5. aug. 2024 kl. 20:57
Alexander Aagaard

Travl august i OB: Sportsdirektør forventer flere handler

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

OB's sportsdirektør Troels Bech er endnu ikke tilfreds med truppens sammensætning, så der venter en travl transferslutspurt i august med flere handler.

De næste uger bliver med al sandsynlighed både hektiske, travle og uforudsigelige for OB’s sportsdirektør Troels Bech. 2. september er sidste dag, hvor danske fodboldklubber kan handle spillere, og de næste fire uger kommer med garanti til at byde på både til- og afgange i OB’s spillertrup.

Det er et stort puslespil, der skal lægges, og indtil videre har OB allerede sagt farvel til 11 spillere og fået tilgang af 10 nye, men udskiftningernes tid er ikke forbi. En række spillere kan forlade klubben, og OB arbejder også på at forstærke truppen yderligere.

- Vi får sikkert travlt, og det forbereder vi os på, for vi skal være parate. Det kan være, at andre klubber gør os travle ved at give gode bud på vores spillere, men der kan også komme gode muligheder ind. Vi kan kun planlægge en del af det selv, for det er et marked fuld af spilopper, og der kan ske noget, man ikke kan planlægge sig ud af. Vi har et beredskab til at have travlt, siger Troels Bech til TV2 Fyn

“Vi får sikkert travlt, og det forbereder vi os på, for vi skal være parate.”

— Troels Bech, sportsdirektør i OB

Han fortæller, at OB lige nu arbejder på flere konkrete handler. Der er både spillere på vej ind og på vej ud, og så er der flere planlagte handler, som skal masseres på plads, som han udtrykker det.

Trybull ind - Slotsager ud? 

Aktuelt tæller OB-truppen 27 spillere, men Troels Bech er ikke tilfreds med trupsammensætningen endnu.

- Nej, for det er en evig optimering, og det sigter vi også efter. Når folk siger, at vi har et mål om at rykke op, så er det en sideeffekt af noget, der er større. Det handler for eksempel om at lave en stærk trup og en stærk klub, som er bundet sammen af en stærk kultur. Og det er større end den enkelte spiller, vi kan få ind. Men jeg tror stadig, at vi kommer til at se nogle afgange. Og jeg tror også, at vi kommer til at se en spiller eller to mere ind, siger Troels Bech.

Han ønsker ikke at uddybe, hvilke positioner, OB søger forstærkninger til, men han påpeger, at man ønsker en god konkurrencesituation på alle positioner. Derfor er det sandsynligt, at OB ønsker at styrke sig på venstre back, på den centrale midtbane og på kantpositionerne, men det er næppe alle ønsker, der bliver opfyldt.

Dog ser det ud til, at en tilgang er på vej. De seneste uger har den tyske midtbanespiller Tom Trybull trænet i klubben, og meget tyder på, at han skriver kontrakt med OB i denne uge. Troels Bech vil kun bekræfte, at der er en afklaring på Trybull-situationen inden for få dage. 

Læs også: Et nyt hold tager form, men der er stadig mange usikre i OB
Gå tilbage Del
5. aug. 2024 kl. 13:42

Et nyt hold tager form, men der er stadig mange usikre i OB

Ken Petersen

OB har fået en god sæsonstart, men med fire uger til transfervinduets lukning kan der stadig ske mange ændringer i truppen. TV 2 Fyn giver status på alle spillere.

ANALYSE

Martin Davidsen er journalist og OB-reporter for TV 2 Fyn. Gennem mere end 15 år har han dækket OB og dansk fodbold for Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han står desuden bag den populære fodboldpodcast "Stemmer fra Ådalen" og har skrevet fire bøger om fodbold.

Sæsonen er i fuld gang, men selvom OB har fået en god start på livet i NordicBet Liga, er der stadig masser af spørgsmålstegn omkring den trup, der skal sikre OB oprykning til 3F Superliga.

OB vandt i mandags 2-0 over Hvidovre IF og satte streg under positionen som førerholdet i NordicBet Liga. De tre første spillerunder har budt på tre sejre, og dermed har OB maksimumpoint og ligger alene på førstepladsen i rækken. Samtidig tager det nye OB-hold form, for træner Søren Krogh er så småt ved at finde en stamme på holdet, der har været udsat for en række forandringer i løbet af sommeren.

Mod Hvidovre så man således en startopstilling, der meget vel kan blive OB’s idealopstilling – i hvert fald indtil der kommer flere udskiftninger i truppen. For der resterer stadig fire uger af transfervinduet, hvor danske klubber kan handle spillere, og der kan derfor både komme nye spillere til, mens OB også kan komme til at sælge ud af den nuværende trup.

Flere spillere kan være på vej væk

Cheftræner Søren Krogh har flere gange slået fast, at han vil prioritere at skabe et hold af spillere, der er dedikerede til det nye OB-projekt og reelt ønsker at spille for holdet – også selvom der er modgang, og at tilværelsen i denne sæson finder sted i NordicBet Liga. Derfor kan flere af de aktuelle spillere i OB-truppen meget vel være på vej væk fra klubben, mens Søren Krogh primært arbejder ud fra en kerne på 16-20 spillere.

Søren Krogh har kun givet spilletid til 16 spillere indtil videre, og OB-truppen er altså stadig fuld af spørgsmålstegn.

Efter de tre første runder gennemgår TV 2 Fyn herunder de spillere, der har været i aktion og giver også en status på de folk, der endnu ikke har været på banen.

De sikre kort til startopstillingen

Viljar Myhra
Den norske keeper er blevet anfører og har fremstået meget sikker og dedikeret til projektet. Kan blive sæsonens vigtigste spiller for OB.

Leeroy Owusu
Hollænderen er nok rækkens bedste back, og han har i de første kampe vist sine kvaliteter med både fysisk power og sikker boldomgang.

