Stendøde forhandlinger: OB klar til at miste guldfuglen gratis
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB har forgæves forsøgt at få Tobias Slotsager til forhandlingsbordet denne sommer. Nu risikerer klubben, at spilleren skifter klub gratis i 2025.
OB’s 18-årige forsvarsspiller Tobias Slotager er et varmt navn på det internationale transfermarked, og spillet om den unge forsvarsspillers fremtid ser ud til at være inde i en afgørende fase.
Slotsager har under et år tilbage af sin kontrakt med OB, der gerne vil forlænge kontrakten med spilleren, men det er endnu ikke lykkedes.
Og meget tyder på, at OB får svært ved at overtale spilleren til at blive i Odense. Derfor kan Slotsager ende med at forlade OB gratis i sommeren 2025.
Stor bedrift: OB'er er bedste dansker på hæderkronet liste
Selvom OB lige nu er i gang med at forberede sig til den kommende sæson i NordicBet Liga, fraholder det ikke spillerne til at nyde individuel hæder.
Forsvarskrumtappen Tobias Slotsager er nemlig lige nu den højst placerede dansker på den fornemme liste European Golden Boy Index.
Han indtager en øjeblikkelig enoghalvtredsindstyvendeplads, hvilket må siges at være ganske imponerende, da listen indeholder samtlige spillere i Europa under 21 år.
En gang om året bliver titlen som Europas bedste spiller under 21 år uddelt til det såkaldte European Golden Boy Award.
Tobias Slotsager er højest placerede dansker på European Golden Boy Index🤯💙🤍
— Odense Boldklub (@Odense_Boldklub) June 6, 2024
Som nummer 51 på listen er Tobias Slotsager den højst placerede dansker, når Europas unge spillere under 21 år rangeres forud for European Golden Boy Award 👀#obdk #enafstriberne pic.twitter.com/YjQVF6Av3t
OB’s anmodninger om at diskutere kontraktforlængelse med Tobias Slotsager er således blevet afvist af spilleren og hans bagland. Det fortæller OB’s sportsdirektør Troels Bech til TV2 Fyn.
- Vi er sent ude, og det har der sikkert været gode grunde til. Jeg kan bare konstatere, at i den tid, jeg har været med, der har det ikke været en mulighed at få lov at give et tilbud om forlængelse. Det har der ikke været interesse for, siger Troels Bech til TV 2 Fyn.
- Lige nu er det et transfervindue, og der sker altid mange ting i konstellationer mellem klubber og spiller. Og nogle gange mellem spiller og agent. Og det må vi have respekt for nu her. Vi kan jo ikke selv tvinge nogen til noget. Og derfor har vi ikke haft en reel forhandling om kontraktforlængelse, tilføjer han.
- Der skal flere til en tango
Troels Bech blev ansat som sportsdirektør i OB 26. maj i år, og i den tid har han altså ikke haft mulighed for at tilbyde Tobias Slotsager en kontraktforlængelse.
- Slotsager er et kerneeksempel på, hvad vi gerne vil stå for i OB – vi vil gerne udvikle dygtige spillere. Her er det ovenikøbet en, der fik debut som 16-årig og snart har spillet 50 førsteholdskampe, selvom han er 18 år og dermed reelt U19-spiller. Vi vil gerne være en del af hans historie, og det vil vi også gerne fremover. Men der skal flere til en tango end bare os. Og derfor må vi jo acceptere situationen som den er, siger Troels Bech.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger har der tidligere på året været dialog mellem OB og Tobias Slotsager-lejren om en forlængelse, da Björn Wesstrøm var fodbolddirektør i OB.
Men disse forhandlinger førte altså ikke til en aftale, og nu oplever OB, at klubben ikke kan få Tobias Slotsager til forhandlingsbordet.
- Jeg kan da godt forstå, hvis nogen sidder og spørger, hvorfor vi ikke bare har forlænget kontrakten for længe siden, men jeg er den forkerte at spørge, for jeg har kun to måneders anciennitet i jobbet. Og så må vi konstatere, at to til en tango er i underkanten; hvis en transfer skal ske, er der tre-fire parter, der skal være enige, siger han med henvisning til, at der i en fodboldhandel både som regel skal være en sælgende klub, en købende klub, en spiller og en agent, der skal være enige.
