Et nyt hold tager form, men der er stadig mange usikre i OB
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB har fået en god sæsonstart, men med fire uger til transfervinduets lukning kan der stadig ske mange ændringer i truppen. TV 2 Fyn giver status på alle spillere.
ANALYSE
Martin Davidsen er journalist og OB-reporter for TV 2 Fyn. Gennem mere end 15 år har han dækket OB og dansk fodbold for Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han står desuden bag den populære fodboldpodcast "Stemmer fra Ådalen" og har skrevet fire bøger om fodbold.
Sæsonen er i fuld gang, men selvom OB har fået en god start på livet i NordicBet Liga, er der stadig masser af spørgsmålstegn omkring den trup, der skal sikre OB oprykning til 3F Superliga.
OB vandt i mandags 2-0 over Hvidovre IF og satte streg under positionen som førerholdet i NordicBet Liga. De tre første spillerunder har budt på tre sejre, og dermed har OB maksimumpoint og ligger alene på førstepladsen i rækken. Samtidig tager det nye OB-hold form, for træner Søren Krogh er så småt ved at finde en stamme på holdet, der har været udsat for en række forandringer i løbet af sommeren.
Mod Hvidovre så man således en startopstilling, der meget vel kan blive OB’s idealopstilling – i hvert fald indtil der kommer flere udskiftninger i truppen. For der resterer stadig fire uger af transfervinduet, hvor danske klubber kan handle spillere, og der kan derfor både komme nye spillere til, mens OB også kan komme til at sælge ud af den nuværende trup.
Kulturkampen i OB: Krogh og kompagni har fokus på kernen
ANALYSE
Martin Davidsen er journalist og OB-reporter for TV 2 Fyn. Gennem mere end 15 år har han dækket OB og dansk fodbold for Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han står desuden bag den populære fodboldpodcast "Stemmer fra Ådalen" og har skrevet fire bøger om fodbold. Han dækker OB fast for TV2 Fyn med interviews, reportager og analyser.
Med seks point i de første to kampe har OB fået en perfekt start på livet i landets næstbedste række. Det fynske fodboldflagskib topper rækken og har tanket selvtillid med sejre over Esbjerg og HB Køge, men den aktuelle sæson handler om meget mere end oprykning og sejre inde på banen.
Det handler også om luftige begreber som identitet og kultur, der er afgørende for OB’s fremtid som klub. Det lyder højtravende, men for OB’s sportslige ledere er det et altoverskyggende tema – ikke bare denne sommer, men i sæsonen som helheden.
I takt med de senere års skuffende resultater og mange udskiftninger i spillertrup og trænerstab har kulturen i OB lidt skade. Der har manglet fælles fodslag, og i forbindelse med sidste sæsons nedrykning fra Superligaen, var der splittelse i omklædningsrummet.
Flere spillere ønskede at forlade klubben, og allerede under sæsonen lagde de ikke skjul på det. Trænerstaben kunne endda konstatere, at enkelte spillere bevidst underpræsterede for at komme væk fra OB, og den dårlige energi har også fyldt noget denne sommer. Som forsvarsspilleren Bjørn Paulsen sagde til Stemmer Fra Ådalen tidligere på sommeren:
”Der er nogen, der ikke vil være her, og det er ærgerligt. Men vi, der er her, og gerne vil være her, skal kæmpe videre og få det til at fungere så godt som muligt.”
Et særligt tiltag
Tiltaget var kontroversielt og gruppen af spillere på "de udstødtes ø" blev næppe mere motiverede for at kæmpe for klubben.Det har krævet nogle nye tiltag i OB. De første tre-fire uger af sæsonen var OB-truppen således opdelt, så en mindre gruppe af spillere trænede for sig selv. Det var folk som Alen Mustafic, Tyler Burey, Franco Tongya, Aske Adelgaard og Rami Al-Hajj, der ikke trænede med resten af truppen, og forklaringen fra ledelsen handlede i første omgang om, at man ville fokusere på de spillere, der var klar til at præstere for klubben.
Siden har flere af de nævnte spillere skiftet til andre klubber, og nu er Aske Adelgaard og Rami-Al Hajj igen blevet indlemmet i den store gruppe af spillere, som udgør OB’s førsteholdstrup. Det har været et uskønt forløb, men nu forsøger OB at favne hele den store gruppe af spillere, selvom OB-truppen stadig rummer folk, der ønsker at spille et andet sted, fordi de har ambitioner om noget større end 1. division.
Karakterbog: HB Køge-OB
Her er TV2 Fyns karakterer til OB's spillere, der var i aktion mod HB Køge fredag.
Viljar Myhra - 4
En meget stille dag på kontoret for målmanden, der stort set ikke rørte bolden. Fejlfri, men næsten uden for bedømmelse.
Leroy Owusu - 7
Mange gode initiativer på højrebacken. Lukkede samtidig helt ned for HB Køges venstreside.
Bjørn Paulsen - 7
Solid og brølstærk i duellerne. Paulsen er en af få erfarne ledere på OB-holdet, og det ses.
James Gomes - 7
En af hans bedste kampe i OB-trøjen. Hans fysik var umulig at matche for HB Køge-spillerne.
Nicholas Mickelson - 10
Selvom han som højrebenet er hæmmet af at spille i venstre side, var Mickelsen en af OB's bedste i kampen. Mange gode offensive aktioner.
Alasana Manneh - 7
Fordelte spillet godt og spillede med fin koncentration i de noget anderledes rammer i Køge.
Jakob Bonde - 7
Scorede sit første mål for OB efter en dødbold og arbejdede godt på midtbanen.
Max Ejdum - 7
Han er et energibundt, der arbejder godt for holdet, og mod HB Køge var han igen en god motor for fynboerne.
Don Deedson - 4
Det var ikke Don Deedsons bedste kamp, men han kom alligevel frem til mange afslutninger. Burde have være farligere.
Luca Kjerrumgaard - 10
Med to scoringer og en generelt fremragende indsats var Luca Kjerrumgaard OB's bedste kampen.
Max Fenger - 4
En svær kamp for Max Fenger, der i sidste uge missede et skifte til Molde. Han arbejdede godt i venstresiden, men kom ikke rigtigt frem til målchancer.
Indskiftere
Markus Jensen, William Martin og Elias Hansborg-Sørensen kom på banen i slutningen af anden halvleg og er uden for bedømmelse
Det går den rette vej. Stemningen er bedre på træningsbanen i bane 1, hvor en række unge spillere også er kommet til og har skabt en ny energi. Men det er en vanskelig opgave for fodbolddirektør Troels Bech og træner Søren Krogh at skabe fælles forståelse i OB-truppen om det nye projekt, hvor man forsøger at dyrke kollektivet og samarbejdet.
"Sammenhængskraft"
Et billede på tankerne kunne man se på Troels Bechs instagram-profil fredag aften, hvor han lagde en videosnas op med OB-spillere og fans, der sammen jublede over sejren over HB Køge med den vanlige sejrssang ’en gang Odense, altid Odense’. Bech krydrede videoen med ét ord: ”Sammenhængskraft”.