Bjørn Paulsen
Den store midtstopper er som genfødt i OB, hvor han har fået en nøglerolle som forsvarschef og kulturbærer. Har været dominerende indtil videre.

James Gomez
Har overhalet Tobias Slotsager i forsvarshierarkiet og er med sin fysik overlegen i NordicBet Liga. Mangler dog stadig taktisk forståelse og kan blive presset på længere sigt.

Nicholas Mickelson
Der er ingen tvivl om hans tekniske kvaliteter, men den norsk/thailandske back er højrefodet og dermed fejlplaceret på venstre back. Han er pt. eneste alternativ og har løst problemet udmærket. Men OB har brug for forstærkning her. 

Alasana Manneh
Den teknisk dygtige gambier har fremstået rolig og velspillende i de første kampe, men har heller ikke brændt banen af. OB kunne godt bruge konkurrence på hans position på den defensive midtbane.

Jakob Bonde
Det dyre indkøb fra Viborg er blevet udnævnt som ønskespiller og viceanfører, men skal stadig arbejde sig ind på holdet. Dog er der ingen tvivl om, at han bliver en vigtig stamspiller for OB.

Max Ejdum
Den 19-årige midtbanemand skal vænne sig til at spille seniorfodbold på fast basis, men han har virket energisk og fuld af gå-på-mod. Han kan få sit store gennembrud denne sæson.

Luca Kjerrumgaard
Den helt store stjerne i OB denne sommer. Den 20-årige angriber har scoret fire mål i de første tre kampe og er nu oppe på otte scoringer i sine seneste otte OB-kampe. Et godt bud på årets topscorer i NordicBet Liga. OB får problemer, hvis han bliver skadet.

Markus Jensen
Fik sin første startplads mod Hvidovre og skal jagte et gennembrud denne sæson. I OB er der store forventninger til spilleren, og han har allerede leveret to oplæg til mål. Men han mangler stadig at bevise sig over 90 minutter.

De brugbare reserver

Gustav Grubbe
Har fået en rolle som altmuligmand og er blevet skiftet ind på flere forskellige positioner. Firmaets mand.

Martin Hansen
Den erfarne målmand er eneste alternativ til Viljar Myhra, men fysisk er han ikke på toppen. Han træner dog i fuldt omfang og bakker op om projektet med sin energi og vindermentalitet.

William Martin
Den 17-årige komet har fået spilletid i alle tre kampe og har allerede gjort indtryk med sin energi og sit selvtillidsfyldte spil. Der er mere i vente.

Elias Hansborg-Sørensen
Kom ind mod Hvidovre og leverede varen med en scoring. 19-årige Hansborg skal vænne sig til tempoet og fysikken i voksenfodbold, men den tidligere akademitopscorer ser spændende ud.

Nicolaj Juul-Sandberg
Den 18-årige midtbanemand har været i truppen til alle kampe og er i gang med at etablere sig på førsteholdet. Skal nok få sine minutter.

Marcus McCoy
Som højreback er han udsat for hård konkurrence, men han træner godt og har været i truppen til alle kampe.

Mihajlo Ivancevic
Serberen var på bænken mod Hvidovre efter at være kommet tilbage fra lejeophold i Norge de seneste måneder. Forsvarsspilleren er en publikumsfavorit på grund af sin hårde stil, men han må kæmpe hårdt for at få spilletid.

Julius Berthel Askou
Den 18-årige midtstopper er ny på førsteholdet og skal primært spille U19-fodbold og træne med i denne sæson. Men hans fysik er brugbar.

De kan forlade OB denne måned

Don Deedson
Indledte sæsonen som en del af startopstillingen, men trods mål og assists har han ikke været iøjnefaldende. Han er nu skadet, men han kan også blive solgt inden transfer-deadline.

Max Fenger
Det har været en bøvlet sommer for Fenger, der missede et skifte til Molde i juli, og nu arbejder videre i OB med uafklaret fremtid. Han kæmper godt, men virker irriteret og har ikke været afgørende. Kan blive solgt inden 2. september.

Tobias Slotsager
Mens der spekuleres i et muligt salg af Slotsager, er han gledet ud af startopstillingen. Han har fået nogle minutter på banen, men et salg synes tæt på, og han spiller næppe i OB efter transfervinduets lukning.

Yaya Bojang
Den gambianske forsvarsspiller er langt fra spilletid, da konkurrencen på hans position er stor. Den 19-årige bliver muligvis lejet ud til en anden klub.

Sauli Väisanen
Endnu en forsvarsspiller med langt til spilletid. Den 30-årige finne træner godt, men er langt fra holdet. Han bør finde en ny klub inden transfervinduets lukning.

Rami Al-Hajj
I løbet af sommeren har han både trænet for sig selv og med holdet, for det er planen, at han skal videre fra OB. I fællesskab har Al-Hajj og OB besluttet, at han ikke indgår i planerne for holdet. Må blive solgt snart.

Aske Adelgaard
Den 20-årige venstreback brød igennem for to år siden, men er havnet på et sidespor i OB efter et kaotisk forløb med forskellige episoder. Forholdet mellem OB-ledelsen og Adelgaard er ikke godt, og der arbejdes på en afsked.

Tyler Burey
Englænderen har ganske enkelt ikke niveau til at spille i OB, og klubben ønsker at skille sig af med ham. Et skifte hjem til England faldt til jorden tidligere på sommeren, og nu træner han med holdet. Men han har ingen fremtid i klubben.

Johannes Selvén
Den 20-årige svensker kan godt få en rolle for OB i efteråret, men det vil være bedst for alle parter, hvis han finder et andet sted at spille. Han mangler stadig mere kvalitet og erfaring til at gøre en forskel. 

Karakterbog: OB-Hvidovre

Efter udvalgte kampe i 1. division giver TV 2 Fyn karakterer til OB's spillere. Her er karakterbogen for OB's kamp mod Hvidovre.