Kan skifte gratis i sommeren 2025
Slotsager-lejrens manglende interesse i at forhandle om en kontraktforlængelse efterlader OB i en vanskelig situation. Håbet og forventningen i OB har hele tiden været, at et salg af Slotsager skulle indbringe klubben en stor milliongevinst. Men hvis OB skal tjene penge på Tobias Slotsager, skal han sælges enten i dette transfervindue, der lukker 2. september eller senest til vinter, hvor hans værdi vil være faldet i takt med at kontraktudløb nærmer sig.
Når Tobias Slotsagers kontrakt udløber den 30. juni 2025, kan spilleren skifte til en anden klub uden at OB skal have økonomisk kompensation. Den risiko er OB villig til at løbe.
- Det vil være forbandet ærgerligt, og det vil være et billede på transfermarkedet og fodbold, som jo også er en forretning. Gudskelov er der ikke stavnsbånd, og gudskelov kan klubber ikke tvinge nogen til noget, ligesom en spiller ikke kan tvinge en klub til noget. Derfor må vi acceptere aftalefriheden, og den kan jo være imod os i nogle eksempler, siger Troels Bech.
OB kan imidlertid stadig nå at tjene penge på Tobias Slotsager, hvis den rette mulighed opstår. Den unge forsvarsspiller er blevet fremhævet som en af Europas mest talentfulde spillere i sin årgang, men indtil videre er han altså stadig i OB, hvor han er startet på bænken i tre af de første fire kampe i NordicBet Liga.
Søren Krogh har forklaring på bænket stortalent
For anden kamp i træk var Tobias Slotsager ikke med i OB’s startopstilling, og rygterne har svirret om en snarlig afgang for stortalentet.
Men inden dagens kamp mod Hvidovre IF forsøgte cheftræner Søren Krogh at mane dem til ro.
-Så længe der ikke er sket andet, og det er den status, der er, så er det det, jeg regner med, sagde han til Viaplay.
Og så slog han fast, hvorfor Tobias Slotsager var på bænken:
- Det er på performance, og han har været syg i løbet af ugen.
Tidligere på sommeren kommenterede Slotsager selv rygterne:
- Der er OB, og det er jeg glad for, og vi er nødt til at få rykket op her. Jeg har en kontrakt med OB indtil næste sommer, sagde han til bold.dk.
Tobias Slotsager kom på banen med fire minutter tilbage af kampen mod Hvidovre.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger har OB denne sommer kun modtaget ét bud på Tobias Slotsager denne sommer, og det blev afvist, da tilbuddet var for lavt i den fynske klubs optik.
Men interessen for Slotsager er til stede, og spilleren er blevet sat i forbindelse med flere udenlandske klubber. OB afventer nu situationen og risikerer altså at lade spilleren gå gratis til en anden klub om et år.
- Jeg kommer ikke til at kommentere yderligere på kontraktforhandlinger eller mulige transfers. Jeg vil bare sige, at når medierne og tusindvis andre interesserer sig for Tobias, er det fordi, han er en interessant spiller. Selvfølgelig er der interesse for ham. Men hvis vi mente, at der lige nu havde været et alternativ, der var lige så godt for os, som at kæmpe for en forlængelse, så havde vi sagt ja til det, og det har der ikke, siger Troels Bech.
Afviser historie om stort tilbud
Troels Bechs udtalelser om Tobias Slotsagers fremtid kommer efter en historie fra Fyens Stiftstidende onsdag. Her skrev avisen, at OB har tilbudt Tobias Slotsager en kontraktforlængelse, der vil give forsvarsspilleren en årsløn på 2,4 millioner kroner samt en betaling på 500.000 kr. for at skrive kontrakten under. Dette tilbud skulle Slotsager ifølge Fyens Stiftstidende have takket nej til.
Men Troels Bech afviser, at dette er sket.
