Presset af trafikkaos: - Vores system risikerer at bryde sammen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tre motorvejsramper i Odense er lukkede de næste otte uger, og det skaber store forsinkelser for FTZ Autodele, der leverer reservedele til hele landet.
FTZ Autodele på Hvidkærvej er blandt de virksomheder i det sydvestlige Odense, som bliver hårdt ramt af lukningen af tre motorvejsramper ved frakørsel 52.
Nogle steder skal man forvente op imod 20 minutters forlænget rejsetid for at komme på motorvejen, og det er meget for FTZ Autodele, der dagligt leverer reservedele til mekanikere i hele landet.
Skoleleder frygter for trafiksikkerheden: - Det er meget værre end frygtet
Mandag morgen har Vejdirektoratet lukket tre motorvejsramper i det sydlige Odense. Det har allerede nu medført store trafikale besværligheder.
Arbejdet med at ombygge frakørsel 52 Odense SV til et dynamisk ruderanlæg er nu nået så langt, at Vejdirektoratet mandag morgen har lukket tre af ramperne.
Det sender op mod 15.000 biler og lastbiler ud på forskellige omveje for at komme til og fra motorvejen.
Allerede tidligt mandag morgen har det resulteret i store trafikmæssige udfordringer på blandt andet Brogårdsvej i Bellinge, der forventes at blive hårdt ramt af ekstra trafk i de to måneder, arbejdet står på.
Klokken 7.30 mandag morgen står trafikken fuldstændig stille på Brogårdsvej i østgående retning ud mod Stenløsevej. Der er kø fra Assensvej i den vestlige ende og helt til den anden ende af Brogårdsvej.
Værre end frygtet
På Brogårdsvej ligger friskolen Ådalskolen, og skoleleder Karsten Julsbjerg Andreasen var på forhånd nervøs for, hvad den ekstra trafik ville betyde for elevernes sikkerhed.
- Men det jeg har set her til morgen, er meget værre end det, jeg havde frygtet, siger Karsten Julsbjerg Andreasen.
Lige nu er der ikke nogen trafikregulering, når trafikken og de mange ekstra biler skal fra Brogårdsvej til Stenløsevej, så trafikken går fuldstændig i stå og er reelt stillestående.
- Jeg håber, at kommunen og Vejdirektoratet hurtigt funder ud af, at der skal regulering op, siger Karsten Julsbjerg Andreasen.
Også forældrene frygter, at skolevejen nu bliver mere farlig.
- Der er en stor risiko for børnene, hvis der er nogle børn, der skal over vejen. Det bliver nok også lidt kaotisk de næste dage. Så jeg overvejer om, man kan parkere sin bil et andet sted og så gå herhen, siger Heidi Dyrhave, der har børn på Ådalsskolen.
På selve de tre lukkede ramper er der mandag morgen ikke de store problemer, beretter TV 2/FYNs reporter på stedet.
- Vores logistiksystem risikerer at bryde sammen, fordi det er knivskarpt, at vi skal være der til tiden, for at det fungerer det hele, siger afdelingsleder Bent Jørgensen.
Hvis det går rigtig galt
De tre motorvejsramper vil være lukkede de næste otte uger.
Motorvejsafkørslen skal bygges om til et dynamisk ruderanlæg, som betyder, at færre bilister vil komme til at skulle holde tilbage for rødt, når vejarbejdet er færdigt.
- Vi ved ikke, hvor galt det går. Hvis det går rigtig galt, så må vi ændre tidspunkterne. Det kan være tidligere levering eller natlevering. Vi har indkaldt ekstra biler, så vi kan køre nødleverancer, hvis det er helt tosset, forklarer Bent Jørgensen.
Glæder sig til ruderanlæg
Selv om det er træls nu og formentlig også de næste otte uger, ser FTZ Autodele dog frem til, at det dynamiske ruderanlæg står klar.
- Det kommer til at betyde varer til tiden, og det glæder vi os rigtig meget til, siger Bent Jørgensen.
Ombygningen af ramperne forventes afsluttet omkring den 1. juni. Vejarbejdet ved motorvejen startede i februar og forventes endeligt afsluttet i oktober.