22. jun. 2019 kl. 16:16

Fremtidens velfærd på plakaten: 99 odenseanerne mødtes i nyt borgerråd

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Odenses nye borgerråd havde lørdag første møde. De 99 deltagere skal over tre møder drøfte, hvordan Odense Kommune skal håndtere, at der i fremtiden kommer væsentlig flere ældre og børn i kommunen.

VUC Fyn dannede lørdag rammen om Odense Kommunes nye borgerråds første møde. Rådet består af 99 deltagere og formand Stig Jarbøl.

Mødet er det første af tre, hvor rådet får mulighed for at drøfte, hvordan Odense Kommune skal håndtere den velfærdsudfordring, kommunen står over for.

- Jeg synes, det er væsentligt og vigtigt, at man hører borgernes mening. Jeg synes, det er et meget godt initiativ, at man prøver at involvere nogle mennesker, som ikke direkte har noget med partipolitik at gøre, siger Klaus Morten Osborn, der er medlem af det nye råd.

Om ti år vil der i Odense være 4.000 flere ældre og 2.800 flere småbørn. Det giver flere velfærdsomkostninger, og derfor har byrådet besluttet, at der skal findes 200 millioner kroner, som skal gå til børn- og ældreområdet i stedet for andre områder.

Læs også: Odenses velfærd er truet af disse seks udfordringer
Gå tilbage Del
11. jun. 2019 kl. 18:28

Odenses velfærd er truet af disse seks udfordringer

/

Seks udfordringer vil presse Odense Kommunes velfærd de kommende ti år. Tirsdag præsenterede en taskforce, hvilke problemer kommunen skal løse.

Om ti år vil der være 2.800 flere småbørn og 4.000 flere ældre i Odense, end der er i dag. Det er voldsomme stigninger på 22 og 47 procent og er bare én af seks udfordringer, Odense står over for det kommende årti.

Odense Task Force Velfærds formand Nina Groes præsenterede tirsdag sammen med taskforcens Jørgen Søndergaard de seks punkter, de mener, Odense Kommune skal fokusere på for at opretholde en solid velfærd for borgerne.

- Vi har valgt de seks vigtigste udfordringer, og jeg synes, de alle sammen er helt centrale. Jeg syens, det er vigtigt, at vi både har nogle af de klassiske nøgleudfordringer som flere ældre og børn og samtidig har nogle af de moderne udfordringer som angst, depression og psykisk sårbarhed. Vi har hele paletten, og det er jeg glad for, siger Nina Groes.

De seks udfordringer kan du se i faktaboksen.

VELFÆRDSUDFORDRINGER I ODENSE

1) I 2029 vil der være 2.800 flere små børn og 4.000 flere ældre i Odense end i dag.

 

2) Det er blevet sværere at rekruttere sygeplejersker og sosu'er. Ifølge taskforcen bliver det ikke nemmere i fremtiden.

 

3) For mange unge risikerer at leve et isoleret liv i fremtiden. 

 

4) Blandt landets seks største byer har Odense flest borgere i den arbejdsdygtige alder, som ikke er i arbejde.

 

5) Uligheden i Odense er stor og afhængig af, om man bor i nord, syd, øst eller vest.

 

6) Tilliden til velfærdssamfundet er presset, og flere end hver anden dansker over 40 år frygter, at der ikke er tilstrækkeligt hjælp, når de bliver gamle.

Først om 14 dage præsenterer taskforcen sine løsningsforslag på de seks udfordringer, men allerede nu ved Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), at udfordringerne kræver handling.

- Det er en kæmpe stor udfordring, vi står overfor. Det er 1.100 sæt hænder, vi mangler, hvis vi bare skal kunne følge med på velfærdsområdet det kommende årti. Det kalder på handling nu.

- Hvis der ikke sker noget her, vil det velfærdssamfund, vi kender i dag, smuldre, siger han.

Velfærden består

By- og kulturrådmand og medlem af Økonomiudvalget, Jane Jegind (V), er efter tirsdagens møde blevet bekræftet i, at kommunen står overfor en fælles opgave.

