Odense hyrer kritiseret P-firma

Odense Kommune vil hyre firmaet Parkeringskontrol Nord til at uddele parkerings-afgifter til byens bilister. Firmaet er blevet kritiseret i flere andre kommuner.

Fra første december bliver det firmaet Parkeringskontrol Nord, der overtager parkeringskontrollen i Odense Kommune efter Fyns Politi. Det fremgår af dagsordenen for næste møde i By- og Kulturudvalget.

- Parkeringskontrol i Odense vil efter den 1. december 2016 opleves mere intensiv end tidligere, da Fyns Politi udførte parkeringskontrol på hele Fyn med tre kontrollører, skriver forvaltningen i orienteringen til politikerne.

En kommune må ikke indgå aftale med private parkeringskontrol-firmaer. Så enten skulle Odense lave deres eget firma, lave et firma sammen med de andre fynske kommuner eller bruge Parkeringskontrol Nord, der er Aalborg Kommunes selskab.

- Vi har i udvalget givet forvaltningen bemyndigelse til at indgå aftalen med Parkeringskontrol Nord . Forvaltningen har vurderet, at det ville være problematisk at opbygge vores egen organisation med så kort varsel, siger By- og Kulturrådmand Jane Jegind, Venstre, til TV2/FYN.

Aftalen løber frem frem til 30. juni 2019, og aftalen kan herefter opsiges med seks måneders varsel.

Indtægt på op til syv millioner kroner

Parkeringskontrol Nord skal stå for både den fysiske kontrol samt den administrative del. Det vil sige, at de også skal stå for opkrævning af parkeringsafgifterne. Og det er også Parkeringskontrol Nord, der får hovedparten af parkeringsafgifterne. Der ansættes fem kontrollører til opgaven.

Parkeringsafgiften er fastsat af Folketinget, og er på 510 kroner for bilister. By- og Kulturforvaltningen forventer, at der udskrives mellem 12.000 og 15.000 parkeringsafgifter om året, og det vil give en årlig indtægt på mellem seks og syv millioner kroner.

Men det er ikke sådan, at kommunen og Parkeringskontrol Nord bare kan beholde pengene.

- Halvdelen af de penge, som vi modtager og halvdelen af de penge som Parkeringskontrol Nord modtager, skal sendes videre til staten, fortæller afdelingschef Thomas Østergaard Jørgensen fra Park og Vej i Odense Kommune.

Kritiseret i flere kommuner

Parkeringskontrol Nord er tidligere blevet kritiseret for en meget nidkær kontrol. TV2 NYHEDERNE har blandet andet fortalt om Naja Czaja fra Stae i Nordjylland, som fik en parkeringsafgift for at sætte en trailer på  et græsareal. Og om to håndværkere, der fik en parkeringsafgift, da de parkerede på en byggeplads i Aalborg.

I følge TV2 har flere kommuner tidligere opsagt samarbejdet med Parkeringskontrol Nord på grund af utilfredshed med deres arbejdsmetoder. Det gælder blandet andet Kalundborg Kommune og Brønderslev Kommune.

Også Folketingets Ombudsmand har tidligere udtalt stærk kritik af Parkeringskontrol Nord.

Svendborg Kommune har allerede en aftale med Parkeringskontrol Nord, og flere andre fynske kommuner overvejer også at hyre eksterne firmaet til opgaven, efter at Fyns Politi ikke længere foretager systematisk parkeringskontrol.

 

Fakta

 

Oversigt

    Oversigt