Viljar Myhra: 10
Spillede en fejlfri kamp med sikre indgreb og et par vigtige redninger. Han er tæt på et 12-tal. Det havde han fået, hvis han havde haft endnu flere redninger mod en stærkere modstander.

Leroy Owusu: 7
Var til tider for flagrende, men viste igen sine kvaliteter i afgørende momenter som rækkens vel nok bedste back.

Bjørn Paulsen: 10
Den erfarne midtstopper er i den grad blevet en vigtig figur for OB. Ryddede godt op undervejs i kampen og tager stort ansvar i OB.

James Gomez: 7
Nogle gange bliver han for nonchalant i sine aktioner, men fysisk er han i en klasse for sig i 1. division. Overordnet god indsats.

Nico Mickelson: 2
Efter et par gode kampe i sæsonindledningen var han det svage led mod Hvidovre. Gæsterne kom for ofte igennem i hans side.

Alasana Manneh: 7

Spillede med god ro og overskud. Var stærk i første halvleg men faldt i niveau efter pausen.

Max Ejdum: 4
Han havde nogle vidunderlige momenter før pausen, hvor han havde stor ære og andel i OB’s dominans. Efter pausen løb han tør for brændstof og spillede en dårlig anden halvleg.

Jakob Bonde: 4
Den rutinerede midtbanemand skal stadig arbejde sig ind på OB-holdet. Burde have scoret før pausen og mistede sammen med holdkammeraterne grebet om kampen efter pausen.

Markus Jensen: 7
Han lykkes for sjældent med sine aktioner, men han tegnede sig alligevel for et gyldent moment, da han lavede en perfekt assist til 1-0. Havde optræk til mere, men mistede også pusten i anden halvleg.

Luca Kjerrumgaard: 7
Med en scoring blev publikumsfavoritten igen helten for OB. Han er næsten vigtigste mand for OB, men mod Hvidovre kom han ikke frem til så mange chancer.

Max Fenger: 4
Sled og slæbte undervejs i kampen, men det var ikke det hele, der lykkedes. Virkede til tider frustreret, men det er også en del af hans spil.

Indskiftere:

Gustav Grubbe: 4
Blev sat ind på en uvant plads som venstre back i anden halvleg og kæmpede bravt for at stabilisere OB’s venstreside.

Elias Hansborg-Sørensen: 7
Den 19-årige fynbo fik 35 minutter på banen og sloges for sagen, selvom han havde det svært. Men han stod for den afgørende 2-0-scoring, der for eftertiden vil være et ikonisk øjeblik for ham

William Martin: 10
Normaltvis vil 20 minutter på banen ikke være nok til at få en karakter, men hans aftryk var så afgørende, at han scorer højt. Skabte alene OB’s 2-0-mål med sit pres og pågåmod.

Tobias Slotsager (86)
Fik de sidste minutter på banen og er uden for bedømmelsen.

Til gengæld er der også aktivitet omkring en af OB’s unge profiler. 18-årige Tobias Slotsager tiltrækker sig interesse og kan meget vel være på vej mod et skifte til en anden klub. Forsvarsspilleren har været på bænken i OB’s seneste to kampe, og et salg synes sandsynligt.

- Gudskelov har vi stadig spillere, der er interessante for andre. Det må vi forholde os til. Slotsager er et tilbagevendende emne. Tobias er egentlig U19-spiller, men han er en super interessant spiller for mange og også for os. Det er umuligt at svare på, hvilket scenario det ender med, siger Bech om den talentfulde stopper, der altså ikke lige nu er blandt træner Søren Kroghs foretrukne til kampene i 1. division.

- Vi ser ham gerne blive her i OB i lang tid, og når han ikke spiller lige nu, så har det ikke noget at gøre med kontraktsituationen. Det er trænerens fuldstændig berettigede valg. Det er konkurrencen i truppen, der afgør, hvem der spiller, siger Troels Bech uden at komme spillet om Slotsager nærmere.

Den 18-årige forsvarsspiller har kontrakt med OB frem til sommeren 2025, så hvis OB skal have penge for ham i forbindelse med et salg, skal det ske denne sommer. Om et år kan han skifte gratis til en anden klub, medmindre OB forlænger aftalen med ham.

En opgave med to hænder 

Tobias Slotsager er ikke den eneste uafklarede sag på Troels Bechs skrivebord, for sportsdirektøren forventer, at OB vil sige farvel til flere spillere, end der kommer ind denne sommer. 

Derfor arbejdes der på at finde nye klubber til en række spillere. Mandag trænede Yaya Bojang, Sauli Väisanen, Rami Al-Hajj, Tyler Burey og Aske Adelgaard for sig selv og var ikke en del af holdets træning på bane 1 i Ådalen. 

OB's transfervindue denne sommer

OB har sagt farvel til 11 spillere denne sommer, mens 10 nye spillere er blevet indlemmet på klubbens førstehold i forhold til i foråret. TV2 Fyn bringer et overblik her.

Ud (ny klub i parantes):
Tom Trybull (klubløs)
Filip Helander (Omonia Nicosia)
Magnus Nielsen (Vendsyssel FF)
Hans Christian Bernat (Botev Plovdiv)
Sven Köhler (Eintracht Braunschweig)
Bashkim Kadrii (klubløs)
Niclas Mouritsen (B 93)
Agon Mucolli (FC Fredericia)
Franco Tongya (Salernitana)
Charly Nouck (Viborg FF)
Alen Mustafic (Slovan Bratislava)

Ind (tidligere klub i parantes):
Jakob Bonde (Viborg FF)
Marcus McCoy (OB-akademi)
Julius Berthel Askou (OB-akademi)
Nicolaj Juul-Sandberg (OB-akademi)
Elias Hansborg-Sørensen (OB-akademi)
William Martin (OB-akademi)
Johannes Selvén (Vestri, lejeretur)
Tyler Burey (Oxford, lejeretur)
Sauli Väisanen (Ascoli, lejeretur)
Mihajlo Ivancevic (Odd, lejeretur)

Det valg handlede mest om, at OB tirsdag spiller pokalkamp i Middelfart, hvor de fem spillere ikke er i betragtning til spilletid, men det er også sandsynligt, at de er på vej væk fra klubben.