For midt i et hektisk transfervindue, hvor OB allerede har sagt farvel til mange spillere, handler det om at samle en ny trup, der hænger bedre sammen og har respekt for OB’s værdier. Søren Krogh satte ord på det efter fredagens kamp i Køge, hvor OB vandt 4-0 og viste stort spillemæssigt overskud, særligt i første halvleg.
”Vi har arbejdet hårdt på den kerne, som vi tror på. Kernen er stærk lige nu til at indeholde alle spillere. Vi har arbejdet meget med kulturdelen i starten af sæsonen og satset på de spillere, der vil klubben. Det er et godt først skridt, når man tænker på, hvad vi har gået igenne i sidste sæson i forhold til utilfredse spillere, der ville væk lang tid inden sæsonen var slut. Det handler om kultur, kultur, kultur. Troels Bech er kommet ind, og han er skarp, så ingen er i tvivl om, hvad vi skal,” sagde Søren Krogh efter kampen i Køge.
Og selvom kultur kan være et luftet begreb, så er det afgørende for OB, at man får skabt en stærk kultur med de mange nye og unge ansigter. Der er ikke nogen spillere i den nuværende OB-trup, der har lang OB-anciennitet, så derfor er kulturen noget, der skal skabes. Det handler om at skabe en sund hverdag med en fælles forståelse for helheden, for kun på den måde kan OB tage skridt fremad. Som Troels Bech har sagt i et interview med Stemmer Fra Ådalen tidligere på sommeren:
”Det er afgørende, at vi er bevidst om vores identitet. Vi skal være sikre på, hvad der gør os til den klub, der kan favne hele Odense. Det er en omfangsrig opgave.”
Ikke bare et businesskursus
Bech har de senere år været dybt optaget af ledelse og præstationskultur, og selvom det er begreber, der er svære at gøre konkrete, er det vigtigt.
-Det kan være, at nogen synes, det lyder som businesskursus for begyndere, men det at være sig selv bevidst om formålet med, at vi er her, er en meget god guiding i forhold til, hvordan vi gør ting. OB har en stærk kernefortælling, og det er afgørende for, at vi også kan få et stærkt udtryk på banen. Det har været fraværende, og det er min opgave sammen med andre dygtige på folk at gøre det tydeligere, sagde Troels Bech til Stemmer Fra Ådalen i juni.
For sportsdirektøren betyder fokusset på kultur og identitet, at OB blandt andet skal være bedre til at håndtere modgang og overvinde de problemer, der må opstå i løbet af en træning, en kamp eller en sæson. For modgang skal der nok komme, selvom sæsonen indtil videre har budt på to sejre af to mulige.
Flere spillere har stadig en uafklaret fremtid, og folk som Max Fenger, Tobias Slotsager og Don Deedson tiltrækker sig stadig interesse fra andre klubber. Hvad betyder det for deres præstationer og deres rolle på OB-holdet i den kommende tid frem mod transfervinduets lukning den 2. september? Det bliver spændende at følge.
På lørdag spiller OB mod Hvidovre i tredje runde af 1. division, og netop kampen mod holdet fra den københavnske vestegn var vanskelige for OB i sidste sæson. Her var to nederlag på hjemmebane mod Hvidovre en medvirkende årsag til nedrykningen og det morads, som OB stadig står i.
Flere spillere kan være på vej væk
Cheftræner Søren Krogh har flere gange slået fast, at han vil prioritere at skabe et hold af spillere, der er dedikerede til det nye OB-projekt og reelt ønsker at spille for holdet – også selvom der er modgang, og at tilværelsen i denne sæson finder sted i NordicBet Liga. Derfor kan flere af de aktuelle spillere i OB-truppen meget vel være på vej væk fra klubben, mens Søren Krogh primært arbejder ud fra en kerne på 16-20 spillere.
Søren Krogh har kun givet spilletid til 16 spillere indtil videre, og OB-truppen er altså stadig fuld af spørgsmålstegn.
Efter de tre første runder gennemgår TV 2 Fyn herunder de spillere, der har været i aktion og giver også en status på de folk, der endnu ikke har været på banen.
OB-ekspert om sejre: Stærkere kultur og bedre holdånd
OB har fået en ”perfekt start” på sæsonen.
Det mener TV 2 Fyns OB-reporter Martin Davidsen efter dagens 2-0-sejr over Hvidovre IF.
- I første halvleg var det et meget friskt og velspillende OB-hold fyldt med energi og masser af power. De førte ved pausen, men burde have ført endnu mere, siger han.
- I anden halvleg blev det lidt mere jævnt og lidt mere nervøst. Men OB fik alligevel skrabet en ret sikker 2-0-sejr hjem.
Med maksimumpoint efter tre kampe ligger OB på førstepladsen i landets næstbedste række. Det forandrede hold fra sidste sæson er et udtryk for, hvad cheftræner Søren Krogh og sportsdirektør Troels Bech har arbejdet med, fortæller Martin Davidsen.
- En stærkere kultur, mere sammenhold og bedre holdånd. Vi kan se, de arbejder meget bedre for hinanden, og det virker til at være en meget bedre energi og kemi mellem spillerne.
De sikre kort til startopstillingen
Viljar Myhra
Den norske keeper er blevet anfører og har fremstået meget sikker og dedikeret til projektet. Kan blive sæsonens vigtigste spiller for OB.
Leeroy Owusu
Hollænderen er nok rækkens bedste back, og han har i de første kampe vist sine kvaliteter med både fysisk power og sikker boldomgang.
Bjørn Paulsen
Den store midtstopper er som genfødt i OB, hvor han har fået en nøglerolle som forsvarschef og kulturbærer. Har været dominerende indtil videre.
James Gomez
Har overhalet Tobias Slotsager i forsvarshierarkiet og er med sin fysik overlegen i NordicBet Liga. Mangler dog stadig taktisk forståelse og kan blive presset på længere sigt.
Nicholas Mickelson
Der er ingen tvivl om hans tekniske kvaliteter, men den norsk/thailandske back er højrefodet og dermed fejlplaceret på venstre back. Han er pt. eneste alternativ og har løst problemet udmærket. Men OB har brug for forstærkning her.
Alasana Manneh
Den teknisk dygtige gambier har fremstået rolig og velspillende i de første kampe, men har heller ikke brændt banen af. OB kunne godt bruge konkurrence på hans position på den defensive midtbane.
Jakob Bonde
Det dyre indkøb fra Viborg er blevet udnævnt som ønskespiller og viceanfører, men skal stadig arbejde sig ind på holdet. Dog er der ingen tvivl om, at han bliver en vigtig stamspiller for OB.
Max Ejdum
Den 19-årige midtbanemand skal vænne sig til at spille seniorfodbold på fast basis, men han har virket energisk og fuld af gå-på-mod. Han kan få sit store gennembrud denne sæson.
Luca Kjerrumgaard
Den helt store stjerne i OB denne sommer. Den 20-årige angriber har scoret fire mål i de første tre kampe og er nu oppe på otte scoringer i sine seneste otte OB-kampe. Et godt bud på årets topscorer i NordicBet Liga. OB får problemer, hvis han bliver skadet.
