Politiker lover 50 kroner til plejehjem for hver stemme, han får

Venstremand Per Sehested-Blad lover 50 kroner til plejehjem for hver stemme, han får til dette års kommunalvalg.

"En stemme på mig er 50 kroner til plejehjem uanset valgets udfald."

Sådan skriver kommunalpolitiker Per Sehested-Blad (V) i sin annonce i ugeavisen onsdag.

Her lover han at oprette en plejehjemsfond og sætte 50 kroner ind for hver personlig stemme han får.

- Jo flere stemmer jeg får, jo flere penge. Hvis man kan hjælpe andre, så synes jeg ligeså godt, man kan gøre det, siger han.

Ikke en ulovlig annonce

Selvom Per Sehested-Blad lover noget meget specifikt i annoncen, er den ikke ulovlig. Heller ikke, selvom han giver lovning på penge.


 - Det er en lovning på noget, som vedkommende formentlig ikke kan holde. Havde det været kommercielt, havde det været noget andet. Så havde det været i strid med markedsføringsloven, siger Sten Schaumburg-Müller, der er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Ugeavisen i Odense, og de ser ingen grund til ikke at bringe annoncen.

- Det er en ekstraordinær annonce. Men det er ikke en annonce, der bevæger sig ud over grænsen for, hvad vi vil bringe, siger Poul Kjærgaard, der er chefredaktør hos Fyens Stiftstidende.

Donerer uanset hvad

Lovningen på de 50 kroner per stemmer har Per Sehested-Blad tænkt sig at overholde.

For at oprette en fond, skal der minimum 50.000 kr. til. Derfor donerer Per Sehested-Blad beløbet uanset hvad.

- Der er ikke nogen, der bliver snydt. Jeg donerer pengene uanset, om jeg bliver valgt ind eller ej, siger han.

Da det er frit for folk, hvem de vil stemme på, så mener han ikke, at der er noget forkert i at love penge for stemmer.

- Hvis folk ikke ved, hvem de skal stemme på, så kan de ligeså godt stemme på mig, og hvis man synes, det er useriøst, så kan man bare lade være, siger han.

Bedre livskvalitet til ældre

Idéen med plejehjemsfonden opstod, fordi Per Sehested-Blad selv har oplevet problemer med ældreplejen i familien.

- Derfor kom jeg til at tænke på, hvad man kunne gøre, siger han.

Plejehjemmene i Odense vil efterfølgende kunne søge om penge i fonden til at skabe bedre livskvalitet hos de ældre.

- De fortjener at have en interessant hverdag fyldt med oplevelser og stimulering. Jo flere stemmer, jo flere midler, skriver kommunalpolitikeren i annoncen.

Hvis alle odenseanere stemmer, er der omkring 162.000 stemmer kommunalpolitikeren kan hente. Og det ville kunne blive til 8,1 million til de ældre.





Oversigt

    Oversigt