Rami Al-Hajj og Aske Adelgaard har hele sommeren været langt fra holdet, og der har været flere meldinger om, at de ønsker at forlade OB.

- Det er trænerens og trænerstabens suveræne beslutning, hvem der træner hvor, og hvem der spiller hvornår. Sådan er det også i disse tilfælde. Jeg prøver på sidelinjen at håndtere det kontraktuelle. Der har i hvert fald tidligere været udmeldinger fra blandt andet to (Al-Hajj og Adelgaard, red.) og andre om, at de hellere ville spille et andet sted. Det hører vi gudskelov ikke så meget lige nu, men min opgave er at arbejde med to hænder: Den ene går på at se på, hvordan vi tager hånd om dét ønske samtidig med at fokusere på, hvordan vi kan integrere dem. Der er fire uger nu, hvor vi har begge hænder i spil. Om fire uger har vi kun den ene hånd i spil; den der arbejder med at integrere, siger Troels Bech.

Han konstaterer, at OB-truppen stadig tæller for mange spillere, og derfor fortsætter oprydningsarbejdet.

- Det er kompliceret, for det er jo en firepunktsaftale hver gang. Udover os selv er der en modtagende klub og en spiller, der skal synes, det er en lige så god idé, og så er der agenten. Så det er jo ikke noget, vi sidder og bestemmer egenrådigt, siger Troels Bech.

Kulturen er vigtigste signing

Midt i transfertravlheden glæder sportsdirektøren sig over, at OB har fået en god start på sæsonen, hvor klubben har hentet tre sejre i tre kampe og aktuelt er på førstepladsen i 1. division. 

Troels Bech er glad for, at OB i de to kampe er lykkedes med at vinde, selvom der har været modgang undervejs; mod Esbjerg vandt OB med lodder og trisser efter en scoring i sidste sekund, og mod Hvidovre var OB presset i store dele af anden halvleg, inden den forløsende 2-0-scoring kom i slutfasen.

- Vi skal ikke bare vinde; vi skal kunne overvinde. Det får vi også brug for, når der kommer nogle perioder i turneringen, hvor vi måske ikke lige blomstrer. Når de kommer, så har vi med tre sejre nu en lidt større bagage i den her overvinder-kultur, vi er ved at skabe, siger Troels Bech.

Læs også: OB-ekspert om sejre: Stærkere kultur og bedre holdånd
Gå tilbage Del
3. aug. 2024 kl. 17:49

OB-ekspert om sejre: Stærkere kultur og bedre holdånd

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

OB har fået en ”perfekt start” på sæsonen.

Det mener TV 2 Fyns OB-reporter Martin Davidsen efter dagens 2-0-sejr over Hvidovre IF.

- I første halvleg var det et meget friskt og velspillende OB-hold fyldt med energi og masser af power. De førte ved pausen, men burde have ført endnu mere, siger han.

- I anden halvleg blev det lidt mere jævnt og lidt mere nervøst. Men OB fik alligevel skrabet en ret sikker 2-0-sejr hjem.

Med maksimumpoint efter tre kampe ligger OB på førstepladsen i landets næstbedste række. Det forandrede hold fra sidste sæson er et udtryk for, hvad cheftræner Søren Krogh og sportsdirektør Troels Bech har arbejdet med, fortæller Martin Davidsen.

- En stærkere kultur, mere sammenhold og bedre holdånd. Vi kan se, de arbejder meget bedre for hinanden, og det virker til at være en meget bedre energi og kemi mellem spillerne. 

Netop arbejdet med kulturen har fyldt meget i OB denne sommer. Klubbens ledelse har vurderet, at dårligt arbejdsmiljø og manglende fællesskabsfølelse i spillertruppen var blandt hovedårsagerne til klubbens nedrykning i sidste sæson, og derfor er der nu stort fokus på at skabe en sundere klub med en stærkere kultur i OB.

- Der er sikkert nogen, der sidder derude – for eksempel dem, der tipper eller odds’er eller har en matematisk tilgang til fodbold – og siger ’hvad fanden er det for noget langhåret noget’. Kultur er svært at måle, for det handler om at vinde plus noget mere. Det er det plus, der gør forskellen på hold og klubber. Og vores plus skal være noget, der gør det mere sandsynligt, at vi vinder over tid. Og der vil sammenhængskraft i truppen, i klubben og med vores omgivelser være afgørende. Det er det, vi kalder kultur, og jeg synes, at vi kan se, at vi har rykket os meget allerede, siger Troels Bech.

Han peger på, at færre spillere nu kommer med udtalelser om, at de ønsker at spille andre steder som et eksempel på en stærkere kultur. Samtidig mener han, at spillerne er blevet bedre til at holde hinanden på sporet undervejs i en kamp. Men arbejdet med kulturen er en proces, der aldrig er færdig, siger Bech.

- Kultur er summen af handlinger. Derfor er det ikke noget langhåret, fluffy noget. Det er handling på handling på handling på handling. De handlinger skal helst ligge i nogenlunde samme retning. Du kan sammenligne det med en magnet: Hvis de små bitte magnetnåle, der findes i alle magneter, vender i hver sin retning, så har du ikke en så stærk magnet, siger Troels Bech, som forklarer, at OB's projekt og ideer skal være så tydelige, at alle i klubben arbejder i samme retning.

- Der er en stor power i summen af handlinger, der vender i samme retning. Den power er for mig at se langt større end både taktik og spillerindkøb. Derfor er det vores vigtigste signing at forstærke den kultur, som gør os synergiske, så en-plus-en giver mere end to, siger Troels Bech.