- Vi skal nok fremover også have et velfærdssamfund, men vi skal kunne håndtere og gøre nogle af tingene på en anden måde end i dag, fortæller Jane Jegind.

Velfærds-taskforcen blev igangsat i marts og består af seks medlemmer ude fra kommunen.

Taskforcens medlemmer

FORMANDSKAB
Nina Groes, direktør i Divérs. Tidligere direktør i Kvinfo.
Jørgen Søndergaard, Senior Research Fellow Emeritus ved VIVE. Tidligere medlem af Velfærdskommissionen og Strukturkommissionen. Tidligere direktør for SFI.


MEDLEMMER
Knud Aarup, formand for Bedre Psykiatri, formand for Socialpolitisk Forening og formand for Røde Kors i Aarhus. Tidligere direktør i Socialstyrelsen.
Mickael Bech, professor i sundhedsledelse ved Aarhus Universitet. Tidligere direktør i Vive, tidligere institutleder og professor ved Syddansk Universitet.
Pia Gjellerup, centerleder på Center for Offentlig Innovation (COI). Tidligere finansminister, justitsminister og erhvervsminister. Tidligere chef i Djøf.
Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi ved Vive.

Det er denne udfordring, rådet skal beskæftige sig med.

Samarbejde med taskforce

Byrådet i Odense Kommune nedsatte i marts en taskforce bestående af seks medlemmer, der har skullet kortlægge kommunens seks største udfordringer. Taskforcen skal desuden komme med anbefalinger til, hvordan udfordringerne skal løses.

- Vi skal tage nogle store beslutninger om, hvordan vi vil indrette vores velfærd i de kommende ti år. Og når vi skal tage store beslutninger om noget, der er tæt på borgerne, så synes jeg, det er en god idé, at vi prøver at inddrage dem på en ekstraordinær måde. Og det er det, vi prøver at gøre med det her borgerråd, som vi sætter i søen, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.

Læs også: Første gang i Danmark: Odenseansk borgerråd skal hjælpe politikerne
Gå tilbage Del
28. maj. 2019 kl. 19:49
Opdateret: 28. maj. 2019 kl. 19:48

Første gang i Danmark: Odenseansk borgerråd skal hjælpe politikerne

Malene Anthony Nielsen / Ritzau Scanpix

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel vil nedsætte et borgerråd, hvor 99 almindelige odenseanere skal hjælpe politikerne med gode råd på velfærdsområdet.

Knap hundrede almindelige borgere i Odense skal give politikerne gode råd om, hvordan man løser udfordringerne med at få råd til velfærd samtidig med, at der kommer flere børn og unge.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel vil have nedsat et borgerråd, hvor odenseanere skal give politikerne gode råd på velfærdsområdet.

- Vi vil gerne prøve at lave politik med ørerne. Vi vil både lytte til eksperterne, som vi har nedsat i vores velfærdstaskforce, men vi vil også gerne prøve at lytte til borgerne, så vi kan få borgerne ombord på nogle af de problemstillinger, som vi sidder og bokser med som byråd, og så kan vi få deres input og rangering med ind, når de kommer med deres input siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Tilfældigt udvalgte

Borgerrådet skal bestå af 99 personer, som bliver tilfældigt udvalgt. Kommunen vil ringe rundt til tilfældige odenseanere indtil, at der er panel på 99 personer, som har sagt ja.

“Vi vil også gerne prøve at lytte til borgerne, så vi kan få borgerne ombord på nogle af de problemstillinger, som vi sidder og bokser med som byråd,”

— Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense, Soc.dem.

- Da vi tog beslutningen om at ville omprioritere 200 millioner kroner til velfærd, så vi kan fastholde serviceniveauet, der kunne vi se, at den omprioritering vi laver nu, det hjælper kun et skridt henad vejen. Så når vi har så store udfordringer, så sagde vi også dengang, at det var vigtigt at få inddraget borgerne så meget som muligt i de her beslutninger, siger Peter Rahbæk Juel.