Markus Jensen
Fik sin første startplads mod Hvidovre og skal jagte et gennembrud denne sæson. I OB er der store forventninger til spilleren, og han har allerede leveret to oplæg til mål. Men han mangler stadig at bevise sig over 90 minutter.
De brugbare reserver
Gustav Grubbe
Har fået en rolle som altmuligmand og er blevet skiftet ind på flere forskellige positioner. Firmaets mand.
Martin Hansen
Den erfarne målmand er eneste alternativ til Viljar Myhra, men fysisk er han ikke på toppen. Han træner dog i fuldt omfang og bakker op om projektet med sin energi og vindermentalitet.
William Martin
Den 17-årige komet har fået spilletid i alle tre kampe og har allerede gjort indtryk med sin energi og sit selvtillidsfyldte spil. Der er mere i vente.
17-årig OB-komet jubler:
- Det er sgu anderledes end U17
17-årige WIlliam Martin er blevet indlemmet på OB's førstehold denne sommer, og han er glad for den start, han har fået.
Han var kun lige kommet til verden, da OB vandt sin seneste titel, men nu er håbet om fremtidig OB-succes knyttet til William Martin og hans unge holdkammerater på det nye OB-hold, der denne sommer har taget hul på livet i landets næstbedste række.
Det var i 2007, at OB vandt den danske pokalturnering, og 17 år senere er det ikke finaler og pokaler, der fylder i Odense. Det handler om at rykke op i Superligaen igen efter sidste sæsons nedrykning, og det nye OB-hold tæller mange unge spillere, der er blevet rykket op i førsteholdstruppen denne sommer.
En af dem er 17-årige William Martin, der tidligere på sommeren underskrev en tre-årig kontraktforlængelse med klubben. Egentlig hører han til på klubbens U19-hold, men han har imponeret trænerstab og holdkammerater på træningsbanen og i sommerens træningskampe, og derfor er han blevet indlemmet i førsteholdstruppen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
William Martin
Født: 23. april 2007
Klub: OB
Position: Midtbane/angriber
Debut: 20. juli 2024 (Esbjerg-OB 1-2)
Kampe/mål for OB: 2/0
Tidligere klubber: Brændekilde-Bellinge Boldklub (frem til 2018)
Ungdomslandskampe:
Irland U17: 2 kampe/1 mål
Irland U16: 3 kampe/3 mål
Danmark U16: 2 kampe/0 mål
Titler:
U17-DM vinder med OB (2024)
Topscorer i U17 Ligaen med 38 mål (2024)
Det er endda blevet til spilletid i sæsonens første kampe mod Esbjerg og HB Køge, og unge William Martin glæder sig over udviklingen, der er gået stærkt.
- Det er da super fedt at træne med førsteholdet hele tiden. Det er vigtigt som ung spiller at komme op og mærke seniorfodbolden, for det er bare anderledes. Det er sgu anderledes end at spille U17 og U19. Det er fedt at komme ud og spille kampe foran fansene. Det er jo det, man drømmer om, og det er jo det, man gerne vil op og spille for. Så det er jo bare perfekt, at det kan lykkes for mig her i OB, siger William Martin til TV2 Fyn.
Selvom han fyldte 17 år i april, har der allerede været opmærksomhed omkring den unge OB'er. Han var en del af OB's succesfulde U17-hold, der vandt DM-titlen i foråret, og her markerede William Martin sig med hele 38 scoringer i 20 kampe satte rekord som topscorer i rækken.
Masser af opmærksomhed
Derfor har han også tiltrukket sig interesse fra andre klubber, men han valgte altså at forlænge aftalen med OB, hvor han føler sig godt tilpas.
Og han er ikke skræmt af opmærksomheden fra medier, fans og andre interesserede.
- Selvfølgelig kommer der opmærksomhed, når man slår rekorden i U17, men jeg tænker ikke så meget over det. Nu har jeg jo fået den her kontrakt i OB, og så kører jeg egentlig bare på nu. Og så håber jeg bare på at få så meget spilletid som muligt, så jeg kan vise mig endnu mere frem og få endnu flere minutter, og hjælpe til, så vi kan få tre point, siger William Martin.
Formelt hører William Martin til OB's U19-hold i den kommende sæson, men han kommer formentlig til at være mest med OB's førstehold. I weekenden var OB's U19-hold således i Prag til en ungdomsturnering, men WIlliam Martin blev i Danmark og kom på banen i OB's 4-0-sejr over HB Køge i NordicBet Ligaen.
Her blev han skiftet ind på den centrale midtbane, for selvom han både kan spille i angrebet og som kantspiller, er han udset en rolle på den såkaldte 8'er-position i OB.
- Det var super fedt at være med til, og man føler også lidt, at man har gjort en forskel, fordi vi fik lavet to mål i de sidste 10 minutter, hvor jeg også var med. 10 minutter også stadig fint for mig; så længe jeg kommer ind og kan få vist mig frem, så er jeg da også glad. Vi vandt 4-0, og det var perfekt, siger William Martin, der er en af flere unge spillere på OB-holdet.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Akademispillere på OB's førstehold
En stor del af OB's førsteholdstrup består af spillere med fortid på OB's eget talentakademi. I parantes er nævnt årstallet for, hvornår spilleren kom til OB's akademi.
Max Fenger (2018)
Aske Adelgaard (2021)
Elias Hansborg-Sørensen (2017)
Gustav Grubbe (2022)
Julius Berthel Askou (2022)
Luca Kjerrumgaard (2015)
Marcus McCoy (2015)
Markus Jensen (2011)
Max Ejdum (2015)
Nikolaj Juul-Sandberg (2019)
Tobias Slotsager (2019)
William Martin (2018)
Yaya Bojang (2023)
Noah Lassen (2020)
OB har således rykket en række nye spillere op i førsteholdstruppen, og mange af William Martins holdkammerater fra akademiet er dermed også en del af det nye OB-hold. Det gør det hele nemmere, fortæller den 17-årige unge mand.
- Jeg har spillet sammen med mange af dem før; både Luca Kjerrumgaard, Nicolaj Juul, Marcus McCoy, Noah Larsen og Julius Askou. Så det er jo fedt, at man også kender dem. Men heldigvis er vi også tæt på de andre, og der er folk som Martin Hansen og Bjørn Paulsen, der også kan tage lidt fat om os unge. Så jeg synes egentlig, at det er en god gruppe, vi har lige nu, og vi er i gang med at komme tættere på hinanden lige nu, siger William Martin.
Efter sine første to kampe i OB-trøjen kan han nu se frem mod en potentiel hjemmebanedebut i OB-trøjen på lørdag. Her skal OB spille mod nedrykkerne fra Hvidovre IF på Nature Energy Park.
Elias Hansborg-Sørensen
Kom ind mod Hvidovre og leverede varen med en scoring. 19-årige Hansborg skal vænne sig til tempoet og fysikken i voksenfodbold, men den tidligere akademitopscorer ser spændende ud.
Nicolaj Juul-Sandberg
Den 18-årige midtbanemand har været i truppen til alle kampe og er i gang med at etablere sig på førsteholdet. Skal nok få sine minutter.