Sportsdirektøren har talt. Nu venter fire uger med transfertravlhed, hvor OB samtidig skal spille en række kampe i både pokalturneringen og 1. division.

Det nye OB er kommet godt fra land, men missionen er langt fra fuldendt endnu.

Læs også: OB-målscorer: Det går kun i én retning
Gå tilbage Del
3. aug. 2024 kl. 16:43

OB-målscorer: Det går kun i én retning

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

OB kunne resultatmæssigt ikke være kommet bedre fra start i 1. division, end det er tilfældet. Med tre sejre ligger klubben nummer et, og det skyldes ikke mindst en kulturændring i klubben.

Det fortæller dagens ene målscorer Luca Kjerrumgaard og cheftræner Søren Krogh.

- Jeg synes, vi har fået en god kemi i gang på holdet. Der er ved at opbygge sig en god kultur blandt os spillere. Vi er alle sammen enige om, hvad der skal til for at komme op igen. Det går kun i én retning, og det er op ad, siger Luca Kjerrumgaard.

Og Søren Krogh:

- De drenge, der er her nu, og de spillere, der er i OB nu, er spillere, som vil repræsentere klubben 100 procent, og som har hjertet og al deres power med i det. 

27. dec. 2024 kl. 12:21
Tophistorie
Fyn
Morten Albek

Ove vil begraves med sin kone og søn på skrotplads

LYT
Del
Link
kopieret!

Ove Jensen svinger stålhammeren ned mod den gamle motor. Et stykke af et kraftigt tandhjul flyver af og trimler hen ad jorden, da hammerens bulede hoved med en "tchsjung" smadrer ind i metallet.

- Ah...

Ove Jensen retter sig op og trækker vejret dybt. Med den venstre håndryg tørrer han en tåre bort fra sin næsetip.

Det er efterår og kun få grader varmt, så den 88-årige produkthandler, der er indehaver af firmaet Måre Produkthandel, er klædt i flere lag arbejdstøj. Bukser, sweatre og jakke har tjent ham længe og bærer præg af daglig kontakt med diverse smøreolier fra de maskiner, han stykke for stykke får delt i metaller, han siden kan sælge.

- Jeg er jo ikke 25 år længere. Jeg er 88. Jo, jo - der er er stykke op til 100 endnu, gnægger han og sætter sig på sin trehjulede elscooter.

Køretøjet sikrer, at han kan bevæge sig rundt overalt på det 11.000 kvadratmeter store område. Benene er ikke, hvad de var for blot få år siden. Alligevel er han lige netop på benene hele tiden.

- Jeg arbejder tre timer om formiddagen og tre timer om eftermiddagen. Så laver jeg selv min aftensmad, og det tager to-tre timer, og så er dagen jo næsten gået. Om aftenen sætter jeg mig nogle gange og spiller på min harmonika, Så har det været en god dag, slår Ove Jensen fast.

Skal begraves ved kone og søn

Han bor alene i et lille hus der ligger i den ene ende af skrotpladsen. Sådan har det været i et par år, siden hustruen Bodil gik bort. Hun er dog ikke langt borte, for i den anden ende af pladsen, i et hjørne hvor Ove også har en lille hytte og en grillplads, er hustruens urne sat ned. Det samme er en urne med sønnen Jens-Ove.

- Når jeg dør, skal jeg også ned ved hende. Så er det op til børnene at passe stedet. Det går jeg da ud fra, at de gør. Det kan være de bruger det til sommerhus eller noget, smiler Ove Jensen uden dog at antyde at han er hverken mæt af dage eller træt af sit fysisk hårde arbejde.

- Jeg begyndte vel at arbejde, da jeg var omkring seks år gammel. Det var med at samle kartofler ved Borris, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde sig i gang. Ja, ja, jeg kan da godt blive så skidt en gang, at jeg må flytte herfra, men det håber jeg ikke. Jeg vil blive boende på landet, slår han fast.

Ove Jensen træder efter en kort pause ned fra sin elscooter og griber metalhammerens lange skaft. Med et kraftigt sving rammer han tandhjulet fra før og et nyt stykke brækker af. Stump for stump nærmer han sig en lille stak, han senere kan sælge. Sådan som han har gjort det lige siden han i 1969 åbnede sin produkthandel.

27. dec. 2024 kl. 17:09
Tophistorie
Fyn
Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Spis op af julemaden - lav boller af din risalamande

LYT
Del
Link
kopieret!

De fleste julearrangementer er overstået, og nu skal der ryddes ud i køleskabet efter julen, desværre lander mange rester i skraldespanden og ikke på tallerkenen.

Too Good To Go, som hjælper restauranter med at komme af med overskudsmad, vil indføre en ny tradition i danskernes juleferie, nemlig 'Spis Op Dag' d. 27 december. Landedirektør i Too Good To Go, Ken Vanhoegaerden, forklarer, at vi køber mere mad end hvad vi har brug for i julen, fordi vi gerne vil sikre, at der er nok til alle.

- Desværre ender meget af maden med at blive smidt ud, selvom den stadig kan bruges. Med 'Spis Op Dag' vil vi opfordre danskerne til at tage et opgør med madspild og give julens rester en chance for at blive nydt.

Alle rester skal bruges

Ifølge en undersøgelse fra Too Good To Go køber 68 procent af danske familier for meget mad til juledagene.

Og det er vigtigt, at selv den sidste rest af flæskesteg bliver brugt fortæller Ken Vanhoegaerden.

- Madspild er noget af det der har størst CO2-udledning. At mindske vores generelle madspild er det vigtigste bidrag vi kan yde til et bedre miljø og en større bæredygtighed.

Derfor har Too Good To Go i samarbejde med den fynske kogebogsforfatter Maria Vestergaard, udformet opskrifter med udgangspunkt i vores rester fra julemaden.

Nedenunder har vi samlet en række bud på retter du kan bruge til at lave dine julerester til.