Skal kvalificere den demokratiske proces

Det er rektor for HF og VUC Fyn, Stig Jarbøl, som bliver formand for det nye borgerråd. Rådet skal første gang mødes den 22. juni og skal i alt mødes tre gange. Tanken er, at deltagerne i borgerrådet skal opleve det som en mulighed for at deltage i og kvalificere en demokratisk proces.

- Jeg håber også at borgerrådet, sammen med velfærdstaskforcen, kan være med til at oplyse odenseanerne om, hvad der foregår, og kan give os nogle input til vores beslutningsproces, så når vi får truffet alle de her beslutninger, så er det såvidt som muligt en hel by, der har været med til at gøre det, forklarer Peter Rahbæk Juel.

Odense Kommune kan i de kommende år se ind i flere udgifter til både unge og ældre. Ifølge tal fra Odense Kommune vil antallet af 0-5-årige stige med 22 procent og antallet af +75-årige med 34 procent frem mod 2030, og det er den udfordring, som borgerrådet skal være med til at give råd om, hvordan kan løses.

Odense er den første kommune i landet, der i den størrelsesorden vælger at inddrage borgerne direkte i den demokratiske proces.

På lørdagens møde har deltagerne haft mulighed for at snakke sammen med taskforcen om, hvordan borgerrådet skal behandle de udfordringer og anbefalinger, taskforcen kommer med. På næste møde skal borgerrådet rangere de udfordringer, taskforcen er kommet frem til efter vigtighed.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen)

TASKFORCENS BUD PÅ ODENSE KOMMUNES STØRSTE UDFORDRINGER

1) I 2029 vil der være 2.800 flere små børn og 4.000 flere ældre i Odense end i dag.

 

2) Det er blevet sværere at rekruttere sygeplejersker og sosu'er. Ifølge taskforcen bliver det ikke nemmere i fremtiden.

 

3) For mange unge risikerer at leve et isoleret liv i fremtiden. 

 

4) Blandt landets seks største byer har Odense flest borgere i den arbejdsdygtige alder, som ikke er i arbejde.

 

5) Uligheden i Odense er stor og afhængig af, om man bor i nord, syd, øst eller vest.

 

6) Tilliden til velfærdssamfundet er presset, og flere end hver anden dansker over 40 år frygter, at der ikke er tilstrækkeligt hjælp, når de bliver gamle.

Det afsluttende møde går ud på, at borgerrådet får mulighed for at kommentere og stille forslag til det videre politiske arbejde med taskforcens anbefalinger.

Det er dog stadig byrådet, der i sidste ende skal træffe beslutningerne om, hvordan man vil gribe udfordringerne an.

- Borgerrådet er jo, som ordet siger, et "råd", og hele pointen er, at vi skal komme med gode råd i forhold til de beslutninger, politikerne skal træffe senere, siger borgerrådets formand Stig Jarbøl.

Se hele indslaget om rådets første møde her. 
23. dec. 2024 kl. 14:26
Tophistorie
Arkivfoto
Breaking

Millionbøde til Region Syddanmark efter data-sjusk

LYT
Del
Link
kopieret!

Retten i Kolding har 23. december 2024 idømt Region Syddanmark to bøder på hver 500.000 kr. for brud på GDPR-reglerne. Det er ifølge Ritzau den hidtil højeste straf til en offentlig institution for denne type forseelser.

Uvedkommende kunne få adgang til tusindvis af borgeres personfølsomme data. Retssagen drejede sig om to brud, som fandt sted på forskellige tidspunkter mellem 2011 og 2020.

Begge sager kalder regionen selv for menneskelige fejl.

- Jeg ærgrer mig over, at vi taber de to sager. Der eksisterer en lignende sag, hvor 20 gange så meget data har været eksponeret, som blev lukket med en kritik, siger Morten Lundgaard som er IT-direktør i Region Syddanmark.

Han mener der mangler en rød tråd, i forhold til hvordan denne type sager afgøres.

