Ny aftale om udligning: Odense rammes hårdt - Faaborg-Midtfyn siger tak

Regeringen går med på Venstres krav om, at bidraget til kommuner med mange udlændinge skal halveres. Det betyder, at Odense Kommune kan ende med at hoste op med 36 millioner kroner.

Kommuner med forholdsvis mange indvandrere får penge fra kommuner, der ikke har så mange indvandrere. Sådan fungerer den såkaldte udlændingeudligning, der omfordeler penge blandt landets kommuner.

Men nu imødekommer regeringen Venstres krav om at halvere tilskuddet til de kommuner, der har forholdsvis mange indvandrere. Og den melding kan få store konsekvenser for økonomien rundt omkring i de fynske kommuner. 

Opdatering
Clock28. feb 2020, kl. 16:23
Artiklen er opdateret med udtalelser fra Christoffer Lilleholt (V) fra Odense Kommune og Hans Stavnsager (S) fra Faaborg-Midtfyns Kommune.

På Fyn er der kun én kommune, der modtager penge via puljen. Det er Odense Kommune, der årligt modtager over 71 millioner kroner. Bliver puljen halveret, mangler de odenseanske politikere i omegnen af 36 millioner kroner i budgettet. 

Odense får færre penge til udlændinge 

Allerede efter en undersøgelse i 2013 konkluderede et ekspertudvalg, at kommuner med mange udlændinge får omkring dobbelt så mange penge, i forhold til hvad der vurderes som fagligt nødvendigt. En nyere rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet peger i samme retning.

Hos Venstres borgmesterkandidat i Odense, Christoffer Lilleholt, er man derfor heller ikke ked af, at tilskuddet til kommunens udlændinge indskrænkes. 

- Vi skal have en rimelig og fair udligningsreform, og udlændingeparameteret, der har ligget i udligningsreformen, har været meget generøst. Faktisk har man kompenceret dobbelt op. Vi synes ikke, vi skal kompenceres ekstra meget i Odense eller for mere end de udgifter, vi har.

Kan det ikke ende med at koste på bundlinjen i Odense Kommune?

- Det her er en lille ting i hele udligningsreformen. Det er klart, at det her ikke tegner positivt for Odense, men omvendt er der rigtig mange andre parametre i den nye udligning, der sådan set tegner meget positivt, tilføjer Christoffer Lilleholt.

Alt imens Odense Kommune har modtaget penge, har de resterende fynske kommuner punget ud for udligningen. Det betyder derfor også, at alle de andre fynske kommuner fremover kun skal betale halvt så meget som nu.

KRONER MODTAGET/AFGIVET TIL UDLÆNDINGEUDLIGNING indtil nu

Flere penge til Faaborg-Midtfyn

I Faaborg-Midtfyn Kommune har man indtil nu årligt betalt 23,5 millioner kroner til udligningen.

- Det er helt fair, at kommuner med få indvandrere bidrager til kommuner med flere indvandrere, men der skal heller ikke kompenseres for mere, end hvad der er brug for, siger borgmester Hans Stavnsager (S).

Men nu er regeringen gået med på Venstres krav om, at bidraget til kommuner med mange udlændinge skal halveres.

Det betyder, at Faaborg-Midtfyn Kommune får næsten 12 millioner kroner mere mellem hænderne.

- Det vil være en betydelig hjælp. Vi sparede 28 millioner kroner sidste år, og vi har et nyt sparekatalog på 30 millioner kroner på vej. Så forhåbentligt kan de ekstra millioner afhjælpe besparelser, og måske vi endda vil have mulighed for at tilføje penge til kernevelfærdsområderne, tilføjer Hans Stavnsager.

Socialdemokratisk mailfadæse

Midt i forhandlingerne om udligningsreformen kunne Jyllands-Posten søndag afsløre en intern mail om "angreb" på Venstre, der var blevet sendt rundt mellem socialdemokratiske topfolk. Det fik efterfølgende Venstre til at trække sig fra forhandlingerne.

Venstre er nu vendt tilbage til forhandlingsbordet med nye krav til udligningsaftalen. Et af kravene lyder blandt andet på, at puljen til kommuner med mange indvandrere skal halveres. Det betyder en større omfordeling af millioner på Fyn. Et krav, som regeringen nu imødekommer.

Oversigt

    Oversigt