Opskrifter med rester fra julen

Risalamande-boller

toogoodtogo.dk

Når mandlen er fundet, stopper mange med at spise videre af risalamanden, derfor står man ofte tilbage med rester af den søde grød.

Heldigvis kan man bruge resterne til en en luftig bolledej med et strejf af jul.

Du kan finde resten opskriften her.

Flæskestegssandwich

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En klassiker i juledagene er flæskestegssandwich, her kan du også genbruge rødkålen.

Vil du have sprøde svær dagen efter, så skær sværene fra stegen og gem dem i noget madpapir i køleskabet. Er de allerede blevet bløde, så skær dem fra stegen og put dem i din Airfryer på høj varme.

Biksemad med and og brunkartofler

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

28 procent af danskerne i Syddanmark svarer, ifølge Too Good To Go, at det de smider mest ud efter jul er kartofler.

Men faktisk kan både dine brune og hvide kartofler bruges i en biksemad, sammen med rester af and og eller flæskesteg.

Kartoffelgratin med and og brunsovs

toogoodtogo.dk

Har du både brun sovs, and og kartofler til overs fra julen, kan de bruges til en kartoffelgratin.

Du skal blot bruge lidt mozzarellaost til toppen og så er aftensmaden reddet - og du slipper for at smide maden ud.

Du kan finde opskriften her.

Flæskesteg i rød karry

toogoodtogo.dk

Efter tre dage med fed mad og flæskesteg, så er mange nået til et punkt, hvor de gerne vil have noget grønt og helt andet end julemad.

Flæskestegen bruges ofte også i det asiatiske køkken, og der er derfor et hav af retter hvor du kan genbruge dine rester, blandt andet i en rød karry med ris til.

Du kan finde opskriften her.

27. dec. 2024 kl. 19:12
Fyn
"Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix"

Hellere dårlige overskrifter end at ende i fængsel, siger Trine Bramsen

LYT
Del
Link
kopieret!

Da Socialdemokratiets Trine Bramsen i 2019 blev spurgt, om hun ville være forsvarsminister, oddsede hun og familien på, hvor længe hun ville beholde posten.

- Vi vidste godt, at det var øretævernes holdeplads, siger hun til TV 2.

Det fik hun ret i. Nok mere end hun anede dengang.

Både før og efter Bramsens tid i ministeriet har skandalehistorier været et genfærd, der er blevet ved med at spøge i Forsvaret. Men i sin tid som minister ramte de kritiske historier særligt hårdt, og ofte var hun selv i centrum for dem.

- Jeg har da gået og tænkt, hvornår tiden er rigtig til at vise den anden side af fortællingen, siger hun.

Men det bliver tiden aldrig rigtig til.

Bramsen insisterer på, at meget af den kritik, som hun blev mål for i sin ministertid, er forfejlet og i nogle tilfælde det pure opspind. Men de håndfaste beviser, som hun hævder at have, hører under en tavshedspligt, som hun stadig er underlagt.

Skandaler og uretfærdighed

Da Trine Bramsen trådte til, lå der et væld af skandalesager og ventede på hende. En af dem var en spektakulær sag om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

En anden var om den daværende hærchef, Hans-Christian Mathiesen, som blev beskyldt for nepotisme og pligtforsømmelse og siden idømt 60 dages fængsel i sagen.

Der var faldefærdige bygninger og dårlig mad på kaserner – listen var lang.

- Der var den ene skandale efter den anden. Men de tog til og blev vildere og vildere, siger Trine Bramsen.

Hendes oplevelse var, at sagerne kom til at handle mere og mere om hende.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Uanset om det var en kantine, hvor der var dårlige sandwich, eller et køretøj, der ikke kunne køre, så blev det jo til en historie om mig. Det var mit billede og mit ansigt, der var på forsiden, siger hun.

Er det ikke meget naturligt, når du var minister, og det var dit område?

- Jo, det er det til en vis grad. Det, jeg oplevede, var bare, at det var hvad som helst, som blev til mit ansvar i en organisation med 33.000 medarbejdere og en hel masse funktioner. 

Tidligt traf hun beslutningen om, at hun ikke ville modsige de kritiske historier, selvom de i hendes øjne var falske.

Hvorfor modsagde du dem ikke bare?

- Hellere dårlige overskrifter end at ende i fængsel, siger hun.

Havde du en bekymring for at ryge i fængsel?

- Det har jeg stadigvæk. Jeg har stadig følelsen af, at der er skrevet mange ting, som er forkerte. Men jeg kan ikke gå ud og modbevise dem, for så bryder jeg den tavshedspligt.

Den mest bizarre historie

Det var ikke kun i medierne, at Trine Bramsen oplevede modstand. Også internt i Forsvaret oplevede hun pres i form af lækager og følelsen af at blive modarbejdet.

- Det, jeg blev mest overrasket over, var de mange anonyme læk og forsøg på at smudse mig til. Også med historier, der ikke passede, siger hun.

Indefra?

- Ja, inde fra organisationen. Det kunne også være nogle, der ikke sad i organisationen, men som gerne ville have det til at blive en fiasko for mig.

Den mest "bizarre" ifølge Bramsen selv var en historie om, at hun skulle have fyret forsker ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Forsvarsmediet Olfi gik ud med en historie på baggrund af anonyme kilder, der bekræftede, at det var tilfældet.

Senere meddelte Forsvarsakademiet, at det ikke passede, og Olfis chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen måtte skrive et fyldigt genmæle, der sluttede af med opsummeringen:

- Undskyld.

Her kunne man tro, at den sag var lagt død, men det er ikke tilfældet. Fire år efter bliver der stadig talt om den.

I et program på Radio4 med titlen 'Danmarks dårligste forsvarsminister?' fra december i år, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, at han ikke længere er så sikker på, at han og mediet dengang tog fejl.

Trine Bramsen, er det grebet ud af den blå luft?