Marcus McCoy
Som højreback er han udsat for hård konkurrence, men han træner godt og har været i truppen til alle kampe.
Mihajlo Ivancevic
Serberen var på bænken mod Hvidovre efter at være kommet tilbage fra lejeophold i Norge de seneste måneder. Forsvarsspilleren er en publikumsfavorit på grund af sin hårde stil, men han må kæmpe hårdt for at få spilletid.
Julius Berthel Askou
Den 18-årige midtstopper er ny på førsteholdet og skal primært spille U19-fodbold og træne med i denne sæson. Men hans fysik er brugbar.
De kan forlade OB denne måned
Don Deedson
Indledte sæsonen som en del af startopstillingen, men trods mål og assists har han ikke været iøjnefaldende. Han er nu skadet, men han kan også blive solgt inden transfer-deadline.
Max Fenger
Det har været en bøvlet sommer for Fenger, der missede et skifte til Molde i juli, og nu arbejder videre i OB med uafklaret fremtid. Han kæmper godt, men virker irriteret og har ikke været afgørende. Kan blive solgt inden 2. september.
Tobias Slotsager
Mens der spekuleres i et muligt salg af Slotsager, er han gledet ud af startopstillingen. Han har fået nogle minutter på banen, men et salg synes tæt på, og han spiller næppe i OB efter transfervinduets lukning.
Yaya Bojang
Den gambianske forsvarsspiller er langt fra spilletid, da konkurrencen på hans position er stor. Den 19-årige bliver muligvis lejet ud til en anden klub.
Sauli Väisanen
Endnu en forsvarsspiller med langt til spilletid. Den 30-årige finne træner godt, men er langt fra holdet. Han bør finde en ny klub inden transfervinduets lukning.
Rami Al-Hajj
I løbet af sommeren har han både trænet for sig selv og med holdet, for det er planen, at han skal videre fra OB. I fællesskab har Al-Hajj og OB besluttet, at han ikke indgår i planerne for holdet. Må blive solgt snart.
Aske Adelgaard
Den 20-årige venstreback brød igennem for to år siden, men er havnet på et sidespor i OB efter et kaotisk forløb med forskellige episoder. Forholdet mellem OB-ledelsen og Adelgaard er ikke godt, og der arbejdes på en afsked.
Tyler Burey
Englænderen har ganske enkelt ikke niveau til at spille i OB, og klubben ønsker at skille sig af med ham. Et skifte hjem til England faldt til jorden tidligere på sommeren, og nu træner han med holdet. Men han har ingen fremtid i klubben.
Johannes Selvén
Den 20-årige svensker kan godt få en rolle for OB i efteråret, men det vil være bedst for alle parter, hvis han finder et andet sted at spille. Han mangler stadig mere kvalitet og erfaring til at gøre en forskel.
Karakterbog: OB-Hvidovre
Efter udvalgte kampe i 1. division giver TV 2 Fyn karakterer til OB's spillere. Her er karakterbogen for OB's kamp mod Hvidovre.
Viljar Myhra: 10
Spillede en fejlfri kamp med sikre indgreb og et par vigtige redninger. Han er tæt på et 12-tal. Det havde han fået, hvis han havde haft endnu flere redninger mod en stærkere modstander.
Leroy Owusu: 7
Var til tider for flagrende, men viste igen sine kvaliteter i afgørende momenter som rækkens vel nok bedste back.
Bjørn Paulsen: 10
Den erfarne midtstopper er i den grad blevet en vigtig figur for OB. Ryddede godt op undervejs i kampen og tager stort ansvar i OB.
James Gomez: 7
Nogle gange bliver han for nonchalant i sine aktioner, men fysisk er han i en klasse for sig i 1. division. Overordnet god indsats.
Nico Mickelson: 2
Efter et par gode kampe i sæsonindledningen var han det svage led mod Hvidovre. Gæsterne kom for ofte igennem i hans side.
Alasana Manneh: 7
Spillede med god ro og overskud. Var stærk i første halvleg men faldt i niveau efter pausen.
Max Ejdum: 4
Han havde nogle vidunderlige momenter før pausen, hvor han havde stor ære og andel i OB’s dominans. Efter pausen løb han tør for brændstof og spillede en dårlig anden halvleg.
Jakob Bonde: 4
Den rutinerede midtbanemand skal stadig arbejde sig ind på OB-holdet. Burde have scoret før pausen og mistede sammen med holdkammeraterne grebet om kampen efter pausen.
Markus Jensen: 7
Han lykkes for sjældent med sine aktioner, men han tegnede sig alligevel for et gyldent moment, da han lavede en perfekt assist til 1-0. Havde optræk til mere, men mistede også pusten i anden halvleg.
Luca Kjerrumgaard: 7
Med en scoring blev publikumsfavoritten igen helten for OB. Han er næsten vigtigste mand for OB, men mod Hvidovre kom han ikke frem til så mange chancer.
Max Fenger: 4
Sled og slæbte undervejs i kampen, men det var ikke det hele, der lykkedes. Virkede til tider frustreret, men det er også en del af hans spil.
Indskiftere:
Gustav Grubbe: 4
Blev sat ind på en uvant plads som venstre back i anden halvleg og kæmpede bravt for at stabilisere OB’s venstreside.
Elias Hansborg-Sørensen: 7
Den 19-årige fynbo fik 35 minutter på banen og sloges for sagen, selvom han havde det svært. Men han stod for den afgørende 2-0-scoring, der for eftertiden vil være et ikonisk øjeblik for ham
William Martin: 10
Normaltvis vil 20 minutter på banen ikke være nok til at få en karakter, men hans aftryk var så afgørende, at han scorer højt. Skabte alene OB’s 2-0-mål med sit pres og pågåmod.
Tobias Slotsager (86)
Fik de sidste minutter på banen og er uden for bedømmelsen.
Ny prognose varsler voldsomt vejr nytårsnat
kopieret!
Fynboerne kan godt forberede sig på, at det bliver særdeles blæsende nytårsnat.
Sydfyn og øerne vil opleve vindstød af styrken “stærk storm”, varsler TV 2 Vejret. Resten af Fyn vil opleve vindstød af kuling- og stormstyrke, hvis prognosen holder.
- Hvis denne prognose kommer til at holde, så vil der også komme snebyger nytårsnat, siger meteorolog Jens Ringgård.
Det er den amerikanske regnemodel GFS, der har lavet prognosen, og TV 2 Vejret påpeger, at den er behæftet med en vis usikkerhed, når det kommer til graden af vindstyrke. Men at det kommer til at blæse natten til onsdag er der ikke megen tvivl om.
Andre dele af landet vil opleve vindstyrke af orkanstyrke ifølge prognosen.
Poul er forsvundet - nu kommer Fyns Politi med opfordring
kopieret!
Den 70-årige Poul Frank Andersen, der forsvandt torsdag aften, er endnu ikke fundet, oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.
- Vi savner ham stadig. Når det bliver lyst, tager vi ud og leder efter ham igen med hunde, siger vagtchef Peter Vestergaard.
