Planlagte besparelser fjernet hos børnene i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Børn- og Ungeudvalget nikkede tirsdag ja til Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstres alternative spareforslag.
Det lykkedes tirsdag den radikale rådmand for børn og unge i Odense, Susanne Crawley Larsen, at overbevise Børn- og Ungeudvalget om at stemme ja til det alternative spareforslag, som hun selv sammen med borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og Beskæftigelselsrådmand Brian Dybro præsenterede for en lille uges tid siden.
Kun Enhedslisten stemte imod.
For to uger siden offentliggjorde Børn- og Ungeforvaltningen deres bud på, hvordan i alt 43 millioner kroner kunne findes.
Dét sparekatalog fik kritik fra flere forskellige sider, da der var lagt en række besparelser ind på kommunens skoler og dagtilbud.
Specielt gik kritikken på, at rød blok i Odense var igang med at fjerne de varme hænder, som de selv havde givet til skoler og dagtilbud med den skattestigning, som de selv kalder "Velfærdsprocenten".
Kritik af rådmand efter kaotisk forløb om besparelser på børn og unge
Tirsdag vil politikerne i Odense Kommunes Børn- og Ungeudvalg droppe de meget omdiskuterede besparelser, som ville ramme specielt kommunens skoler og dagtilbud. Forløbet får kritik.
Efter et kaotisk forløb må den politiske top i Odense nu droppe planlagte besparelser på 18 millioner kroner på skoler og dagtilbud. I stedet skal pengene findes i administrationen.
Børn- og Ungerådmand Susanne Crawley (R) får kritik for det noget tumultariske forløb omkring besparelser i forvaltningen.
Politikere på begge fløje - og ikke mindst forældre i Odense - var noget overraskede over, at der igen skulle være sparerunde, når skattestigningen fra rød blok lige havde tilført penge til skoler og dagtilbud med den såkaldte ’velfærdsprocent’, som skattestigningen i Odense igen og igen stædigt er blevet kaldt.
Men alligevel meldte Børn- og Ungeforvaltningen ud, at der skulle findes 43,6 millioner kroner.
I første omgang ville borgmester og rådmænd finde en stor del af besparelsen ved noget, de kaldte ’sammenhængende borgerforløb’, som skåret ind til benet handler om, at politikerne bad forvaltningens embedsfolk om at finde måder at spare penge på ved at løse de samme opgaver billigere og smartere - uden at det gik ud over kvaliteten.
Men allerede i juni gjorde medarbejderne i et brev politikerne opmærksomme på, at der manglede 18 millioner kroner, som ikke kunne spares via de sammenhængende borgerforløb.
Derfor forudså medarbejderne dengang, at konsekvensen ville være at skære ned på serviceniveauet på kerneområderne, hvilket ville give alvorlige konsekvenser for borgerne.
Nåede ikke i mål
Midt i august spurgte politikerne ind til, hvordan det gik med at finde pengene og blev beroliget af Børn- og Ungeforvaltningen.
- Da fik vi at vide, at alting var i den skønneste orden, siger Jane Jegind (V), der suppleres af Peter Rahbæk Juel (S).
- Vi fik at vide, at der blev knoklet med det, og at man var udfordret, men at der var en ambition om, at man kunne nå i mål med det, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.
Men ikke engang tre måneder senere viste det sig, at der fortsat manglede 18 millioner på netop de sammenhængende borgerforløb.
Derfor blev der i starten af november i stedet fremlagt et forslag om besparelser på de 18 millioner kroner på kommunens skoler og dagtilbud.
Men heller ikke her kommer besparelserne til at ramme.
Nu er meldingen i stedet, at Børn- og Ungeforvaltningen vil finde pengene ved at spare på administrationen i stedet.
Officielt sker det i dag, tirsdag.
Rådmand: - Jeg har fulgt det tæt nok
Både politikere og forældre har svært ved at forstå, hvordan man endte her, og rådmanden for Børn- og Ungeforvaltningen, Susanne Crawley (R), har sammen med sin ledelse fået kritik for forløbet.
- Det har ikke været tilfredsstillende, konstaterer Jane Jegind, der bakkes op af Søren Windell (K).
- Det er jo en forvaltning, der reelt er sat under administration. Rådmanden og direktøren har ikke løst den opgave, der lå foran dem, siger Søren Windell.
Selv mener rådmanden, at hun har fulgt sagen tæt nok.
- I august troede jeg, at det her kunne vi godt nå i mål med. Henover efteråret bliver jeg klar over, at det kan blive svært at nå helt i mål, siger Susanne Crawley.
Allerede i juni gør medarbejderne opmærksom på, at det ikke kan lade sig gøre. Hvordan kan du så ikke være klar over det på samme tidspunkt?
- Det er jo medarbejdernes opfattelse af, hvordan det står til med det projekt. Jeg har en virkelig dybfølt tro på, at vi kommer i mål med projektet.
