OB stod foran en svær opgave, da de skulle spille mod Brøndby på udebane mandag aften, men særligt den unge målmand løftede opgaven bravt.
Oliver Christensen på 19 år fra Kerteminde blev sendt i ilden, da Sten Grytebust var for skadet til at spille. Han har spillet to pokalkampe for OB mod AB og Thisted, men det var hans første kamp i Superligaen.
Debuttanten havde da også rigeligt at se til da Nikolai Laursen i front fra Brøndby, satte flere fine angreb sammen.
OB holdt stand, men var også heldige i en situation, hvor Brøndby fik underkendt et mål for offside. Den langsomme gengivelse viste, at det var en fejldom af Michael Tykgaard.
Oliver Christensen havde en stribe gode redninger, men kunne ikke redde OB fra at komme bagud med små 10 minutter tilbage af kampen, da Hany Mukhtar scorede fra tæt hold til 1-0. Få minutter senere udlignede OB's Ramon Leuwin, også fra tæt hold, efter en retur fra et hjørnespark.
Brøndby pressede på i slutfasen, og den polske angriber Kamil Wilzcek, der fører topscorerlisten i Superligaen, forsøgte sig med et fladt skud, men også den tog Oliver Christensen sig af.
Du kan her læse kampens udfald minut for minut: