Lukningstruet: Tre musikkorps kan være fortid i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tirsdag den 10. januar skal Odense Kommune afgøre, hvorvidt den stadig vil støtte tre af byens musikkoprs økonomisk. Trækker de tilskuddet tilbage, risikerer samtlige orkestre at lukke.
Fremtiden for musikkorpsene Odense Skole- og ungdomsorkester, Odense Tamburkorps og Odense Pigegarde afgøres i næste uge. Her indstiller By- og Kulturforvaltningen, at de tre orkestre mister deres økonomiske støtte fra kommunen.
I alt kan Odense Kommune spare 330.000 kroner, hvis tilskuddet droppes, men så risikerer samtlige orkestre at gå i opløsning, mener de tre musikformænd.
- Gennemføres besparelsen skal pengene findes gennem en så kraftig stigning i kontingentet, at det bliver urealistisk dyrt for nuværende og nye medlemmer, siger formand for Odense Skole- og ungdomsorkester Kent Klinge Jensen.
Han vurderer, at Odense Skole - og ungdomsorkester lukker inden for halvandet år, hvis pengene forsvinder.
Derfor håber han sammen med de øvrige orkestres formænd, Lis Nowak og Anette Illum, at kommunen finder andre steder at spare.
- Jeg vil ikke nævne navne, men der er andre større orkestre og bands, der modtager støtte, selvom de kan klare driften selv. Det kunne være et sted at spare i stedet, siger Kent Klinge Jensen.
I alt har de tre ungdomsorkestre mere end 100 års erfaring, og selvom korpsene er en del af byens tradition, skal argumentet for at fortsætte støtten ikke findes i orkestrenes høje alder.
- Vi skal ikke bevares, fordi vi er gamle og har været her i mange år, vi skal bevares, fordi vi giver noget godt til byen. Fjerner man støtten, er det ikke kun de unge, det rammer. Det er hele fundamentet for det musiske miljø, der er i byen, mener Kent Klinge Jensen.
Vælger Odense Kommune at skrotte tilskuddet har Odense Skole- og ungdomsorkester, Odense Tamburkops og Odense Pigegarde i fællsskab besluttet, at de ikke længere vil stå til rådighed ved juletræstænding, julemarkeder, dyrskue, havne- og kulturfestival, Tinderbox og tarteletfestivalen.
Mandag eftermiddag klokken 15.30 demonstrer de tre orkestre ved parkeringspladsen ved Slotsgade i centrum af Odense.