Gitta skulle betale sine naboers skat - nu slipper alle for at betale
Gitta Ravn og naboerne på Guldrankevej slipper for at betale ejendomsskat for andet halvår af 2023.
Tirsdag var Gitta Ravn, der var blevet opkrævet skatter for ikke bare sin egen ejendom, men også sine 14 naboers, kaldt til møde på borgmester Peter Rahbæk Juels (S) kontor.
Ud derfra kom hun med et brev om eftergivelse. Nu slipper både hun og naboerne for at betale ejendomsskat.
Synes du, det er retfærdigt, at du og dine naboer slipper for at betale?
- Det er i hvert fald retfærdigt, at jeg som borger ikke skal betale ejendomsskat for andre borgere. Jeg syntes, det mest retfærdige havde været, at man havde bibeholdt den fordeling, hvor Odense Kommune havde opkrævet ejendomsskat for hver enkelt husstand, siger Gitta Ravn.
Aldrig oplevet noget lignende
Odense Kommune har tidligere forsøgt at hjælpe Gitta Ravn og naboerne, men blev underkendt af skattemyndighederne.
- Hele forløbet har været grotesk, konstaterer hun.
Samme holdning deler Peter Rahbæk Juel.
- Vi er glade for, at der endelig kan ske retfærdighed i den her sag, som jo er helt absurd. Det har været et forløb, jeg tror vil gå over i historien, siger Peter Rahbæk Juel.
Er det retfærdigt, at skatteborgerne i Odense skal betale nu?
- Den her sag er helt uden for nummer, jeg har aldrig oplevet lignende. Der var ikke andre løsninger, så set i det lys, synes jeg, det er ret og rimeligt. Jeg tror, alle skatteborgere kan se, at det er en helt urimelig situation, Gitta har været igennem, fortæller borgmesteren.
Den eftergivne gæld beløber sig i 56.000 kroner.