To sager

Den første sag omhandler en database med spørgeskemasvar, der blev brugt af Børne- og Ungdomspsykiatrien Odense. Der indgik ikke CPR-numre i databasen, men blandt andet navn og fødselsdato.

Region Syddanmarks undersøgelser viste efterfølgende, at sårbarheden kun er blevet anvendt af den borger, der anmeldte sårbarheden, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den anden sag omhandler en PowerPoint-præsentation udarbejdet af en af regionens læger til undervisningsformål. Præsentationen, der lå på regionens hjemmeside, indeholdt fortrolige og følsomme personoplysninger.

15 gange er præsentationen blevet åbnet på hjemmesiden. Det krævede angiveligt stor teknisk snilde at komme helt ind til de fleste af personnumrene i præsentationen.

- Vi tager dommen til efterretning, og vi har siden hændelserne iværksat mange initiativer, der skal medvirke til, at lignende datasikkerhedsbrud ikke sker igen, siger IT-direktøren.

Han understreger, at der i sagen ikke er sket et egentligt data-læk, hvilket vil sige at informationerne ikke er blevet misbrugt.

23. dec. 2024 kl. 9:22
Tophistorie
Frederik Kibsgaard

Arbejdsulykke: 20-årig omkom da loft styrtede ned

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er tale om en 20-årig mand fra Østfyn, der fredag omkom i en arbejdsulykke på en ejendom nær Svendborg fredag. Det fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn.

-  I forbindelse med et nedrivningsarbejde styrter et loft sammen ned over den 20-årige mand. Det er sket i forbindelse med en indvendig renovering i en bygning, lyder det fra Fyns Politi.

Politiet oplyser samtidig, at det efterforsker sagen fortsat for at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske.

Arbejdstilsynet oplyser, at det er på stedet og efterforsker ulykken mandag.

De pårørende er underrettet.

Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.

23. dec. 2024 kl. 6:00
Tophistorie

Julen står for døren - her er den store ønskeseddel i OB

LYT
Del
Link
kopieret!

Et nyt år står for døren, og i OB er der udsigt til et spændende 2025. Klubben har kurs mod Superligaen, men for at blive klar til et liv i landets bedste række igen, er der mange ting, som klubben skal forbedre.

Konkurrenterne i Superligaen løber stærkt, og som Troels Bech tidligere har udtalt til TV 2 Fyn, er det dyrt på mange fronter at være i 1. division.

Derfor er der udsigt til et travlt 2025 for OB's ledelse i form af både bestyrelsesformand Niels Thorborg, sportsdirektør Troels Bech og træner Søren Krogh, der skal arbejde på flere fronter på at gøre klubben stærkere til fremtiden.

TV 2 Fyn bringer her en liste over de fem vigtigste opgaver i OB i 2025, og det handler både om gøremål på og uden for banen.

OB's dosmerseddel

Forstærkning af truppen

Størstedelen af den nuværende OB-trup var med til at rykke ud af Superligaen, og derfor kræver det forstærkninger, hvis klubben skal stå bedre rustet til livet i den bedste række.

Aktuelt har syv spillere kontraktudløb til sommer, og sportsdirektør Troels Bech skal vurdere, hvem af disse man kan og skal forlænge aftalen med. Hertil skal der sandsynligvis nye spillere til klubben udefra, og det er et godt bud, at OB er på udkig efter en central midtbanespillere, en kantspiller, en venstre back og en midtstopper.

En strategi for fremtiden

OB er godt i gang med et stort identitetsprojekt, der skal klarlægge klubbens identitet og kerne. Men sideløbende arbejder sportsdirektør Troels Bech på en strategi for klubbens fremtid.

Hvad skal kendetegne OB i fremtiden? Hvad er klubbens målsætning? Og hvordan vil OB være konkurrencedygtig om tre, fem og 10 år? Det er nogle af de spørgsmål, omverden venter svar på, og som bør blive besvaret i en ny klubstrategi.