- Det er ikke noget, jeg kender noget til. Det undrer mig meget, at et medie kan have en anden viden om dette end mig, men når det er sagt, er det ikke vores stil eller ønske at kommentere kontraktforhandlinger eller andet, siger Troels Bech, der alligevel bryder sit eget kodeks om at kommentere transferspekulationer.
- Når jeg bryder det kodeks nu, er der en grund til det. For det første kan jeg ikke få historien til at passe med min tid i klubben. For det andet kunne det godt præsentere Tobias som en relativt økonomisk optaget und mand, og i de snakke, jeg har nået at have med ham, har det i hvert fald ikke været mit indtryk. Vi har nemlig slet ikke været i stand til at komme til at snakke om forlængelser endnu. Det er ikke den interesse, han og agenten har. Så jeg kan slet ikke genkende det billede, der hverken går på tal eller hans optagethed af økonomi, siger Troels Bech.
Tre uger til deadline: Her bør OB forstærke sig på transfermarkedet
Med tre uger tilbage af sommerens transfervindue i fodboldens verden har OB kig på flere forstærkninger.
ANALYSE
Martin Davidsen er journalist og OB-reporter for TV 2 Fyn. Gennem mere end 15 år har han dækket OB og dansk fodbold for Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han står desuden bag den populære fodboldpodcast "Stemmer fra Ådalen" og har skrevet fire bøger om fodbold.
Fire spillerunder inde i sæsonen ligger OB på førstepladsen i NordicBet Liga, men selvom fynboerne har vundet alle sine kampe i turneringen indtil nu, er der stadig plads til forbedring af truppen.
De første kampe har afsløret visse mangler i mandskabet, hvilket også blev understreget i pokalexitet til Middelfart. Efter den kamp bekræftede sportsdirektør Troels Bech, at han mener, at den aktuelle OB-trup er for smal, men skal OB fremstå stærkere fremadrettet, er det ikke kun bredden af truppen, der skal styrkes.
Der skal også mere kvalitet ind, og derfor står Troels Bech og rekrutteringschef Jimmi Nagel overfor nogle vanskelige og travle uger.
Balancen er vanskelig, fordi OB lige nu ikke er den mest attraktive klub i kongeriget. Tværtimod har OB som NordicBet Liga-klub hverken store økonomiske muskler eller særlige sportslige lokkemidler.
Hvis Superliga-klubber er interesserede i samme spiller som OB, vil OB i de fleste tilfælde blive fravalgt. Derfor bliver Troels Bechs ønske om at hente spillere, der egentlig er for gode til landets næstbedste række, svært at opfylde.
Behov for flere forstærkninger
Transfervinduet lukker ved midnat mandag den 2. september, og dermed har OB tre uger til at finde forstærkninger af truppen. I sidste uge gennemgik TV 2 Fyn hele truppen og pegede på op mod otte spillere, der kan forlade OB inden for den nærmeste fremtid, men det er også relevant at kigge på de områder af banen, hvor OB har behov for tilgange.
For selvom truppen aktuelt tæller 27 spillere, vil der sandsynligvis blive tyndet ud i løbet af de kommende uger. Og skal OB fortsætte de resultatmæssigt gode takter, er der behov for mere konkurrence i truppen.
TV 2 Fyn gennemgår her fem positioner, hvor OB bør forstærke sig inden transfervinduets lukning.
Fem positioner hvor OB bør forstærke sig
Venstre back
OB-truppen er lige nu uden en reel venstre back. 20-årige Aske Adelgaard kunne spille positionen, men er ikke i betragtning til holdet, da han ønsker at forlade OB. Lige nu benyttes Nicholas Mickelson, men han er højrebenet. OB er tidligere blevet sat i forbindelse med fynske Christian Sørensen, men han er nu i FC Midtjylland. I sidste uge var det fremme, at OB er ude efter norske Joachim Soltvedt, men også denne handel bliver vanskelig, da hans klub SK Brann næppe vil slippe ham. OB er meget aktive for at finde en løsning på denne position, hvor man tidligere på sommeren sagde farvel til Nicklas Mouritsen, der tog til B93.
