Nu løfter Novo Nordisk sløret - skyder 8,5 milliarder i gigant-fabrik
kopieret!
Vi har længe kendt til Novo Nordisk-indtoget i Odense, men det præcise omfang har været uvist indtil i dag, hvor Novo Nordisk endelig afslører planerne med den nye produktions-facilitet.
Det sker i forbindelse med at Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard gæster byggepladsen.
1.000 mennesker skal bygge fabrikken, og mange arbejder allerede på stedet, som ifølge Novo Nordisk kommer til at give fast arbejde til 400 mennesker samt en god portion eksterne arbejdere.
Hele projektet kommer til at beløbe sig til 8,5 milliarder kroner, oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
Investeringen markerer første gang i dette århundrede, at Novo Nordisk bryder jorden i Danmark ved etablering af et helt nyt produktionssted.
Enormt mange kvadratmeter
Novo Nordisk vil bygge en topmoderne produktionsfacilitet i Odense, som skal klargøre medicin til sjældne sygdomme - blandt andet den sjældne blodsygdom hæmofili. Samtidig skal der opføres et lager på over 40.000 kvadratmeter.
- Produktionsanlægget er baseret på avanceret teknologi og innovativt udstyr for at sikre den højeste kvalitet til patienter over hele verden. Samtidig vil denne investering hjælpe med at imødekomme den voksende globale efterspørgsel efter vores medicin, siger Henrik Wulff, koncerndirektør med ansvar for produktion, kvalitet og IT i Novo Nordisk.
Allerede 1. september 2023 kunne TV 2 Fyn som det første medie afsløre Novo Nordisks planer for Odense.
Novo Nordisk planlægger gigantisk byggeri i Odense
Novo Nordisk, der er landets største virksomhed, har fremskredne planer om at etablere produktion i Tietgenbyen i Odense. Det bekræfter Novo Nordisk over for TV 2 Fyn.
Den globale medicinalkoncern med hovedsæde i Bagsværd og produktion i Kalundborg er på vej til Odense.
- Aftalen er ikke endelig, og vi afventer resultatet af forskellige undersøgelser. Dét sagt, så er vi meget tilfredse med denne mulighed for at udvide vores produktion i Odense, da der i dag er flere og flere mennesker, der har brug for vores medicin, end vi kan hjælpe, siger Kristina Lee, der er funktionschef for faciliteter og relaterede services hos Novo Nordisk.
Ifølge TV 2 Fyn oplysninger er der tale om et byggeri i milliardklassen og et markant antal nye arbejdspladser.
To politiske udvalg i Odense Kommune har i denne uge godkendt, at kommuneplanen kan ændres, og at der kan indledes en VVM-undersøgelse for en farmaceutisk virksomhed.
Navnet på selskabet bliver ikke nævnt i dagsordenerne.
Novo Nordisk, som har en markedsværdi på svimlende 2.500 milliarder kroner, har afgørende betydning for dansk økonomi. Både bruttonationalproduktet og overskuddet på betalingsbalancen ville være betydeligt mindre uden Novo Nordisk.
Medicinalvirksomhedens vækst skyldes i høj grad international succes med slankemidlet Wegovy og diabetesmedicinen Ozempic.
Glad for muligheden i Odense
Virksomheden, der er mere værdifuld end Samsung, Coca Cola og McDonald's, kan få kæmpe betydning for Odense.
I denne uge har By- og Kulturudvalget indledt en proces, der skal tilpasse kommuneplanen og senere en lokalplan, så en stor virksomhed kan etablere sig på 84 hektar - svarende til hele 118 fodboldbaner - i den nordlige del af Tietgenbyen.
Novo Nordisks ønsker til byggeriet både i forhold til omfang og højde kan ikke lade sig gøre med den nuværende kommuneplan.
Udvalget godkendte onsdag, at der indledes en proces henimod nye planer, så virksomheden kan opføre det, den ønsker på arealet.
Planarbejde i gang
Samtidig har Klima- og Miljøudvalget igangsat forarbejdet til en VVM-redegørelse, som skal klarlægge konsekvenserne for naturen og lokalmiljøet af virksomhedens planer.
De 84 hektar, der er placeret mellem Østre Ringvej, Niels Bohrs Allé og erhvervsområdet Tietgenbyen mod syd, ejes af Odense Kommune og udgør næsten en tredjedel af hele Tietgenbyens areal på 270 hektar.
I dag er der landbrugsproduktion på arealet, men der er også både fredskov og to mindre søer, der er omfattet af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3 i området.
Ifølge et debatoplæg til en miljøkonsekvensrapport for Tietgenbyen Nord, som Klima- og Miljøudvalget behandlede tirsdag, hedder det, at ”der vil være tale om hjælpeprocesser til virksomhedens egentlige farmaceutiske produktion, der foregår på andre lokaliteter”.