Den aktuelle strategi har slutdato i 2026. Det er lige om lidt.

En tydelig spillestil

De sidste mange år har OB's hold været kendetegnet af fraværet af en tydelig spillestil.

Det har været svært for omverden at blive klog på OB's måde at spille på, og i 2025 bør OB bruge tiden i 1. division på at udvikle en mere klar og tydelig spillestil, der samtidig passer til akademiets måde at gøre tingene på. De mest succesfulde fodboldhold er kendetegnet af et tydeligt spilkoncept.

En plan for stadion

OB's hjemmebane er på mange måder forældet og slidt.

Javel, der er blevet gjort noget ved selve græstæppet og omklædningsrummet, men tilskuerfaciliteterne efterlader meget tilbage at ønske.

Senest i 2028 skal OB have et moderniseret stadion med overdækkede tribuner og lukkede hjørner, men selvom det har været et tema i mange år, har OB endnu ikke meldt en plan for fremtiden ud til offentligheden. Det bør komme i 2025.

Stærkere akademi og kvindeafdeling

Der er nok at gøre med at gøre klubbens førstehold i herreafdelingen stærkt nok, men der er også mange spørgsmålstegn, når det gælder akademi og kvindeafdeling.

OB's akademi har i årevis overpræsteret resultatmæssigt i forhold til budgetter, men skal man følge med tiden, kræver det et forbedret akademi og endnu flere dygtige unge spillere fra egen ungdomsafdeling.

Hertil er der også mange spørgsmålstegn ved OB's kvindehold, der går under navnet OBQ. Fremtiden er lige så usikker som økonomien, og lige nu ved ingen, hvad ambitionerne for fremtidens OBQ er.

I begyndelsen af december mødte TV 2 Fyn OB’s sportsdirektør Troels Bech til en snak om blandt andet sin turbulente første tid i OB. Se hele interviewet herunder.

23. dec. 2024 kl. 15:15
Daniel Glad

Flere julegaver købes i genbrugsbutikker

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos Røde Kors Odense oplever man, at flere fynboer køber deres julegaver i genbrugsbutikker.

Det glæder formand for Røde Kors Odense, Lone Hedemand.

- Vi kan tydeligt mærke, at der er en øget omsætning i november og december, så det er vi glade for, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Og selvom det kan være alt muligt forskelligt, der sælges i juletiden, så fremhæver hun, at det især er julepakkekalendergaver, der købes hos dem.

Røde Kors omsatte i 2023 for omkring 300 millioner kroner. Omsætningen går blandt andet til katastrofehjælp og lokale aktiviteter.

23. dec. 2024 kl. 13:26

Novo-aktien gør comeback efter nedtur

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er godt nyt til de Novo Nordisk-investorer, der holdt fast i aktien under fredagens voldsomme kursfald på 20,7 procent.

Aktien handles mandag morgen omkring kurs 648, hvilket er ti procent højere end fredag.

Dermed har Novo Nordisks børsværdi allerede indhentet omkring 200 af de 688 milliarder kroner, som forsvandt.

Fredagens kursfald blev udløst af forskningsresultater for Novos næste store håb inden for fedmebehandling, Cagrisema.

Et forsøg, hvor en række testpersoner modtog behandling med Cagrisema i 68 uger, viste et gennemsnit på 22,7 procents vægttab.

Markedet og Novo Nordisk selv havde håbet på mindst 25 procent, og investorerne reagerede på skuffelsen ved at sende kursen nedad.

23. dec. 2024 kl. 12:00
Fyn

Sammenlignede fostre med kødpålæg: - Nu vil hun i Folketinget

LYT
Del
Link
kopieret!

Når hun åbner munden eller sætter sig til tasterne, kommer der ofte en reaktion. Tit mange.

- Jeg er rimelig svesken på disken.

23-årige Sofie Mosgaard har sammenlignet kødpålæg og fostre som en joke i debatten om abortgrænsen herhjemme.

Kaldt sit eget parti for et ’kujonparti’, når det gjaldt koranloven. Stået på en scene og sagt: "Staten skal ud af min tissekone".