- Ja. Det er det. Jeg har aldrig nogensinde haft noget som helst med den sag at gøre. At man fortsætter med at påstå det, bekræfter, at det nærmest blev en sport at påstå alt muligt, også selvom det var fuldstændig forkert, siger hun.

Stormvejret tog til

Lavinen begyndte for alvor at rulle, da FE-chef Lars Findsen 21. august 2020 blev hjemsendt efter hård kritik fra efterretningstjenesternes tilsynsmyndighed for mulige lovbrud. Findsen og fire andre blev hjemsendt, og i en bog beskylder Findsen Trine Bramsen for at handle politisk.

Stormvejret ville ingen ende tage, husker Trine Bramsen.

- Der var også sager om, at jeg skulle have smidt en journalist ud fra mit kontor. Der var historier om, at jeg skulle have beriget mig selv ved at sejle med hjemmeværnet til Ærø, selvom det var en hjemmeværnsøvelse, som de havde inviteret mig til, siger hun.

Kernen var vel, at det skete oveni, at Danmark trak sig ud af Afghanistan?

- Men den sidste soldat var kommet hjem tre måneder tidligere, så der var ikke en eneste dansk soldat tilbage i Afghanistan. Dem havde jeg taget imod i lufthavnen, siger hun.

Var der ikke noget i dig, som tænkte, at det måske ikke var den klogeste ting at gøre i den tid?

- Jo, hvis jeg havde en krystalkugle. Men sandheden var jo, at vi for længst var sejlet afsted med hjemmeværnet, da meldingerne om Afghanistan kom.

Hold dig fra politik, hvis du vil elskes

Selvom Trine Bramsen vidste, hvad hun gik ind til, var der alligevel plads til overraskelser, fortæller hun.

Hun husker, hvordan journalister gik rundt foran hendes hus og bankede på hos naboerne for at interviewe dem om hende, og hvordan en bil fulgte efter hende, da hun kørte til bageren efter brunsviger.

Det var hårdt, men hun fandt en støtte i skikkelse af en person, der om nogen har været i modvind – forhenværende socialdemokratiske overborgmester i København Ritt Bjerregaard.

Bramsen besøgte ofte Ritt Bjerregaard i hendes hjem. De sad i sofaen i hendes stue og snakkede om sagerne, fortæller hun.

- Hun var den tætteste sparringspartner, for hun havde også prøvet at blive beskyldt for hvad som helst, siger Trine Bramsen.

Ritt Bjerregaard havde en leveregel, som Trine Bramsen ofte ville gentage for sig selv:

- Hvis man gerne vil elskes, skal man ikke gå ind i politik.

Elsket kan man blive i sin familie.

27. dec. 2024 kl. 18:05

OB-spiller stopper i fodbold

LYT
Del
Link
kopieret!

20-årige Hannah Kirketorp-Madsen har valgt at lægge støvlerne på hylden, når hendes kontrakt udløber til nytår. Det skriver Odense Boldklub på dens hjemmeside.

Hun har været en del af akademiet og klubben i Odense Q og siden Odense Boldklub i mange år. Men når Hannahs kontrakt udløber til nytår, har hun valgt at hun vil opleve verdenen uden for fodbold.

- Jeg har kendt Hannah igennem mange år, hele vejen op igennem akademiet, og har også selv trænet hende på et tidspunkt. Hun har min dybeste respekt. Jeg ønsker hende kun alt det bedste fremover, og hvem ved måske vi en dag ser Hannah retur på banen, siger sportschef John Bæksted. 

27. dec. 2024 kl. 16:12

Store byttedag - forretning forventer mere end 10.000 kunder

LYT
Del
Link
kopieret!

I Magasin i Odense har de travlt med at hjælpe kunder, der skal have byttet eller returneret en julegave.

Fredag er den helt store bytte dag og Dansk Erhverv forventer at danskere bytter gaver for over halv milliard.

Alligevel fortæller Sofie Andreassen, Store Manager i Magasin Odense, at deres kunder er blevet mere bevidste om deres forbrug og julegaveindkøb.

- Folk efterspørger mere og mere noget der holder, og af god kvalitet - og de vil gerne betale lidt mere for det, fordi de gerne vil væk fra den her brug-og-smid-væk kultur. Så man i stedet får nogen gode ting som modtageren kan have i mange år.

Magasin Odense forventer at få 10.000-12.000 kunder igennem butikken i løbet af fredagen.

27. dec. 2024 kl. 15:12
Fyn
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

På denne ø er sygefraværet stukket helt af

LYT
Del
Link
kopieret!

Sygefraværet blandt kommunalt ansatte på Langeland er dobbelt så højt som det gennemsnitlige sygefravær for samtlige funktionærer på det danske arbejdsmarked.

Faktisk har kommunalt ansatte på Langeland det højeste sygefravær blandt kommunalt ansatte i hele landet.

Det skriver Dansk Erhverv i en ny analyse, som viser at forskellene på sygefraværet i landets kommuner er meget forskelligt. Til sammenligning er Nordfyns Kommune en af de kommuner, hvor de ansatte har lavest fravær. Her er fraværet 14,7 arbejdsdage om året, mens det på Langeland er 20,9 arbejdsdage om året.

Tallene er fra arbejdsåret 2023.

Svarer til 2800 fuldtidsjobs

Den gennemsnitlige dansker i arbejde har 10,2 sygedage om året, men i kommunerne er gennemsnittet 16,1 sygedage om året.

Ifølge Dansk Erhverv vil det svare til at man ansatte 2800 yderligere fuldtidsansatte, hvis man i kommunerne kan lykkes med at nedbringe sygefraværet til samme niveau som det man har i Nordfyns Kommune.

- En vigtig nøgle til at forbedre den kommunale service er at få nedbragt sygefraværet, fremgår det af analysen.