Og videre står der: ”Det ligger på nuværende tidspunkt ikke fast, hvilke processer der vil blive placeret på området, men mulige aktiviteter indebærer samling af produkter, pakkeri af produkter, plastproduktion til produkter og lignende.”
Ifølge oplægget bliver der altså ikke tale om egentlig produktion af farmaceutiske produkter, men produktionsbygningerne forventes at være i drift døgnet rundt hele året.
Klima- og Miljøudvalget godkendte igangsætning af en VVM-redegørelse om konsekvenserne for naturen og miljøet i området.
Det er virksomheden selv, der har anmodet kommunen om at få gennemført en frivillig VVM-undersøgelse.
Af dagsordenen fremgår det også, at et afslag på igangsætning af en VVM-redegørelse kunne få den konsekvens, at virksomheden skrinlagde sine planer.
Stor arbejdsplads
- Helt generelt møder vi desværre en række udfordringer, når vi ser på muligheder for at udvide i Danmark. Det gælder f.eks. udfordringer med at sikre nok kvalificeret arbejdskraft og den nødvendige infrastruktur, siger Kristina Lee.
Allerede i sidste måned søgte Novo Nordisk efter en projektleder, der har erfaringer med planlægning og udførelse af infrastruktur og byggeprojekter.
Ifølge opslaget får projektlederen sin primære arbejdsplads i Odense.
Det fremgår dog ikke af jobopslaget, om det har forbindelse med Novo Nordisk planer i Tietgenbyen.
- Det er udfordringer, som vi ser muligheder for at løse i Odense, ligesom nærheden til vores nuværende danske produktionslokationer på Sjælland, som der i givet fald vil være et tæt samarbejde med, tæller på plussiden. Det er samtidig vigtigt for os, at vi får skabt en bæredygtig løsning, der forbedrer naturkvaliteten og biodiversiteten i området, hvilket er i tråd med vores miljøstrategi, siger Kristina Lee.
Ifølge virksomhedens planer vil produktionen i Tietgenbyen kunne begynde om fem år i den nordlige del af projektområdet. Men først om 15 år vil området være helt færdigbygget.
Samme dag kunne virksomheden fortælle, at der både ville blive brug for faglærte og ufaglærte arbejdere.
Dengang var det dog også planen, at der ville blive brug for “nogle tusinde medarbejdere”, lød det. Et tal der med dagens meddelelse er blevet reduceret til 400 stillinger.
Novo bekræfter: Tusinder af arbejdspladser kan være på vej
- Det er nogle tusinde arbejdspladser, der er tale om, afslørede Kristina Lee, der er funktionschef for faciliteter og relaterede services hos Novo Nordisk, da hun torsdag eftermiddag talte med TV 2 Fyn om de fremskredne planer for at åbne en produktion i Odense.
Adspurgt, om jobopslag fra Novo Nordisk, som er dukket op for nyligt, har med Odense at gøre, svarer hun:
- Det kunne sagtens være, det vil jeg slet ikke afvise. Vi ved, at rekruttering tager tid.
Hun kan endnu ikke oplyse hvilken form for produktion der skal ligge på Fyn.
Hun kan dog afsløre, at der vil blive arbejde for underleverandører at lave i Odense. Blandt andet rengøring og kantine forestår firmaet ikke selv.
Klar i 2027
Byggeriet er allerede i gang, og virksomheden forventer, at man kan tage fabrikken i brug i 2027.
- Vi er stolte af at bygge videre på vores arv i Danmark og ser frem til at begynde denne rejse i Odense, en attraktiv by med et dynamisk lokalsamfund og en talentfuld arbejdsstyrke, siger koncerndirektør Henrik Wulff.
Fabrikken i Odense skal bygges med respekt for den omkringliggende natur, hedder det i pressemeddelelsen. Derfor plantes over 4.000 nye træer, og landskabet omkring fabrikken kommer til at byde på søer, skove og offentlige pladser.
Bygningerne udstyres også med solceller, som skal være med til at producere den strøm fabrikken skal bruge.
Gigantisk virksomhed
Novo Nordisk er de seneste år stormet frem med medicinen Wegovy mod overvægt og Ozempic mod diabetes. I 2023 eksporterede virksomheden for 118 milliarder kroner, hvilket udgjorde 12,4 procent af den samlede danske vareeksport.
Virksomheden beskæftiger på verdensplan 72.000 mennesker, heraf 29.000 i Danmark. De er også til stede i 80 lande og markedsfører produkter i 170 lande i hele verden.
I 2023 betalte Novo Nordisk 14,7 milliarder kroner i virksomhedsskat, mens medarbejderne bidrog med 7,7 milliarder i skat til statskassen.