Jeg spørger ikke om din tro på det. Jeg spørger, hvordan medarbejderne kan sende et brev med, at det ikke kan lade sig gøre, uden du er klar over det før i oktober måned?
- Det er en forskellig opfattelse af, hvornår det bliver svært. Den bunder i, at medarbejderne ser det, de ser. De hører det, de hører. Jeg har stadig en tro på, at det her er et godt projekt for borgerne. Og der skal nok komme økonomi i det, måske bare ikke så hurtigt, som man havde forventet.
Hvorfor har du ikke fulgt tættere med i, hvordan det har stået til?
- Jeg synes også, jeg har fulgt pænt tæt med i, hvordan det har stået til. Og som det jo også fremgår, så har der været en lille tvivl, som alle har kendt til i september, siger Susanne Crawley.
Tilfreds rådmand
Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, Susanne Crawley Larsen, er meget tilfreds med, at der nu er truffet en beslutning om besparelserne i forvaltningen.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes et klart flertal i Børn- og Ungeudvalget at blive enige. Jeg håber, at det kan skabe ro blandt børn og forældre, der forståeligt nok har været gennem en utryg periode. Jeg er samtidig klar over, at beslutningen ikke bliver let at føre ud i livet.
- Nu beder vi forvaltningen gå i gang med processen med at finde besparelserne på ledelse og administrationen, så hurtigt og så ordentligt som muligt, siger Susanne Crawley Larsen i en pressemeddelelse.
Nyt spareforslag: Ledelse rammes af besparelse på 13 millioner kroner
Det bliver ledelsen i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune som kommer til at mærke sparekniven, hvis nyt forslag til besparelser får opbakning.
En aftale om et nyt spareforslag i børne- og ungeforvaltningen skal i første omgang udsætte det store sparekatalog der blev præsenteret i sidste uge med et år.
Det er essensen af det pressemøde som borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og Susanne Crawley (R) onsdag eftermiddag holdt på Odense Rådhus.
Her blev det store sparekatalog fra sidste uge nærmest pillet fra hinanden og erstattet af nye tiltag, som skal snakkes igennem i næste uge, hvor der tirsdag er møde i børn- og ungeudvalget. Og hvor det nye forslag kan vedtages.
I det nye forslag skal der spares 11 millioner kroner på ledelse og administration på børn- og ungeområdet. Det betyder, at ledelse og administration kan se frem til smalhals på i alt 13 millioner kroner. Dertil kommer en række engangsbeløb for 2019.
Samlet giver det nye forslag Susanne Crawleys forvaltning altså et år mere inden den i yderste konsekvens rammes af nye besparelser.
- Hele øvelsen har gået ud på at tage besparelser væk fra de børnenære områder. Der hvor børn færdes til daglig; skoler, børnehaver, sundhedspleje og så videre.
- Det fyldte meget i det første forslag. Og så lægge besparelserne over nogle steder, hvor børnene ikke færdes til daglig, sagde Susanne Crawley blandt andet.
Sådan vil man spare:
Børn- og ungeforvaltningens økonomiske udfordring er i alt på 43,7 millioner kroner.
18 millioner kroner skal hentes via en såkaldt engangfinansiering i 2019.
Heraf kommer de 8,9 millioner kroner fra det oprindelige sparekatalog, mens der i det nye forslag skal hentes 8,1 millioner kroner på blandt andet kontorartikler og forplejning ved møder.
Dertil kommer 2,5 millioner kroner ved "bedre indkøb og digitalisering", to millioner kroner gennem en lønanalyse og så skal der spares 2,5 millioner kroner på eksterne konsulenter.
Der skal også kigges på tandplejen, hvor det ventes at kunne hente en millioner kroner, mens der skal skæres 1,5 millioner kroner i kompetenceudvikling.
Det nye forslag - inklusiv enkelte dele fra det oprindelige sparekatalog - betyder besparelser på i alt 43,6 millioner kroner.
Enhedslisten udenfor
Som eneste parti repræsenteret i Børn- og Ungeudvalget stemte Enhedslisten imod forslaget, der altså endte med at blive vedtaget.
- Vi gik til udvalgsmødet med det klare formål at kæmpe for at undgå disse besparelser. De er opstået som direkte konsekvens af tidligere politiske beslutninger og prioriteringer i Byrådet. Vi synes ikke, vi skal lade vores uheldige måde at forvalte økonomien på ramme vores børn og andre sårbare grupper i byen.
- Vi må lade de ekstra penge, som skattestigningen giver byens børn og unge, gøre gavn og kompensere for nogle af de massive nedskæringer, som området har været igennem. Man giver ikke børn en gave for at snuppe noget af gaven tilbage igen, siger Reza Javid, der vikarierer for Ulla Chambless i Byrådet samt blandt andet Børn- og Ungeudvalget, mens hun er sygemeldt.