Fyn og Sjælland klarer sig dårligst i statistikken, mens man i Jylland generelt har et lavere sygefravær. Blandt de 25 kommuner med den laveste sygefravær er 20 jyske, én er på Fyn og fire er på Sjælland.

27. dec. 2024 kl. 14:15
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prognoser spår elendigt fyrværkeri-vejr

LYT
Del
Link
kopieret!

På fyrværkeri og raketter står der hvilken afstand, tilskuere skal have til dem.

Men når det blæser med mere end fem meter per sekund, skal denne afstand fordobles, skriver TV 2 Vejret.

Det samme gælder afstanden til letantændelige materialer, for eksempel bygninger med stråtag. Her skal afstanden være 400 meter i vindretningen, når det blæser.

Prognoserne viser lige nu en middelvind på op til 16 meter per sekund nytårsnat, som svarer til kulingstyrke.

Derudover kan vådt fyrværkeri fyre anderledes af end forventet. Det er derfor særligt farligt at fyre af, hvis det kommer til at stå ude i regnen.

De fem udvidede fyrværkeriråd

  1. Brug altid beskyttelsesbriller. Også selvom du kun er tilskuer.

  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Fyrværkeri opfører sig ikke altid efter hensigten, og der er ingen kvalitetskontrol på fyrværkeri, der ikke er godkendt.

  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Følg altid brugsanvisningen om sikkerhedsafstand.

  4. Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.

  5. Gå aldrig tilbage til en fuser. Fusere er utilregnelige og skal fjernes med skovl og spand.

27. dec. 2024 kl. 13:16

Børn og unge fylder i ulykker med fyrværkeri

LYT
Del
Link
kopieret!

Lige under halvdelen af alle de tilskadekomne ved nytåret 2023/2024 var under 18 år, og en stor del var ikke gamle nok til selv at kunne købe fyrværkeri. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Børn under 15 år, der ikke selv kan købe fyrværkeri - heller ikke knaldperler eller stjernekastere - udgør næsten hver fjerde tilskadekomne ud af de 192, der blev ofre for fyrværkeriskader i nytåret 2023/2024. Det viser tallene fra Ulykkes Analyse Gruppen fra Odense Universitetshospital (OUH). Den opgør hvert år fyrværkeriskader fra alle danske sygehuse i nytårsdøgnene den 31. december til 1. januar.

27. dec. 2024 kl. 11:27
Peter Salomon

Ville anmelde overfald - endte selv med sigtelse og bortvisning

LYT
Del
Link
kopieret!

Det gik ikke helt som ventet, da en ung mand ville anmelde et overfald, han mente var begået på beværtningen Butchers i Odense.

Hos Fyns Politi fik man nemlig indhentet overvågningsmaterialet fra stedet for at gennemgå dette, men det faldt ikke ud til anmelders fordel.

Overvågningsbillederne viste nemlig at den unge mand selv begyndte at indlede sig i slagsmål, idet han med knyttet hånd slog en gæst med en knytnæve i hovedet.

Det førte til, at den 22-årige selv blev sigtet for overtrædelse af Restaurationsloven og fik forbud mod at komme som gæst på Butchers. Det skriver Fyns Politi i døgnrapporten.  

27. dec. 2024 kl. 10:30

Brobizz advarer om svindel-mails

LYT
Del
Link
kopieret!

Selskabet Brobizz advarer lige nu sine kunder om falske e-mails og sms’er, hvor der er såkaldt phishing i omløb. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Når hackere forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af dig, kaldes det for phishing. Hackerne vil foregive at være en virksomhed eller lignende, som du er fortrolig ved, og derigennem forsøge at få dig til at give dem fortrolige oplysninger – som de derefter kan misbruge.

Derfor anbefaler Brobizz at man grundigt kontrollerer, hvem der er afsender.

På hjemmeside skriver selskabet, at de udelukkende sender SMS’er til kunder, der har været i kontakt med deres kundeservice. Derudover bruger de kun følgende mailadresser:

  1. noreply@brobizz.com

  2. noreply@info.brobizz.com

  3. postmaster@brobizz.com

  4. kundeservice@brobizz.com

27. dec. 2024 kl. 9:17

Nu bliver bybusser i Nyborg gratis for særlig aldersgruppe

LYT
Del
Link
kopieret!

Kan gratis busdrift få de unge til at køre med? Det vil tiden vise i Nyborg Kommune, hvor unge under 16 år snart kan køre gratis med bussen i Nyborg – og det har de unge selv ønsket og være med til at bestemme. Sådan lyder det i opslag på kommunens Facebook-side.

De gratis bybusser er vedtaget af byrådet som en del af budgetaftalen for 2025. Det er lokalruterne 680, 681, 682, 709, 711, 712, 713, 714, 715 og bybus 1 og 2 der fra 1. januar gøres gratis for børn og unge under 16 år.

De regionale ruter (rute 161-162, 195, 800A, 900A, 920-921) og uddannelsesruterne (809, 819, 830, 831, 833, 865) er ikke omfattet af tilbuddet.

27. dec. 2024 kl. 8:37
Natacha Djervad

Tre juledage overstået - flere havde indbrud end sidste år

LYT
Del
Link
kopieret!

Julen er ovre og de fleste er vendt hjem til egen bolig igen. Det betyder også, at flere har opdaget, at der har været ubudne gæster i hjemmet, mens de har været væk. Ifølge Fyns Politi er der anmeldt lige under 50 indbrud på Fyn fra den 23. december til og med den 26. Det fortælle vagtchef Kenneth Taanquist.

Sidste år var tallet sidst i 20’erne, lyder det.

Alligevel understreger han, at det på trods af en stigning fra sidste år lader til at være godt naboskab og lys i hjemmet, der holder tyvene ude.

-  Det er vores indtryk at folk har været gode til at hjælpe hinanden, huske at lade lidt lys være tændt. Og det hjælper altså på det, siger Kenneth Taanquist.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her