Nu er hun ét af de mulige navne i spil til at tage over, når begge de to fynske Venstre-folketingsmedlemmer snart vinker farvel til Christiansborg.

- Jeg blev opstillet i oktober, og nu ser det realistisk ud, hvilket er fuldstændig vanvittigt.

”Jeg skulle have været SF’er“

Den 23-årige Venstre-kvinde bliver ikke den nye Erling Bonnesen(V), lyder det. Men de ‘står grundlæggende på de samme ting’.

- At gøre Danmark mere liberalt, at livet på landet skal være mindre bureaukratisk, og det skal kunne lade sig gøre at være landmand i Danmark, siger Sofie Mosgaard (V).

Men hun vil også gerne trække partiet i en ny retning.

- Jeg kunne godt tænke mig, at flere som mig kom til at stemme på Venstre.

Bonnesen og Lilleholt på vej ud

I november meddelte det mangeårige medlem Erling Bonnesen, at han ikke genopstiller ved næste valg.

Den 16. december meldte den tidligere fynske minister Lars Chr. Lilleholt så ud, at han går efter borgmesterposten i Odense til kommunalvalget i efteråret - og heller ikke genopstiller til Folketinget.

De to politikere fik ved seneste valg i alt til sammen 11.500 personlige stemmer fra fynboerne.

Med andre ord er der mange stemmer at fiske i for nye og mindre kendte ansigter hos Venstre, som stiller op ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2026.

Hun beskriver sig selv som et på mange måder ’statistisk mirakel’.

- For jeg er en ung kvinde, der bor i en storby og har en lang, udadgående uddannelse. Jeg skulle jo have været SF’er i det lys, men det er jeg ikke, siger Sofie Mosgaard.

For woke til at være blå?

Når man spørger Sofie Mosgaard, hvad andre ville sige om hende, hvis de skulle bagtale hende - så lyder første svar, at hun “snakker helt vildt meget”.

Men så fremhæver hun et punkt, hvor hun skiller sig ud politisk. At hun har været “lidt på klingen” med både Venstre og med højrefløjen generelt, når det gælder LGBT-politik og ligestilling.

- Så jeg tror, der ville være noget om “hende der progressive Sofie - woke et eller andet”.

Er du i virkeligheden for woke til at være blå?

- Nej. Hvis du tager et udsnit af danskerne, så tror jeg ikke, jeg har vilde holdninger hverken på ligestillingsfronten eller på LGBT-politik. Så det er et kæmpe selvmål fra højrefløjen, at jeg står og ligner sådan en mærkelig fugl, siger Sofie Mosgaard.

Hun mener, det er “dybt godnat”, hvis vælgere kan se sig selv i al den blå politik, men bliver skræmt væk, eksempelvis hvis man er ung kvinde eller tilhører en minoritet og “ikke føler sig omfavnet af højrefløjen”.

Står Venstre rigtigt på det her område i dag?

- Det synes jeg grundlæggende, vi gør. Der er klart nogle ting, der skal kigges på, og det er jo, fordi vi skal have flere med. Man kan jo ikke bare komme ind og smide en bombe ind i lokalet og sige: “Så var der bare “free nips” til hele landsorganisationen”. Det kommer jo ikke til at ske. Det skal heller ikke ske. Det er jo en langsom forandring.

Blå bog - Sofie Mosgaard

23 år gammel.

Vandt Danmarksmesterskaberne i debat i 2024.

Kommer fra Fanø. Bor i dag i Odense.

Opstillet som folketingskandidat for Venstre i Odense Syd-kredsen i Fyns Storkreds.

Har været aktiv i Venstres Ungdom siden 2021, blandt andet som ligestillingsordfører.

Uddannet i statskundskab og journalistik.

Ude med riven - og balancegang

Når Sofie Moesgaard skriver opslag på sociale medier, kan det dele vandene. For eksempel da hun flettede en joke om kødpålæg ind i et indlæg i abortdebatten.