Central midtbane
Det er ingen hemmelighed, at OB ønsker at forstærke sig på den centrale midtbane. Lige nu råder Søren Krogh kun over tre voksne spillere til de tre positioner, og bliver enten Max Ejdum, Alasana Manneh eller Jakob Bonde skadet, skal man bruge Gustav Grubbe på en uvant plads eller lade unge Nicolaj Juul-Sandberg få chancen. Det er for skrøbeligt, og derfor har OB brug for en central midtbanespiller med kvalitet og erfaring. Her er tyske Tom Trybull oplagt. OB har tilbudt eb kontrakt, men endnu er der ikke kommet en aftale på plads, selvom Trybull også har vist interesse for at fortsætte karrieren i Odense. En anden mulighed kunne være Brøndby-spilleren Mathias Greve, der har en fortid i OB og lige nu ikke har udsigt til meget spilletid i Brøndby. Men større klubber end OB vil sandsynligvis vise interesse for Greve. En helt tredje kandidat kunne være ex-OB'eren Jens Jakob Thomasen. Den 28-årige fynbo har fået meget lidt spilletid i sin klub i Elfsborg i år.
Højre eller venstre kant
OB har valgt et spillesystem med kantspillere, selvom truppen aktuelt ikke bugner af denne type af spillere. Lige nu er det kun Markus Jensen og Don Deedson, der er naturlige kantspillere, og så bliver Max Fenger brugt på denne for ham uvante position. Endelig kan både Deedson og Fenger forlade OB, hvis det rette tilbud dukker op, så det bør have høj prioritet for OB at hente en kantspiller med kvalitet. Unge folk som William Martin og Elias Hansborg-Sørensen står klar i kulissen, men de skal også kunne aflastes og udfordres af mere erfarne spillere. OB mangler fart og kreativitet på denne position, og spillere med disse egenskaber koster penge. Hvidovre-spilleren Lirim Qamili kunne have været en kandidat, men han er lige skiftet til SønderjyskE.
Angriber
OB har muligvis den bedste angriber i NordicBet Liga i Luca Kjerrumgaard, så hvorfor bør man hente en endnu en angriber? Fordi holdet er sårbart, hvis Kjerrumgaard bliver skadet. Max Fenger kan spille positionen, men er lige nu optaget af at dække ind på venstre kant, og så er det jo heller ikke sikkert, at Fenger fortsætter i OB så længe endnu. Det er en vanskelig sag for OB, for henter man en ny angriber, vil vedkommende sandsynligvis skulle være reserve for Luca Kjerrumgaard. Og hvem er interesseret i det? Måske OB her vil kigge længere ned i rækkerne eller forsøge at finde en yngre og mere uprøvet spiller, der kan agere backup?
Central forsvarer
Det bliver kun relevant for OB at hente en central forsvarer, hvis klubben sælger en af de nuværende spillere i truppen. Lige nu rummer OB-truppen faktisk syv midtstoppere, men Sauli Väisanen er ikke i betragtning til holdet, og både Yaya Bojang og Julius Berthel Askou må vurderes til at være under oplæring og derfor ikke i spil til startopstillingen. Det efterlader Søren Krogh med fire forsvarsspillere i form af Bjørn Paulsen, James Gomez, Mihajlo Ivancevic og Tobias Slotsager. Sidstnævnte kan meget vel stå foran et salg, og så får man brug for en fjerde stopper for at bevare en stærk konkurrencesituation. Den gamle OB'er Daniel Høegh (33 år) spiller fast i Randers, men kan formentlig overtales til et comeback på Fyn, hvis parterne kan blive enige om de økonomiske detaljer. Men vil Randers i så fald slippe ham? Det er et større puslespil, der skal lægges.
OB har indtil videre kun hentet én spiller udefra på sommerens transfermarked i form af Jakob Bonde, der kom til fra Viborg FF. Hertil er en række spillere kommet tilbage fra lejeaftaler, mens OB ligeledes har flyttet en gruppe af unge spillere op på førsteholdet fra akademiet.
