"Mest imponerende kulturforandring, jeg nogensinde har set" siger OB-boss om vild sæson
kopieret!
Øens hold har været decideret ustoppelige i sæsonen med svimlende 45 point efter 18 spillede kampe i NordicBet Liga.
Den brandvarme form gør, at OB topper tabellen med en fornuftig margin ned til Fredericia på andenpladsen, der ellers også har været godt kørende.
Troels Bech har nu været sportsdirektør i et halvt år, og her inden året går på hæld, ser han tilbage på tiden i direktørstolen.
Fisker sammen
Til klubbens hjemmeside udtaler sportsdirektøren, at årsagen til de mange sejre skal findes i, at der er kommet en korpsånd og en vilje til at gøre noget ekstra for hinanden.
- Derfor har jeg et billede i mit hoved af, at det er den mest imponerende kulturforandring, jeg nogensinde har set, siger Troels Bech og fortsætter:
- Jeg oplever den stemning, der omgiver vores træninger, som markant forandrede. Spillerne var en dysfunktionel og splittet en gruppe, men nu har de på eget initiativ lavet fisketure og overnatninger i bivuaker og shelterhytter og laver på den måde en del arrangementer sammen.
Opbakning intakt
På trods af nedrykningen til landets næstbedste fodboldrække har opbakningen til klubben været intakt, hvilket sportsdirektøren også kommer ind på:
- Vi er den sjette mest sete sportsvirksomhed i Danmark på trods af nedrykningen, så vi må bare konstatere, at dem, der arbejder med at kommunikere og gøre det tydeligt, hvad det er for et OB, man kan holde med, får skabt et stort vindue, siger Troels Bech.
- Det er ret imponerende, for det kunne godt være nu, folk trak gardinerne fra og tog en pause, men byens opbakning, folks opbakning og OB’s evne til at række ud og gøre det nemmere at holde med os, den har været god, siger Troels Bech.
OB gæster Hillerød i næste ligakamp 21. februar.