- Folk i området, der har skure, lader eller andre gemmesteder, må gerne kigge efter, om han er søgt derind i løbet af natten, siger vagtchefen videre.
Torsdag eftermiddag forlod Poul Frank Andersen sin bopæl i Årslev og gik i en ukendt retning. Han er sidst set omkring Dømmestrupvej ved Årslev omkring klokken 18 torsdag.
Han var iklædt en sort eller grå kedeldragt og har hvidt hår samt gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
Som supplement til tidligere efterlysning af Poul Frank Andersen udsendes hermed også et vellignende billede af Poul. Ring 114 hvis du har oplysninger der kan hjælpe med at finde Poul. pic.twitter.com/B35y1GSwKO
— Fyns Politi (@FynsPoliti) December 27, 2024
Landsholdsstjerne forlænger med storklub
kopieret!
Også i de kommende år kommer den danske håndboldlandsholdsspiller Emil Jakobsen til at føre sig frem på Flensburg-Handewitts venstrefløj.
Fynske Jakobsen har forlænget sin kontrakt med den danskerglade Bundesliga-klub, så aftalen nu løber frem til sommeren 2029.
Det skriver Flensburg-Handewitt på sin hjemmeside og kalder nyheden for en julegave til klubbens tilhængere.
- Emil er en usædvanlig spiller, der er i stand til at gøre en forskel. Han tilfører vores spil tempo og spilleglæde, men er også uden for banen en vigtig karakter på vores hold, siger klubdirektør Holger Glandorf.
Topscorer
Den nu 26-årige fløjspiller kom til Flensburg-Handewitt fra GOG i 2021 og blev dermed den seneste i rækken af målfarlige danske venstrefløje i klubben.
Tidligere har Lars Christiansen og Anders Eggert huseret med stor succes på samme position.
- Vi har et stærkt hold. Jeg vil gerne vinde en hel masse mere i min karriere, og jeg har en følelse af, at jeg kan opnå det med Flensburg-Handewitt, siger Emil Jakobsen.
Fredag aften førte han an med ti scoringer, da Flensburg-Handewitt vandt 39-27 over Bietigheim i den sidste kamp før VM-pausen.
Dermed nåede han op på i alt 120 mål i denne sæson. Det gør ham til holdets topscorer og rækker til en femteplads på Bundesligaens topscorerliste.
Efter nytår slutter Emil Jakobsen sig til det danske landshold, der senere i januar skal forsøge at vinde VM for fjerde gang i træk.
Her er dommen over OB's efterår: - Oprykning er sikkert, siger ekspert
kopieret!
For den fynske fodboldklub OB har 2024 været et vildt år, hvor klubben for første gang i mange år har spillet i landets næstbedste række.
I foråret rykkede OB ud af Superligaen, og det seneste halve år har OB arbejdet på at vende tilbage til landets bedste række. Klubben overvintrer nu på førstepladsen, og tager man hele efteråret i betragtning, er det gået over al forventning.
Det mener to af landets førende eksperter på 1. division, som TV 2 Fyn har talt med.
- På resultatsiden har de stort set allerede klaret jobbet nu. Jeg ved godt, at de siger, at man skal operere med to scenarier, men jeg tør godt sige, at oprykningen er sikker, siger fodboldanalytiker Steffen Dam, der blandt andet analyserer 1. division i podcasten Mediano.
Det skal gøre ondt at møde OB
Med 45 point i de første 18 runder er OB godt på vej mod Superligaen, men spillemæssigt er der stadig plads til forbedring, mener Steffen Dam.
- Hvis vi skal være lidt kritiske, så har resultaterne været bedre end præstationerne. Jeg synes i højere grad, at de har vundet på, at de ganske enkelt bare har bedre spillere, end de andre, end at de har vundet på, at de har et meget tydeligt og klart spilmæssigt koncept, som gør, at de bare kan dominere modstanderne totalt, siger han.
Han bakkes op af Jesper Thygesen, der udover at være assisterende sportsdirektør i Randers FC også analyserer 1. division for Viaplay. Thygesen mener dog, at OB er på rette vej.
OB har lang vej til målet: - Vi er ikke i nærheden endnu
Hvad skal kendetegne fremtidens OB?
Det er der mange OB-fans, der spekulerer over i disse dage. For mens OB overvintrer på førstepladsen i NordicBet Ligaen og har kurs mod Superligaen i 2025, er der blandt mange iagttagere tvivl om det fremtidige mål for OB. Klubben er aktuelt i gang med et stort identitetsprojekt, og samtidig arbejder sportsdirektør Troels Bech på en ny strategi for klubben. Og for Troels Bech handler fremtidens OB især om fællesskab.
- Det helt klare mål er billedet af et fyldt Odense Stadion med en måde at spille på, der gør, at der i hvert fald er 100 decibels lydtryk en gang i minuttet, fordi der sker noget i begge ender. Det betyder også, at vi ikke kan være dominerende og suveræne. Der skal lyde ’Engang Odense, altid Odense’ mere end en gang i hver kamp. Uden det billede er vi bare et almindeligt fodboldhold, siger Troels Bech til TV 2 Fyn.
Forudsætninger før mål
I sit arbejde med at skabe fremtidens OB er han mere optaget af skabe forudsætningerne for succes end at sigte efter et bestemt resultatmål. Sportsdirektøren er således ikke klar til at udbasunere en klar sportslig målsætning om at komme i Top 6, Top 4 eller noget helt tredje i dansk fodbold.
- Det er ikke der, mit kompas står på lige nu. Mit kompas står på at skabe de forudsætninger, der skal til for at vi på en god dag overpræsterer og vinder noget, som vi ikke plejer at vinde. Nogen vil kalde det uambitiøst, men det er det ikke. Det er det mest ambitiøse, jeg kender. En fodboldklub er en turbulent virksomhed, og jeg skal sørge for at alle pile vender i samme retning, siger Troels Bech.
Siden 2011 er OB kun én gang havnet i den bedste halvdel af Superligaen, selvom klubbens økonomi og forudsætninger har rakt til mere. Derfor ønsker Troels Bech i første omgang, at OB lever op til sit budget. Aktuelt er der lang tid til, at OB realistisk kan kæmpe med om medaljer og pokaler, men ligesom andre OB-fans drømmer Troels Bech også om at se klubben i Europa igen.
- Når vi kan samle 10.000 mennesker mod EfB, kan det også lade sig gøre mod andre. Det er mest relevant at gøre det i Superligaen, og så kommer der en dag, hvor vi igen er med i Europa. Men vejen går step by step, og datoen er afhængig af, hvor hurtigt vi kan rykke på alle forudsætningerne. I mine papirer står der også Europa, men du ved ikke, hvor mange ark, der ligger i bunken før det. Men målsætningen er entydigt at blive en klub, der kan række ud efter det på et tidspunkt. Men der er vi ikke endnu, siger Troels Bech.
Troels Bech og transfervinduet
I januar måned har danske klubber igen mulighed for at købe og sælge spillere. Troels Bech forventer både tilgange og afgange i OB, men ikke i så stort omfang som tidligere.
