Skyldte 187.000 kroner i dummebøde og narkogæld: Tævede samboen i stedet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En 36-årig mand blev tævet og udsat for trusler, fordi hans sambo skyldte 187.000 kroner i narkogæld og dummebøde. Nu er en 28-årig faaborgenser dømt i sagen.
Torsdag aften blev en 28-årig mand fra Faaborg idømt fem års fængsel for adskillige forhold.
- Han er dømt for at have solgt 4,5 kilo hash. Han er dømt for at have købt ikke under 385 gram kokain i København og for at have solgt det videre på Fyn. Og så er han dømt for røveri, afpresning og ulovlig tvang i forbindelse med indkrævning af narkogæld, fortæller specialanklager Klaus Lauridsen til TV 2/Fyn og fortsætter:
- Det er lidt kompliceret. Det er sådan, at ham, der skylder den 28-årige penge, går under jorden.
Så den 28-årige hovedmand opsøgte i stedet mandens tidligere sambo i Odense sammen med en medgerningsmand.
- Og så siger den 28-årige, at nu skal samboen betale den her gæld på 187.000 kroner. Narkogælden var omkring 130.000 kroner og resten var en dummebøde. Så han skulle i princippet overtage gælden, fortæller specialanklageren.
Fik tæv og blev truet med kniv
Den 36-årige blev udsat for vold og trusler med en kniv. Til sidst tog mændene den 36-åriges playstation og stak af.
- Den 36-årige var i retten for at afgive sin forklaring. Han fortalte, hvordan det havde påvirket ham. Og det har været en ret traumatiserende oplevelse for ham, siger Klaus Lauridsen, der fortæller, at den 36-årige kendte mændene, men at han intet havde med sagen at gøre.
- Det var bare den forkerte sambo, han havde valgt.
Medgerningsmanden fra overfaldet er gået under jorden og er stadig efterlyst, fortæller Klaus Lauridsen.
- Der er udstedt en europæisk arrestordre på ham, så ham mangler vi stadigvæk.
Udover den 28-årige faaborgenser blev en 29-årig mand også dømt for at have modtaget og opbevaret 250 gram kokain for den 28-årige. Ligesom han blev dømt for hæleri. Han havde modtaget 24.000 kroner, som skulle gives til den 28-årige. Den 29-årige fik et år og ni måneders fængsel.
- Jeg kan fortælle, at flere af mændene i sagen har relationer til hooliganmiljøet omkring OB, oplyser Klaus Lauridsen.
Den 28-årige faaborgenser har siddet varetægtsfængslet siden november 2017. Han ankede dommen.
OB-fan anholdt på russisk stadion
Berygtet fynsk fodboldfan anholdt på stadion i Rusland, efter han havde sagt, at han ville smide med ølkrus igen.
Den fynske fodboldfan Martin Bryhl blev anholdt på stadion i forbindelse med Danmarks kamp mod Frankrig tirsdag. Han blev efterfølgende ført til en politistation i Moskva.
TV 2s hold i Moskva har været i forbindelse med ham, og han fortæller selv, at han ikke har fået nogen forklaring fra politiet på sin anholdelse.
- Ingen kan svare på det, heller ikke dansk politi. De siger, at det er DBU, der har sagt, at jeg skulle væk, skriver han i en SMS.
Han stillede op på TV 2 mandag og fortalte, at han var med til at kaste med ølkrus under Danmarks kamp mod Australien – og at han var parat til at gøre det igen under dagens kamp mod Frankrig.
- Scorer Danmark, så kaster vi da selvfølgelig vores øl igen. Det er ren reaktion. Når vi scorer, ryger alt væk, der er i hænderne. Om det er telefon eller øl, så ryger den væk, sagde han til TV 2.
Og det til trods for at en fan var kommet til skade, da han blev ramt af et kastet ølkrus.
- Vi kan udveksle informationer
Politikommissær Allan Bredahl, der er chef for gruppen af danske politifolk i Moskva, vil ikke kommentere den konkrete sag, men han siger, at de danske politifolk har mulighed for at udveksle informationer med arrangørerne, hvis der skulle ske noget på stadion.
- Vi kan tage det, når der er nogle konkrete episoder. Så kan vi udveksle informationer om det. De politifolk, der er herovre, er nogle, der arbejder med fodboldfans i Danmark, og de har et indgående kendskab til de danske fodboldfans, siger han til TV 2.
Derimod har dansk politi ikke mulighed for på forhånd at videregive oplysninger om danske fodboldbøller eller forhindre dem i at tage til VM i Rusland.
- Vi har jo de informationer, som vores registre tilbyder os. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det er informationer, vi kan dele med andre. Helt generelt så kan vi ikke nægte nogen at tage til VM i Rusland, men Rusland kan nægte nogen at rejse ind i landet. Fordi man er kendt i et fodboldregister i Danmark, så er man jo ikke nødvendigvis kriminel i et andet land, siger politikommissær Allan Bredahl.
Har karantæne fra danske stadion
Martin Bryhl har tilknytning til OB-fangruppen ’Ultras Odense’, men han har selv fortalt, at han har karantæne fra alle danske superliga-stadions. Tilbage i 2010 blev han endda idømt to og et halvt års fængsel for at påkøre en gruppe Horsens-fans efter en kamp.
Alligevel har han ikke haft problemer med at få billet eller fan-ID til de danske VM-kampe i Rusland, og han har erkendt, at han var med til at smide med ølkrus under kampen mod Australien.
Bøde for ølkrus, banner og nationalsang
Bøden på 20.000 euro (cirka 127.000 kroner), som Fifa tildelte DBU efter kampen, var begrundet i tre forhold.
For det første på grund af ølkrusene der både ramte andre danskere, australske og russiske tilskuere – blandt andet et særligt afsnit for handicappede tilskuere i kørestol.
For det andet på grund af et banner med "et sexistisk motiv" som danske tilskuere havde medbragt på stadion. Efter alt at dømme var der tale om et dannebrogsflag med indskriften "store patter".
Og for det tredje fordi de danske tilskuere ikke respekterede den australske nationalsang, da de larmede under sangen.