Roald Poulsen er gået bort - men i Zambia bliver han aldrig glemt
kopieret!
28. april 1993 rapporterede alle de internationale medier om de zambiske landsholdsspillere, hvis fly lettede fra Gabon, men aldrig landede igen.
Samtlige spillere, trænere, delegerede og journalister ombord på flyet døde. Man har aldrig fundet ud af, hvad der nøjagtigt skete.
Skiftende zambiske regeringer har lovet at publicere rapporten om, hvorfor flyet med landsholdsspillerne styrtede ned i Atlanterhavet, men i dag, 31 år senere, forbliver omstændighederne for ulykken uvisse.
OB-træner i spidsen for det zambiske landshold
I 1990’ernes Zambia havde Danmark en tydelig tilstedeværelse i form af Danida og en velfungerende ambassade. I hovedstaden Lusaka stødte man ikke sjældent på danske gloser i bybilledet.
Med hjælp fra Divisionsforeningens daværende direktør, Claus Rode Jensen, der havde gode kontakter i de danske ministerier, inviterede det officielle Danmark det zambiske fodboldlandshold på en seks uger lang træningslejr i Brøndby.
Det Zambiske Fodboldforbund (FAZ) takkede ja til tilbuddet, selvom zambierne på samme tid var langt i forhandlingerne med det engelske fodboldforbund om en tilsvarende hjælpepakke.
Roald Poulsen, der to år forinden havde gjort OB til danske mestre, skulle stå i spidsen for det nye landshold.
På dette tidspunkt havde han aldrig nogensinde sat fødder i Zambia, og nu stod han over for karrierens nok største udfordring. På blot seks uger skulle han sammen med Brøndbys holdleder, Emil Bakkendorf, forvandle et hurtigt sammensat, lettere traumatiseret afrikansk fodboldlandshold til et slagkraftigt mandskab, der skulle konkurrere om en plads ved VM-slutrunden i USA året efter.
Husker Roald som en simpel mand
Én af de zambiske spillere, der var udset en toneangivende rolle på det nye landshold, var Joel Bwalya, der blev sorteret fra landsholdet kort før den skæbnesvangre flyvetur.
Hurtigt kom Joel Bwalya og Zambias nye spillere på fornavn med deres nye træner. Roald Poulsen var meget anderledes end de zambiske trænere, som spillerne kendte hjemmefra, fortæller Joel Bwalya:
- Han var en simpel mand. Han ville sige: "Kald mig bare Roald." Han snakkede meget roligt til spillerne, meget anderledes end zambiske trænere. Han gav dig en masse selvtillid. Han ville fortælle dig, hvad du kunne, og hvad du ikke kunne.
Ifølge Joel Bwalya var Roald Poulsen en eminent fodboldtræner, men det var hans menneskelige kvaliteter, der på rekordtid forenede den nye trup og skabte optimisme i lejren. Roald Poulsen var spillernes træner, men også deres ven, siger Bwalya:
- Roald kendte hurtigt alle spillernes fornavne, og så var han også hurtig til at samle et par gloser op på chinyanja og chibemba (Zambias to største etniske sprog, red.) Han ville råbe "isa kuno" (kom her, red.), og når der var en god træningssession, så ville han råbe "chapwa" (slut, red.) for ligesom at sige, at nu kunne vi ikke gøre det bedre, og så kunne vi ligesom godt stoppe træningen. Så ville alle grine. Han gjorde virkelig alt for at integrere sig i gruppen. Han blev en af os.
Roald Poulsen kunne være sjov, men han havde også en mere alvorlig side, husker Joel Bwalya:
- Han var en meget stille mand. Hvis han sad på sit kontor, så ville du tro, at han ikke engang kunne tale. Du ville tro, at han var i færd med at tænke over noget. Og så elskede han den individuelle ledelsesstil. Han kunne finde på at holde dig om skuldrene og gå rundt med dig på banen. Det var vi slet ikke vant til.
Roald Poulsens tid som zambisk landstræner kunne efterfølgende mærkes i hans tidligere klub, hvor Mwape Miti og Andrew Tempo repræsenterede OB i Superligaen.