- Vi vil gerne være sikker på, at vi skaber en mere homogen trup, som der ikke har været i en del år, hvor der har været en stor mængde af diversitet med mange forskellige spilorienteringer og pas. Vi er nødt til at skabe en mere sammenhængende trup, og derfor har vi en mere konservativ transferstrategi. Vi kommer ikke til at hente så mange, som man har gjort historisk, og heller ikke så mange forskellige som man har gjort historisk, siger Troels Bech til TV 2 Fyn.
Danmarksmestre i transition
I løbet af hans første halve år har han blandt andet sat sit præg på OB ved at skabe mere plads til klubbens egenudviklede spillere i førsteholdstruppen. Cirka en tredjedel af spilleminutterne på førsteholdet har i dette efterår gået til unge, fynske spillere, og for Troels Bech er netop dette nøglen til fremtidig succes for OB. Klubben skal være landets bedste til at integrere unge talenter på førsteholdet.
- Vi skal være danmarksmestre i transition. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis har de bedste unge spillere, men vi skal give dem muligheden for at tage skridtet op på førsteholdet og præstere på et nyt niveau. Der skal vi være de bedste i Danmark, siger Troels Bech.
I denne sæson har den tilgang givet gennembrud til Luca Kjerrumgaard, Max Ejdum og William Martin på førsteholdet, og fremtiden vil også byde på flere fynske spillere i OB-trøjen. Det betyder også, at OB har en mere konservativ tilgang til transfervinduet, og man skal ikke forvente en enorm trafik af spillere ind og ud af klubben, som man tidligere har set.
- Vi har alle tiders chance for at bygge på nu, men det bliver sammenhængskraft først, inden det bliver købekraft. Jeg er overbevist om, at træning er vores største transfer. Vi kan gøre vores hold bedre ved at træne. Det er også en måde at skabe stabilitet og udvikling på. Det er sværere at lave stabilitet ved at hente 12 nye i hvert vindue. Det har vi prøvet før i OB, siger Troels Bech.
Tid til forandring
Han er dog ikke i tvivl om, at det kræver markant forbedring af flere forhold, hvis OB skal begå sig i Superligaen fremover. Men nedrykningen har også været dyr for OB økonomisk, og klubben skal i løbet af 2025 både skabe bedre økonomi og levere sportslige resultater. Samtidig løber konkurrenterne i dansk fodbold hurtigt.
- Vi skal over tid reetableres i toppen af dansk fodbold, men inden vi når det, skal der ske en masse, der ikke er sket de sidste mange år. Vi kan ikke vende tilbage til Superligaen og tro, at det er business as usual. Derfor skal der meget mere strukturel end økonomisk forandring til, siger Troels Bech.
- Der er en rivende udvikling i gang i dansk fodbold, og man risikerer at blive overhalet, hvis man står stille. Vi skal virkelig også rykke hårdt i gearstangen, for hvis vi kommer tilbage til Superligaen, kommer vi tilbage til nye problemer. Vi skal accelerere hurtigere. En ting er at have købekraft, noget andet er sammenhængskraft, tilføjer sportsdirektøren.
OB er mindre attraktiv
Og så er vi tilbage ved det med målsætningerne.
- Vi må acceptere vores position. Vi skal på toget igen, og vi skal hænge på. Ligesom de alle andre klubber skal vi bygge på, så vi kan blive et hold, der igen rækker ud efter det, som titusindevis af OB-fans synes er vores naturlige ambitionsniveau. Det er vi ikke i nærheden af endnu.
Han forventer både tilgange og afgange i vinterens transfervindue, men han er også bevidst om, at OB fortsat er ramt af at nedrykningen.
- Det går ud over ens attraktionsværdi at være i NordicBet Ligaen. Der er spillere, som vi kunne have tiltrukket i Superligaen, som aldrig i livet vil spille i 1. division. Det er ikke overstået ved at rykke op igen, for der vil det stadig hænge ved. Så vil spillere have nedrykningsklausuler i deres kontrakter, og det er bare ikke godt. Derfor er det også en af de omkostninger, der har været ved at rykke ned. Det er bare mindre attraktivt. Det er også derfor, OB ikke kunne få en bedre sportsdirektør, siger han med et smil.
Hele interviewet med Troels Bech kan høres i Stemmer Fra Ådalens podcast-kanal.
- Det har været ganske udmærket. De har ikke spillet prangende i alle kampene, men de har været en enhed, og de har været et hold, der har stået sammen, siger Jesper Thygesen, der mener at kunne se et OB-hold, der begynder at have nogle af de samme dyder, der kendetegnede holdet i de succesfulde år i 1990’erne, hvor modstanderne kunne være bange for at møde OB.
- Det kunne være intimiderende at møde OB i gamle dage, og der er vi vej hen igen. I denne sæson har de kyst modstanderne, der ikke har kunne vise sig fra sin bedste side, fordi OB’erne har været en enhed. Det vejer tungere, end om det lige er sprudlende hver gang, siger Thygesen.
Et stærkt turn-around
Mens OB jagter en billet til oprykning til Superligaen, arbejder klubben også på at stå stærkere, så livet i den bedste række ikke bliver så problematisk efter en eventuel oprykning.
- Som oprykker vil de få det svært. Vi skal ikke regne med, at OB kommer direkte i top-6 i Superligaen, men de skal nok gøre som SønderjyskE og ændre på spillestilen, så snart de ved, at de rykker op. De skal forberede sig så godt som muligt, så man står stærkest muligt efter sommerferien, siger Steffen Dam.
Eksperternes karakterbog: Pokalen trækker ned
TV 2 Fyn har bedt Steffen Dam og Jesper Thygesen om at give OB karakter for efterårssæsonen 2024 på den nyklassiske 12-skala.
Steffen Dam, Mediano:
- Havde jeg kun skulle vurdere 1. division, ville det være et 12-tal, men da de røg ud til Middelfart i pokalturneringen, må det trække ned. De havde en god mulighed for at lave noget rigtig sjovt i pokalturneringen, men den bestod de simpelt hen ikke. Jeg ville have givet topkarakter, hvis ikke det var for det, men de må altså få et et godt 10-tal herfra.
Jesper Thygesen, Viaplay:
- Det kan jo aldrig blive topkarakter, når man bliver slået ud i pokalen. Derfor må vi trække en karakter fra. Derfor må det blive et 10-tal på den her 12-skala, og jeg synes jo også, at der er plads til forbedringer rent æstetisk.
Jesper Thygesen mener, at OB er på vej mod at blive en stærkere klub.
-Det har været godt for OB at få et slag i ansigtet med nedrykningen, så man kunne komme tilbage til noget, hvor man er mere præcis og tydelig. Det har været noget rod og kaos i flere år, men når Troels Bech så kommer ind ad døren, så ved man, at der sker noget. Han er en mand, der kender klubben, og han kommer med al den know-how, der skal til for at vende det her. Endelig synes jeg, at han er en af Danmarks dygtigste kommunikatorer, siger Thygesen, der ser flere positive tendenser.
- Jakob Bonde har været et symbol på et nyt OB med al hans erfaring og ro. Han er jo en slags sportsdirektørens søn, og jeg kan se konturerne af et nyt OB – også selvom han nu er skadet. Det her er den stærkeste turnaround, jeg har set i OB i 14 år. Og det er endda uden at buldre løs med økonomien. Det er stærkt lederskab, siger Jesper Thygesen.