- Jeg synes, jeg var morsom. Jeg synes stadig, det er morsomt.

Men hun erkender også, at det kan være en svær balancegang, når man gerne vil gøre politik mere “farverigt”.

- Min intention var at slå lidt på de konservative idealer, men jeg havde jo så gjort en kvinde, som havde mistet et barn, ked af det. Og den skal man jo så sidde med. Var det det værd for hende?

Tror du, du kan kommunikere lige så bramfrit, som du gør i dag, hvis du kommer i Folketinget?

- Jeg tror ikke, jeg kan sige, at: “Staten skal ud af min tissekone”. Det tror jeg ikke, man skal sige fra Folketingets talerstol.

Her finder du hele TV 2 Fyns interview med Sofie Mosgaard. Snup en kop kaffe eller en småkage - og se med:

23. dec. 2024 kl. 10:47
Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Rekordfå juleindbrud de sidste 10 år - kun stigning ét sted

LYT
Del
Link
kopieret!

Det bliver tryggere at forlade sit hjem i juledagene år efter år.

Med andre ord blev der i 2023 begået 362 indbrud mellem den 23.-31. december.

Men sammenligner man med 2013, altså ti år tidligere, var antallet oppe på 1.776. Det svarer til et fald på 80 procent fra 2013-2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Zoomer man ind og udelukkende kigger på udviklingen fra 2022-2023, var Region Syddanmark dog den eneste region, der oplevede en stigning i antallet af indbrud. Her oplevede man 95 indbrud i 2023.

Historisk set er den 24. december dagen med flest indbrud, når man kigger på tværs af juledagene. Og sidste år var ingen undtagelse.

På landsplan anmeldte 107 hjem et indbrud denne dag.

23. dec. 2024 kl. 9:09
Henning Bagger / Ritzau Scanpix

DSB forventer 40.000 rejsende mandag

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos DSB forventer man, at mandag bliver julens travleste rejsedag med omkring 40.000 rejser.

Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningen København–Odense og København–Fredericia.

Sidste år var fredag 22. december ifølge DSB den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende. Juleaften lå i 2023 om søndagen.

Hvis man i år rejser med tog 23. december, vil man opleve, at DSB sammen med Banedanmark har sendt særlige juleguider til udvalgte stationer. De skal sørge for, at passagerne kommer godt frem og tilbage.

23. dec. 2024 kl. 9:00
Fyn

47-årig Nicki P skal igen køre på højeste niveau

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er ikke mange sportsudøvere på højeste niveau, der kan prale af at kunne følge med i en alder af 47 år gammel.

Men det kan speedwaykøreren Nicki Pedersen.

Fynboen, som har udlevet sin drengedrøm i 36 år, hvoraf 25 som professionel, fortsætter på højeste niveau i 2025 efter at have sagt ja til et tilbud i den bedste række i Polen.

- Nu er der kommet en kontrakt i den store liga igen, og det er der ingen tvivl om, at det er det fedeste.

- Det er den største liga i hele verden, vi kører i, så jeg skal tilbage og levere på et dejligt, fornuftigt niveau, og jeg glæder mig helt vildt til at få succes med min nye klub, siger han til TV 2 Sport, der besøger ham værkstedet på Fyn.

Nicki Pedersen rykkede ellers ned i den forgangne sæson fra den bedste række i Polen.

Voldsomt styrt fik ham til at tænke

Hvis vi skuer tilbage til sommeren 2022, var Nicki Pedersen ude for en situation, hvor de fleste ville tænkte: ”Nok er nok”. Her var han involveret i et voldsomt styrt.

- Jeg lå på maven og havde brækket mit bækken, hvor min lårbensknogle sad inde i bækkenet. Det gjorde så ondt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, forklarer speedwaykøreren og smiler.

Altså Nicki Pedersen tænkte sig da også om, da han lå på det polske hospital. Dog en lidt anden form for tanker.

