Oplevelserne er identiske med flere af de beretninger, TV 2 Fyn har fået fra andre beboere i Munkebjerg Park.
- Generelt oplever vi mange skader på de forskellige lejligheder. Vandskader, nogle har fået boret hul igennem loftet, der er en masse støj og ikke så meget hensyn, lyder det fra beboeren Mia Pedersen.
Et andet sted i Munkebjerg Park bor Ann Dorthe Henningsen. Hun kan sagtens genkende historierne om særligt støj fra byggeriet.
- Jeg kan sidde i min stue og hverken høre fjernsynet eller telefonen. Der er også en masse ubehagelige nedfald fra fjerde sal. Og rigtig meget vand, fortæller beboeren.
Ejendomskonge afviser
Frederik Barfoed, direktør hos ejendomsselskabet Barfoed Group, er blevet foreholdt kritikken fra beboerne.
- Alle skader er registreret, og det ved beboerne også, siger han og tilføjer:
- Alt er i skønneste orden, og de fejl, der måtte være, vil blive udbedret.
Direktøren fortæller også, at alle beboerne har fået besked om, at de er opmærksomme på fejl og skader. En af dem er Diana Klos, men da TV 2 Fyn besøger hende dagen efter ulykken, løber der vand ned fra emhætten.
- Alt er jo ikke i skønneste orden. Det er tydeligt, at det ikke er det, siger hun.
Ulykken fredag eftermiddag, hvor en fynbo afgik ved døden, gjorde kun bekymringerne større hos beboerne. De frygter, at en lignende hændelse kan ske i den bygning, de bor i.
- Vi har også en ny svalegang på min blok, og det er samme procedure, går jeg ud fra. Jeg synes, det er stærkt bekymrende, forklarer Mia Pedersen.
Diana Klos oplyser, at hun ikke længere har lyst til at bo i Munkebjerg Park:
- Jeg synes, det er så uhyggeligt. Jeg føler mig overhovedet ikke tryg her. Jeg opsiger mit lejemål allerede fra på mandag.