OB møder ind fra ferie igen 4. januar.
Lavthængende skyer og finregn i dag
kopieret!
Dagen starter med temperaturer i omegnen af fire til fem grader på hele øen, hvor de vil ligge stabilt det meste af dagen. Enkelte steder kan vi komme op og ramme seks varmegrader.
Der vil ligesom fredag være lavthængende skyer og finregn med jævne mellemrum, men egentlige regnbyger forventes ikke.
Det bliver med andre ord ikke vejr til raketter, men det er måske også meget godt, da de først må affyres den 31. december, selvom de allerede nu sælges.
Købmand håber på ny lukkelov
kopieret!
En ny lukkelov kan være på vej, og det kan give endnu flere butikker lov til at holde åbent på helligdage.
Det er sød musik i ørene på købmand Peter Kirkegaard i Meny i Bogense.
- Nu har vi lige haft julelukket, og tre dage betyder bare flere indkøbsvogne med varer, som vi er nødt til at smide ud, og som vi ikke kan gøre noget ved, forklarer han.
Købmanden spår også at en ny lukkelov kan gavne turister, som kan købe ind mens de er på ferie i Bogense - også på helligdage.
Politiet leder efter mand i kedeldragt - har du set ham?
kopieret!
Fyns Politi leder fredag aften efter en mand, som har været forsvundet siden torsdag aften, oplyser politikredsen på X.
Manden hedder Poul Frank Andersen og er 70 år gammel. Om eftermiddagen torsdag forlod han sin bopæl i Årslev og gik i en ukendt retning. Han er senest set i området omkring Dømmestrupvej ved Årslev. Det skete omkring klokken 18 torsdag.
Han var iklædt en sort eller grå kedeldragt og har hvidt hår samt gråt fuldskæg.
Hvis du har oplysninger, som kan bringe ham hjem, kan politiet kontaktes på telefon 114.
Som supplement til tidligere efterlysning af Poul Frank Andersen udsendes hermed også et vellignende billede af Poul. Ring 114 hvis du har oplysninger der kan hjælpe med at finde Poul. pic.twitter.com/B35y1GSwKO
— Fyns Politi (@FynsPoliti) December 27, 2024
14-årige Anton gav byrådet en god ide: - Jeg føler at jeg gør en forskel
kopieret!
Anton Sund fra Nyborg har været med til at beslutte at det nu skal være gratis for unge som ham at tage bybussen.
Som en medlem af Ungebyrådet i Nyborg Kommune har den kun 14-årige dreng givet byrådet ideen om de gratis busser for unge. Og nu er ideen blevet til virkelighed.
Fra januar 2025 vil det blive gratis for børn under 16 år, at tage bybussen i Nyborg, det er blevet vedtaget af byrådet.
Og Anton Sund er glad for beslutningen og for at der blev lyttet til de unge som ofte hænger ud inde i byen.
- Vi synes det er en god ide, fordi man gerne vil have flere unge til at tage busserne. Busserne kan man bruge som transport, så man kan se vennerne og ikke bare sidde på et indelukket værelse.
Video viser bil der kørte i havnen
kopieret!
Tidligt torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.
Ingen mennesker var i bilen under vandoverfladen, og derfor indstillede beredskaberne hurtigt deres indsats. Politiet efterforsker endnu hvordan den endte i vandet.
Michael Bødker Justesen har haft en undervandsdrone i havnebassinet, for at fotografere bilen. Se videoen øverst i artiklen.
Politiet har været i kontakt med bilens ejer, som har fået til opgave at få bilen hevet op af havnen.
Hellere dårlige overskrifter end at ende i fængsel, siger Trine Bramsen
kopieret!
Da Socialdemokratiets Trine Bramsen i 2019 blev spurgt, om hun ville være forsvarsminister, oddsede hun og familien på, hvor længe hun ville beholde posten.
- Vi vidste godt, at det var øretævernes holdeplads, siger hun til TV 2.
Det fik hun ret i. Nok mere end hun anede dengang.
Både før og efter Bramsens tid i ministeriet har skandalehistorier været et genfærd, der er blevet ved med at spøge i Forsvaret. Men i sin tid som minister ramte de kritiske historier særligt hårdt, og ofte var hun selv i centrum for dem.
- Jeg har da gået og tænkt, hvornår tiden er rigtig til at vise den anden side af fortællingen, siger hun.
Men det bliver tiden aldrig rigtig til.
Bramsen insisterer på, at meget af den kritik, som hun blev mål for i sin ministertid, er forfejlet og i nogle tilfælde det pure opspind. Men de håndfaste beviser, som hun hævder at have, hører under en tavshedspligt, som hun stadig er underlagt.
Skandaler og uretfærdighed
Da Trine Bramsen trådte til, lå der et væld af skandalesager og ventede på hende. En af dem var en spektakulær sag om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
En anden var om den daværende hærchef, Hans-Christian Mathiesen, som blev beskyldt for nepotisme og pligtforsømmelse og siden idømt 60 dages fængsel i sagen.
Der var faldefærdige bygninger og dårlig mad på kaserner – listen var lang.
- Der var den ene skandale efter den anden. Men de tog til og blev vildere og vildere, siger Trine Bramsen.
Hendes oplevelse var, at sagerne kom til at handle mere og mere om hende.
- Uanset om det var en kantine, hvor der var dårlige sandwich, eller et køretøj, der ikke kunne køre, så blev det jo til en historie om mig. Det var mit billede og mit ansigt, der var på forsiden, siger hun.
Er det ikke meget naturligt, når du var minister, og det var dit område?
- Jo, det er det til en vis grad. Det, jeg oplevede, var bare, at det var hvad som helst, som blev til mit ansvar i en organisation med 33.000 medarbejdere og en hel masse funktioner.
Tidligt traf hun beslutningen om, at hun ikke ville modsige de kritiske historier, selvom de i hendes øjne var falske.
Hvorfor modsagde du dem ikke bare?
- Hellere dårlige overskrifter end at ende i fængsel, siger hun.
Havde du en bekymring for at ryge i fængsel?
- Det har jeg stadigvæk. Jeg har stadig følelsen af, at der er skrevet mange ting, som er forkerte. Men jeg kan ikke gå ud og modbevise dem, for så bryder jeg den tavshedspligt.
Den mest bizarre historie
Det var ikke kun i medierne, at Trine Bramsen oplevede modstand. Også internt i Forsvaret oplevede hun pres i form af lækager og følelsen af at blive modarbejdet.
- Det, jeg blev mest overrasket over, var de mange anonyme læk og forsøg på at smudse mig til. Også med historier, der ikke passede, siger hun.
Indefra?
- Ja, inde fra organisationen. Det kunne også være nogle, der ikke sad i organisationen, men som gerne ville have det til at blive en fiasko for mig.
Den mest "bizarre" ifølge Bramsen selv var en historie om, at hun skulle have fyret forsker ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
Forsvarsmediet Olfi gik ud med en historie på baggrund af anonyme kilder, der bekræftede, at det var tilfældet.