- Dér lå jeg allerede og tænkte, hvor længe der var fra juni til marts måned. Der kunne jeg godt nå at blive klar igen. Så man er lidt en tosset motorsportsmand en gang imellem, siger han.

Hvorfor ikke stoppe?

Man kan nok godt skrive under på, at Nicki Pedersen går ind under kategorien ’en tosset motorsportsmand’, men alligevel. 47 år gammel og ingen tanker om pension? Det virker ja, tosset.

- Jeg stopper den dag, kroppen ikke kan mere, og når jeg ikke brænder for det eller vil løbe de ture, der skal til. Jeg tror, at den kommer lige pludselig. Nu er den ikke kommet endnu, så jeg er allerede begyndt at komme i form igen til den nye sæson.

- En drengedrøm er gået i opfyldelse for mig, og man skal huske at nyde det så længe, at man kan, konstaterer han.

Nicki Pedersen forklarer videre, at han allerede nu er begyndt at komme i form, da det ikke skal være kiloene, der skal gøre, at han ikke kan følge med i 2025-sæsonen.

23. dec. 2024 kl. 8:30

DMI afliver den hvide jul - er 100 procent umuligt

LYT
Del
Link
kopieret!

Man skal ikke længere gøre sig forhåbninger om hvid jul, for det er "100 procent umuligt" i år, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Vagthavende meteorolog Jesper Eriksen forklarer, at kriteriet for hvid jul er, at mindst 90 procent af landet har mindst én centimeter sne.

- Det kommer absolut ikke til at ske. Det er 100 procent umuligt denne her jul, siger Jesper Eriksen.

Desuden er der kun udsigt til, at vejret bliver varmere.

- Der er varmere luft på vej. I løbet af juleaftensdag kommer der en varmefront ind. Så det bliver lidt varmere end i dag, og i dag er der jo heller ikke sne på vinduet, siger Jesper Eriksen.

23. dec. 2024 kl. 7:30
"Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix"

Minister vil have hygge og pølsevogne optaget på kulturarvsliste

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvad er det danske bidrag til verdensarven udover Jelling-stenene, Roskilde Domkirke og Kronborg Slot?

Ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er det også højskoler, cykelkultur, pølsevogne og hygge.

Derfor opfordrer nu danskerne til at indstille deres bedste bud på særlige danske traditioner, skikke eller håndværk.

Buddene vil Jakob Engel-Schmidt tage med til Unesco for at få de bedste optaget på listen over kulturarv.

- Italienerne har operaen, argentinerne har tangoen, og finnerne har fået saunakulturen på Unescos liste, siger han.

Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland er i forvejen repræsenteret med 11 steder på listen over den materielle verdensarv.

23. dec. 2024 kl. 6:28
Local Eyes

Beboere måtte evakueres under brand i butik - årsag efterforskes

LYT
Del
Link
kopieret!

Natten til mandag har politi og brandvæsen været til stede ved en brand på Skibhusvej i Odense. Der er tale om en brand i en butik i en etageejendom. Røgudviklingen betød at beboerne i opgangen måtte evakueres, mens slukningen stod på.

Til TV 2 siger Fyns Politi, at branden efterforskes som mistænkelig og at man ikke ved, hvordan den startede. lyder det.

Fyns Politi siger til TV 2 Fyn, at beboerne allerede over midnat kunne vende tilbage til deres bolig og at branden nu er sendt videre til efterforskning. Her skal der foretages undersøgelser for at fastslå brandårsagen.

23. dec. 2024 kl. 5:00

Sådan bliver vejret lillejuleaftensdag

LYT
Del
Link
kopieret!

Lillejuleaftensdag byder mest på skyet himmel med regn eller byger til følge.

Temperaturen vil befinde sig omkring de fem grader med en jævn til hård vind fra nord og nordvest, der ved kysterne kan blæse op til stedvis kuling.

Solen kan finde på at kigge frem, men det er ikke et syn, man skal forvente holder ved.

I løbet af aftenen forventes det, at det igen klarer op, og at temperaturerne når ned mellem to og tre grader.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her