OB's næste kamp i NordicBet Liga er på fredag, hvor modstanderen er B.93. Kampen spilles i København.
TV 2 Fyn har tidligere på ugen bedt om et interview med Tobias Slotsager. Hans arbejdsgiver OB har oplyst, at Slotsager gerne må udtale sig, men spilleren ønsker ikke at medvirke i interviews, hvis der kommer spørgsmål om hans fremtid.
Tidligere på sommeren har Tobias Slotsager sagt i et interview med podcasten Stemmer Fra Ådalen, at han gerne vil blive i OB, men siden har forsvarsspilleren ikke udtalt sig.
- Jeg tror, at Tobias gør ret i ikke at blive ved med at kommentere hverken kontraktsituationer eller transfers. Jeg kan bare godt forstå, hvis nogen sidder tilbage lige nu med en tro om, at OB enten er dovne eller dårlige, eller at Tobias er grådig. Jeg kan slå fast, at ingen af de udsagn er rigtige. Jeg har ingen fornemmelse af, at Tobias tænker på økonomi i det her. Derfor så er det også ærgerligt med sådan en historie, der kommer frem, siger Troels Bech.
Tobias Slotsager repræsenteres af det internationale agentbureau CAA Stellar, der repræsenterer nogle af verdens største fodboldstjerner. TV 2 Fyn har kontaktet Slotsagers agent Magnus Agnar Magnusson for en kommentar til denne historie, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
OB vil fortsat presse på
Med to uger tilbage af sommerens transfervindue er der travlhed på sportsdirektørens kontor, for der er ikke mange dage tilbage til at få afklaring på de mange mulige handler i klubben.
I forhold til sagen om Tobias Slotsager har Troels Bech og OB dog ikke opgivet ævred helt. Klubben vil stadig gerne forlænge kontrakten med spilleren, men meget tyder på, at det bliver vanskeligt.
- Vi vil virkelig gerne forlænge en kontrakt med en af vores egen spillere, som har bevist et solidt, højt niveau. Det er et ønskescenarie for os. Og hvis det ikke er muligt, så er der kun to andre alternativer, og dem er vi knap så glade for, siger Troels Bech med henvisning til et mulighederne for et salg i sommeren 2024 og en afsked ved kontraktudløb i sommeren 2025.
- Vi er i den privilegerede situation, vi har kontraktrettighederne i næsten et år endnu, og i hele det år, der har vi jo også en mulighed for at have indflydelse på både forlængelse eller transfer, og det gælder for alle vores spillere. I Tobias' tilfælde, der ser vi gerne, at han fortsætter, men det kan vi jo ikke tvinge nogen til, siger Troels Bech.
OB’s træning torsdag var lukket for offentligheden, men det er sandsynligt, at Tobias Slotsager kommer til at starte inde, når OB møder B. 93 fredag aften i Nordic Bet Liga. Hans konkurrent i OB-midterforsvaret James Gomez er ude med karantæne, og derfor ser det ud til, at Slotsager får chancen i startopstillingen.
Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien
kopieret!
31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.
Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.
Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.
Tak for tilbuddet, men nej tak
Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.
Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.
Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.
Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.
- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.
Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.
- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.
Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.
Jeg rejser tilbage, hvis …
Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.
- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.
Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.
- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.
Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.
- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.
Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.
Et land han hellere vil være i.
Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små
kopieret!
I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.
Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.
Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.
- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.
Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv
kopieret!
Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?
Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.
Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.
Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.
Regler og betingelser:
Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.
Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her
kopieret!
Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.
I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.
Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.
Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.
Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"
kopieret!
Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.
Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.
KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.
Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde
kopieret!
Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.
Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.
Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang
kopieret!
2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.
Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.
Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.
Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.
Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.
Vejret skifter frem mod nytårsaften
kopieret!
Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.
Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.
Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.
I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024
kopieret!
Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.
Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.
- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.
Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.
Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt
kopieret!
1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.
Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.
Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.
Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen
kopieret!
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.
Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.
- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Negativt pres på folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.
- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.
Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.
Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.
Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet
kopieret!
Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.
Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.
2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:
- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.
Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.
Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen
kopieret!
Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.
- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.
Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.
Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.
Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.