Rådmand afviser påstand om spareøvelse: - Vi kommer ikke til at spare nogen penge, vi kommer til at bruge flere penge
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Rådmand Susanne Crawley (R) forstår forældrene til autistiske børns bekymring, når man har bebudet, at der skal nedlægges børnehaveplader på Enghaveskolen. Men kommunen opruster, siger hun.
Forældre kalder beslutningen om at skære i antallet af børnehavepladser for børn med særlige behov på Enghaveskolen for en spareøvelse, der er forklædt som velfærd.
Odenses børn- og ungerådmand Susanne Crawley er ikke enig i den udlægning. For selvom der skæres i antallet af børnehavepladser på Enghaveskolen, opretter man samtidig særlige børnehavepladser for børn med autisme andre steder.
- Jeg kan sagtens forstå den bekymring, forældrene har. Og den er de ikke alene om at have, for det er jo sådan, at antallet af børn med en autismediagnose er steget voldsomt. Og vi er simpelthen nødt til at opruste pladser og ikke nedlægge pladser. Så vi kommer ikke til at spare nogen penge, vi kommer til at bruge flere penge, siger Susanne Crawley og fortsætter:
- Enghaveskolen er jo også ved at vokse ud af sine rammer, så vi har brug for plads, og vi har brug for nogle børnehavepladser et andet sted. Så vi har oprettet nogle særlige pladser i nogle af vores almindelige dagtilbud. Men det er ikke et almindeligt dagtilbud. Det er nogle pladser, hvor man har egen indgang, egen garderobe, egen legeplads, fast personale, som er udannet i netop denne her autismespecifikke pædagogik, og det er resten af børnehusets medarbejdere også. Det er ikke et alment tilbud, man kommer ud i, det er et specielt tilbud, som bare ligger i en almindelig børnehave.
Det er et skærmet tilbud
Selvom der altså er tale om et specielt tilbud til autistiske børn, der bliver placeret i en almindelig børnehave, bekymrer det forældrene i Enghaveskolens børnehave.
Susanne Crawley forstår godt bekymringen, men understreger, at der ikke er tale om at sende børn med en autismediagnose ud i et almindeligt dagtilbud.
- Jeg kan godt forstå den bekymringen, men jeg tror måske også, at de har brug for at se de tilbud, vi har lavet. Jeg har selv været ude at se det for nylig og set, at det er et skærmet tilbud, hvor man har sin egen stue, sin egen indgang. Man bliver ikke blandet med de andre børn. Man har egen garderobe, hvor man kan blive hentet med den struktur, der nu er brug for. Legepladsen er også særlig, og medarbejderene er udannede til at kunne have med børn, som har autisme at gøre. Jeg følte mig altså tryg, da jeg så det, og jeg så nogle børn, der havde det godt, og jeg så nogle forældre, der var glade for tilbuddet, siger Susanne Crawley.