Skimmelsvamp skubber Miljøstyrelsens indflytning i Odense til juni
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fund af skimmelsvamp i de bygninger på Tolderlundsvej 5 i Odense, hvor Miljøstyrelsen flytter til, udskyder flytningen fra april til juni.
Miljøstyrelsens indflytning i det nye hovedkontor på Tolderlundsvej 5 i Odense er udskudt fra slutningen af april til starten af juni.
Forsinkelsen skyldes fund af skimmelsvamp, der forsinker renoveringen af Tolderlundsvej 5.
Medarbejderne fik beskeden om forsinkelsen i fredags.
Lokalerne på Tolderlundsvej 5 har tidligere tilhørt Den Sociale Højskole under University College Lillebælt. Bygningen, der er i tre etager, er oprindeligt opført til industri og er senere blevet ombygget til undervisningsformål.
Miljøstyrelsen forventer masseopsigelser efter udflytning
Kun 25 procent af Miljøstyrelsens medarbejdere forventes at flytte med til Odense, viser interne notater.
Tre fjerdedele af Miljøstyrelsens 500 medarbejdere vil ikke flytte med til Odense, når styrelsen flytter fra København.
Miljø- og Fødevareministeriet skønner således, at kun 25 procent af de ansatte stadig arbejder i styrelsen i 2020.
Det viser interne notater, som Altinget har fået aktindsigt i.
Og det er fortsat styrelsens prognose, bekræfter Miljø- og Fødevareministeriets afdelingschef, David Fjord Nielsen.
- Der kunne selvfølgelig komme nogle afvigelser, positive eller negative, men det er stadig et realistisk scenarie. Her skal man også huske, at der altid vil være en vis naturlig udskiftning i styrelsen, også hvis ikke den var blevet flyttet, siger han til Altinget.
Alternativet og Danmarks Naturfredningsforening finder de nye tal stærkt foruroligende.
- Det er endnu værre, end jeg troede. Jeg havde ellers et håb om, at man måske kunne holde på halvdelen, siger Alternativets miljøordfører, Christian Poll, som frygter, at de mange opsigelser vil gå ud over den faglige indsigt samt sagsbehandlingen.
Mange har sagt op allerede
Dermed står den nye Miljøstyrelse i Odense til en væsentlig større udskiftning af medarbejdere, end da dele af Miljøstyrelsen tidligere blev flyttet til Slagelse. I den forbindelse var der 65 procent medflyttere.
Aktindsigterne viser også, at godt 30 procent af de 500 berørte ansatte allerede havde opsagt deres job i Miljøstyrelsen den 1. maj i år.
Flere oppositionspolitikere har kaldt miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd og stillet spørgsmål om udflytningen.
Miljø- og fødevareministeren vil redegøre for styrelsens udfordringer på et samråd i Miljø- og Fødevareudvalget onsdag den 6. juni.
Nu har staten altså købt ejendommen, der fra sommeren kommer til at huse Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen er en del af Miljø- og Fødevareministeriet og arbejder til daglig med miljøbeskyttelse, der skal sikre ren luft, vand og jord, samt gode levevilkår for mennesker, dyr og natur.
Styrelsen har eksisteret siden 1972 og har i alt 800 arbejdspladser i hele landet.
Så rykker Miljøstyrelsen for alvor ind i Odense
Ansøgninger til stillinger hos Miljøstyrelsen i Odense er væltet ind.
Fredag 1. juni er store M-dag i Odense. M for Miljøstyrelsen og det første store rykind efter regeringens udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen.
Klokken 11.00 vil miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) byde velkommen til det, som ministeriet kalder Miljøstyrelsens forpost.
I alt lukkes der fredag 100 medarbejdere ind på adressen Englandsgade 25.
Bestormet med ansøgninger
Miljøstyrelsen har foreløbigt gennemført to rekrutteringsforløb til Miljøstyrelsen i Odense.
Styrelsen modtog over 500 ansøgninger i første rekrutteringsforløb og over 1.500 ansøgninger i andet rekrutteringsforløb. Og i alt er der rekrutteret godt 100 nye medarbejdere med ansættelsessted i Odense.
Miljøstyrelsens flytning til Odense er en del af regeringens plan: "Danmark i Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder".