Nye festivalarmbånd på Tinderbox
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et lavt blodsukker kan være livsfarligt for mennesker med type 1-diabetes, og symptomerne på det kan let forveksles med beruselse. Derfor har Diabetesforeningen udviklet et tryghedsskabende festivalarmbånd, der kvit og frit udleveres på en lang række af sommerens festivaler. Herunder Tinderbox.
Festivalarmbåndet skal i første omgang sørge for, at det lave blodsukker og eventuelle insulinchok ikke bliver overset. Både af omgivelser og samaritter.
– Det kan være forskellen på liv eller død at opdage et lavt blodsukker i tide. Og ikke mindst gøre noget ved det. Festivalarmbåndet fortæller helt konkret andre, hvad der skal ske i sådan en situation, og skaber dermed en større tryghed for de mange mennesker, der kommer på en festival – med eller uden diabetes, siger Tanja Siemen Christiansen, frivillighedskonsulent i Diabetesforeningen og tilføjer, at festivalarmbåndet også har andre fordele:
– Diabetes er på mange måder en usynlig sygdom, som man ikke kan se med det blotte øje, når først musikken spiller. Men festivalarmbåndet hjælper nu med at sætte ansigt på sygdommen og kan samtidig åbne for en snak om livet med diabetes.
Det er Diabetesforeningens følgere på de sociale medier, der har været med til at bestemme både tekst og farve på armbåndet: ”JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker, og RING 112. TAK,” står der på det lyseblå armbånd.
Festivalgængere med diabetes kan afhente deres armbånd hos samaritterne, hvor de flere steder også har mulighed for at få opbevaret deres insulin på køl.