Transportvirksomheden Alex Andersen Ølund, der med base syd for Odense er Nordens største transportør af blomster, er i gang med at gøre dele af sin flåde på 200 lastbiler mere klimavenlig.
- Vi har købt syv gaslastbiler efter mange overvejelser, siger administrerende direktør Ib Andersen.
De nye lastbiler, der kører på biogas, reducerer CO2-udledningen i forhold til almindelige diesellastbiler og er derfor mere klimavenlige.
200.000 kroner dyrere per lastbil
Det har dog ikke været helt nemt at gå i gang med den grønne omstilling, konstaterer direktøren.
Hver lastbil er omkring 200.000 kroner dyrere end en almindelig lastbil, og selv om virksomheden har søgt og fået penge i støtte, skal der mere til, hvis større dele af flåden skal gøres mere klimavenlig.
- Hvis vi skal have gang i den grønne omstilling, skal der være nogle puljer, der hjælper med indkøb af biler. Infrastrukturen er også rigtig vigtig, fordi der findes ikke mange gastanke i Danmark, så det skal der være nogle flere af, hvis vi rigtig skal kunne udnytte bilerne, siger Ib Andersen.
Minister: Forsøg de næste år
Transportminister Benny Engelbrecht (S), der fredag besøgte virksomheden i Odense, gør opmærksom på, at der ikke er nogen enkle svar på, hvordan transportbranchens udfordringer løses.
- Vi skal selvfølgelig sørge for, at infrastrukturen er der til gas som her, men også til brint eller direkte elektrificering, siger Benny Engelbrecht.
- Vi ved endnu ikke, hvilke teknologier vi kommer til at bruge, så derfor skal vi også gøre os nogle forsøg over de kommende år, inden vi lægger os endeligt fast på, hvad der bliver det, som langt størstedelen af lastbilerne skal køre på, forklarer han.
Med andre ord er det ikke kun en udvidelse af infrastrukturen for biogaslastbiler, der er i fokus for regeringen, men flere forskellige teknologier.
Rækkevidde på 400 kilometer
Ministeren håber på øget dialog med branchen for at få testet alternative transportformer. I den forbindelse roser han Alex Andersen Ølund.
- Her er tale om en fynsk virksomhed, som går foran og viser, at den grønne omstilling kan lade sig gøre i praksis, siger Benny Engelbrecht.
I praksis er det ikke kun økonomien, der spænder ben for, at Alex Andersen Ølund ikke skifter hele flåden til biogaslastbiler.
En biogaslastbil kan kun køre 400 kilometer, så rækkevidden er langt mere begrænsende end en almindelig lastbil, der kan køre op mod 2.500 kilometer.