Senere meddelte Forsvarsakademiet, at det ikke passede, og Olfis chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen måtte skrive et fyldigt genmæle, der sluttede af med opsummeringen:
- Undskyld.
Her kunne man tro, at den sag var lagt død, men det er ikke tilfældet. Fire år efter bliver der stadig talt om den.
I et program på Radio4 med titlen 'Danmarks dårligste forsvarsminister?' fra december i år, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, at han ikke længere er så sikker på, at han og mediet dengang tog fejl.
Trine Bramsen, er det grebet ud af den blå luft?
- Ja. Det er det. Jeg har aldrig nogensinde haft noget som helst med den sag at gøre. At man fortsætter med at påstå det, bekræfter, at det nærmest blev en sport at påstå alt muligt, også selvom det var fuldstændig forkert, siger hun.
Stormvejret tog til
Lavinen begyndte for alvor at rulle, da FE-chef Lars Findsen 21. august 2020 blev hjemsendt efter hård kritik fra efterretningstjenesternes tilsynsmyndighed for mulige lovbrud. Findsen og fire andre blev hjemsendt, og i en bog beskylder Findsen Trine Bramsen for at handle politisk.
Stormvejret ville ingen ende tage, husker Trine Bramsen.
- Der var også sager om, at jeg skulle have smidt en journalist ud fra mit kontor. Der var historier om, at jeg skulle have beriget mig selv ved at sejle med hjemmeværnet til Ærø, selvom det var en hjemmeværnsøvelse, som de havde inviteret mig til, siger hun.
Kernen var vel, at det skete oveni, at Danmark trak sig ud af Afghanistan?
- Men den sidste soldat var kommet hjem tre måneder tidligere, så der var ikke en eneste dansk soldat tilbage i Afghanistan. Dem havde jeg taget imod i lufthavnen, siger hun.
Var der ikke noget i dig, som tænkte, at det måske ikke var den klogeste ting at gøre i den tid?
- Jo, hvis jeg havde en krystalkugle. Men sandheden var jo, at vi for længst var sejlet afsted med hjemmeværnet, da meldingerne om Afghanistan kom.
Hold dig fra politik, hvis du vil elskes
Selvom Trine Bramsen vidste, hvad hun gik ind til, var der alligevel plads til overraskelser, fortæller hun.
Hun husker, hvordan journalister gik rundt foran hendes hus og bankede på hos naboerne for at interviewe dem om hende, og hvordan en bil fulgte efter hende, da hun kørte til bageren efter brunsviger.
Det var hårdt, men hun fandt en støtte i skikkelse af en person, der om nogen har været i modvind – forhenværende socialdemokratiske overborgmester i København Ritt Bjerregaard.
Bramsen besøgte ofte Ritt Bjerregaard i hendes hjem. De sad i sofaen i hendes stue og snakkede om sagerne, fortæller hun.
- Hun var den tætteste sparringspartner, for hun havde også prøvet at blive beskyldt for hvad som helst, siger Trine Bramsen.
Ritt Bjerregaard havde en leveregel, som Trine Bramsen ofte ville gentage for sig selv:
- Hvis man gerne vil elskes, skal man ikke gå ind i politik.
Elsket kan man blive i sin familie.
OB-spiller stopper i fodbold
kopieret!
20-årige Hannah Kirketorp-Madsen har valgt at lægge støvlerne på hylden, når hendes kontrakt udløber til nytår. Det skriver Odense Boldklub på dens hjemmeside.
Hun har været en del af akademiet og klubben i Odense Q og siden Odense Boldklub i mange år. Men når Hannahs kontrakt udløber til nytår, har hun valgt at hun vil opleve verdenen uden for fodbold.
- Jeg har kendt Hannah igennem mange år, hele vejen op igennem akademiet, og har også selv trænet hende på et tidspunkt. Hun har min dybeste respekt. Jeg ønsker hende kun alt det bedste fremover, og hvem ved måske vi en dag ser Hannah retur på banen, siger sportschef John Bæksted.
Spis op af julemaden - lav boller af din risalamande
kopieret!
De fleste julearrangementer er overstået, og nu skal der ryddes ud i køleskabet efter julen, desværre lander mange rester i skraldespanden og ikke på tallerkenen.
Too Good To Go, som hjælper restauranter med at komme af med overskudsmad, vil indføre en ny tradition i danskernes juleferie, nemlig 'Spis Op Dag' d. 27 december. Landedirektør i Too Good To Go, Ken Vanhoegaerden, forklarer, at vi køber mere mad end hvad vi har brug for i julen, fordi vi gerne vil sikre, at der er nok til alle.
- Desværre ender meget af maden med at blive smidt ud, selvom den stadig kan bruges. Med 'Spis Op Dag' vil vi opfordre danskerne til at tage et opgør med madspild og give julens rester en chance for at blive nydt.
Alle rester skal bruges
Ifølge en undersøgelse fra Too Good To Go køber 68 procent af danske familier for meget mad til juledagene.
Og det er vigtigt, at selv den sidste rest af flæskesteg bliver brugt fortæller Ken Vanhoegaerden.
- Madspild er noget af det der har størst CO2-udledning. At mindske vores generelle madspild er det vigtigste bidrag vi kan yde til et bedre miljø og en større bæredygtighed.
Derfor har Too Good To Go i samarbejde med den fynske kogebogsforfatter Maria Vestergaard, udformet opskrifter med udgangspunkt i vores rester fra julemaden.
Nedenunder har vi samlet en række bud på retter du kan bruge til at lave dine julerester til.
Opskrifter med rester fra julen
Risalamande-boller
Når mandlen er fundet, stopper mange med at spise videre af risalamanden, derfor står man ofte tilbage med rester af den søde grød.
Heldigvis kan man bruge resterne til en en luftig bolledej med et strejf af jul.
Flæskestegssandwich
En klassiker i juledagene er flæskestegssandwich, her kan du også genbruge rødkålen.
Vil du have sprøde svær dagen efter, så skær sværene fra stegen og gem dem i noget madpapir i køleskabet. Er de allerede blevet bløde, så skær dem fra stegen og put dem i din Airfryer på høj varme.
Biksemad med and og brunkartofler
28 procent af danskerne i Syddanmark svarer, ifølge Too Good To Go, at det de smider mest ud efter jul er kartofler.
Men faktisk kan både dine brune og hvide kartofler bruges i en biksemad, sammen med rester af and og eller flæskesteg.
Kartoffelgratin med and og brunsovs
Har du både brun sovs, and og kartofler til overs fra julen, kan de bruges til en kartoffelgratin.
Du skal blot bruge lidt mozzarellaost til toppen og så er aftensmaden reddet - og du slipper for at smide maden ud.
Flæskesteg i rød karry
Efter tre dage med fed mad og flæskesteg, så er mange nået til et punkt, hvor de gerne vil have noget grønt og helt andet end julemad.
Flæskestegen bruges ofte også i det asiatiske køkken, og der er derfor et hav af retter hvor du kan genbruge dine rester, blandt andet i en rød karry med ris til.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her