siger Maria Bjerggaard.
Hænger ikke sammen
Maria Bjerggaard er ikke alene om sin bekymring. Mange forældre frygter nemlig, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer betyder, at smitten spredes unødvendigt meget.
Næstformand for Forældrenes Landsorganisation Thomas Graven forstår heller ikke, hvorfor Sundhedsstyrelsen vil risikere at skabe en så direkte smittevej fra et hjem med coronavirus og til daginstitutionerne og skolerne.
- Det hænger ikke særlig godt sammen, at der tidligere har været så meget fokus på at begrænse smitte, og nu må børn bare komme i skole eller dagtilbud, selvom der er tilfælde af coronavirus i hjemmet, siger Thomas Graven.
Men spørger man forbyggelseschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø, er det ikke så problematisk.
- Det er klart, at hvis man ikke kan isolere sig selv i hjemmet, hvis man er smittet med coronavirus, så bliver det problematisk at sende børnene afsted, men vi har også ret skarpe retningslinjer i daginstitutionerne, og derfor er det ikke så problematisk, siger Niels Sandø.
Ingen grund til at fodre epidemien
Allan Randrup Thomsen, der er ekspert i virologi, giver dog imidlertid forældrene ret i deres bekymringer. Han mener heller ikke, at man som smittet bare kan isolere sig i eget hjem.
- Det forekommer mig enormt tonedøvt, at Sundhedsstyrelsen ikke lytter til forældrenes bekymringer. Forældrene foreslår jo ikke en ændring, der udgør en risiko. Det er omvendt mere sikkert, siger Allan Randrup Thomsen og uddyber:
- Den her genåbning er nødt til at være en styret proces, og myndighederne kunne lige så godt tage det ekstra sikkerhedsskridt. Der er ingen grund til at fodre epidemien unødvendigt, siger han.
Barnet skal først komme i skole eller i daginstitution, hvis husstanden har været symptomfri i 48-timer. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
- Samtidig med at jeg glæder mig til at åbne skoler og dagtilbud igen, så er det også bare rigtig vigtigt, at det foregår på en tryg og god måde for både børn, forældre og medarbejdere, siger Susanne Crawley (R) til TV 2/Fyn og tilføjer:
- Jeg synes, det har skabt utryghed og usikkerhed, at børn, der kommer fra husstande, hvor der er påvist coronavirus, skal komme tilbage i skole. Så vi synes, at de skal blive hjemme, siger hun.
Kun en anbefaling
Institutionerne og skolerne i Odense Kommune kan imidlertid ikke nægte at modtage et barn, selvom de anbefaler, at man holder børn fra corona-smittede husstande i hjemmet.
Det er altså kun en anbefaling.
- Vi vil gerne have, at den gradvise genåbning af Danmark skal være en tryg oplevelse for forældrene. Som det har været indtil nu har forældrene også taget godt imod det, men urtygheden skal vi imødekomme, siger Susanne Crawley og fortsætter:
- Vi kan ikke nægte nogle at sende deres børn afsted, men vi kan sige, at vi synes det er en god idé, at man bliver hjemme indtil den sidste i husstanden er rask og ikke udviser syptomer i 48 timer.