Ung mand indlagt efter sammenstød med letbane
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lørdag aften blev en ung mand i 20'erne ramt af et letbanetog ved SDU. Han blev efterfølgende indlagt på OUH.
En cyklist blev lørdag aften klokken 18.05 ramt af et letbanetog ved Syddansk Universitet.
Cyklisten, en ung mand i starten af 20'erne, kom ifølge Fyns Politis vagtchef Steen Nyland til skade i en sådan grad, at han efterfølgende blev indlagt på OUH.
Det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til sammenstødet og dermed, hvem der egentlig er kørt ind i hvem.
Odenseanere uopmærksomme på letbanen:
- Det var 15 sekunder fra mig, så det var tæt på
Inden letbanen i Odense for alvor er kommet i drift, har den mange gange været tæt på sammenstød med gående, cyklister og biler. Ifølge odenseanerne selv, skyldes det uopmærksomhed i trafikken.
Næsten 1.000 nærvedhændelser.
Så mange gange har trafikselskabet Keolis registreret, at letbanetog i Odense har været tæt på sammenstød med gående, cyklister eller biler siden oktober.
Det er noget, der kommer bag på flere odenseanere.
- Jeg synes, det er et sindssygt højt tal, og jeg synes, at det er lidt foruroligende, at tallet ikke er mindre end i Aarhus, siger Sofie Valdis.
Thomas Brændstrup, der er letbanedirektør i Keolis, fortæller da også til DR P4 Fyn, at antallet af hændelser i Odense er ekstraordinært højt.
- Det er markant højere, end vi har set både i Aarhus og andre sammenlignelige Keolis-netværk rundt om i verden, siger han.
Samme problem i Belgien
Direktøren mener, at de mange nærvedhændelser måske kan skyldes, at folk ikke har været opmærksomme på, at letbanen er startet op og kører i fuld drift. Det er han ikke ene om at tro.
- Hvis du kigger dig omkring, så kan du også se, at folk kigger på alt muligt andet end trafikken, så det er ikke så underligt, at folk ikke er opmærksomme, siger Helle Hjorth, der bor i Odense.
- Og vi skal nok også lige lære det, men det er jo noget med at holde øje med, hvad der foregår. Det skal man jo altid, fortsætter hun.
Én af dem, der har været tæt på et støde sammen med letbanen i Odense, er Sofie Valdis. Hun fortæller, at hun var på vej ud i et lyskryds, hvor man tidligere kunne vente ved skinnerne inden man krydsede vejen. Her blev hun pludselig overrasket over at se et kørende letbanetog.
- Der stod en dame ved siden af mig og sagde, du bliver altså lige nødt til at rykke dig lidt. Det var 15 sekunder fra mig, så det var tæt på, fortæller Sofie Valdis.
Ben Rotsaert, der oprindeligt er fra Belgien, men til dagligt bor i Odense, er ikke så overrasket over de mange nærvedhændelser. Ifølge ham, har de nemlig præcis samme problem med sporvognene i Belgien.
- Der sker også ulykker. For eksempel kører folk på cykel inde i sporene, og så vælter de, fordi de sidder fast. Så kommer de til skade, og nogen gange er de tæt på at dø, siger Ben Rotsaert.
Går i et med vejene
Udover de mange nærvedhændelser fra oktober til slutningen af marts har der i samme periode været fem regulære påkørsler. Der har dog ikke været nogen tilskadekomne ved nogle af uheldene.
Letbanedirektør Thomas Brændstrup er optimistisk omkring, at odenseanerne vænner sig til letbanekørslen, men flere af borgerne i Odense mener godt, at man kan gøre lidt mere for at skabe opmærksomhed på toget.
- Måske skal man sætte fokus på de steder, hvor folk er meget uopmærksomme og kører rundt og glor i alt muligt i stedet kigge forude og lytte efter, hvad der sker, siger Helle Hjorth.
- På nuværende tidspunkt kan vi kun udlede, at han må have overset toget, siger Steen Nyland.
Syv uheld siden november
Uheldet ved SDU er det syvende af sin slags siden november, hvor der har været sammenstød mellem et letbanetog og andre trafikanter. Dertil kommer godt 1.000 nærvedhændelser.
KOLLISIONER MED LETBANEN
30. november 2021: Kolliderer med bil
Et letbanetog kolliderer med en bil i krydset ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej. Ingen personer kommer til skade i forbindelse med uheldet, men både letbanetoget og bilen får skader.
Ifølge politiet viser overvågningsbilleder fra lyskrydset, hvordan bilisten kørte over for rødt, og føreren af bilen bliver sigtet.
Det var første gang, at letbanen var impliceret i et uheld, der involverede andre trafikanter.
17. december 2021: Lastbil rammer letbanetog
En svingende lastbil rammer et letbanetog, der er i gang med en testkørsel på Nyborgvej omkring Østerbæksvej.
Lastbilen svinger til højre fra Nyborgvej og ind ad en privat indkørsel, hvorefter lastbilens bagende ramte bagenden af letbanetoget.
Ingen personer kom til skade, og der skete kun materielle skader. I forlængelse af uheldet opfordrede Odense Letbane efterfølgende fodgængere, cyklister og bilister til at være ekstra opmærksomme, når de færdes i Odense.
22. december 2021: Fodgænger kørt ned af letbanen
I krydset ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej bliver en fodgænger kørt ned af et letbanetog. Manden bliver efterfølgende kørt på sygehuset i ambulance.
Ifølge politiet er fodgængeren dog uden for livsfare som følge af ulykken.
Politiets efterforskning viser efterfølgende, at manden gik i sine egne tanker og derfor ikke opdagede toget. Han gik lige ud foran toget og stødte hovedet ind i det, skriver Fyens Stiftstidende.
22. marts 2022: Cyklist påkører letbanen
Om morgenen tirsdag den 22. marts kørte en cyklist og et letbanetog sammen på Vestre Stationsvej ved Krudthusgade.
Det var ifølge Fyns Politi cyklisten, der kørte ind i siden på letbanetoget. Sammenstødet skyldes uforsigtighed, lød det i et facebookopslag fra politiet.
23. marts 2022: Letbane og personbil kørt sammen
Klokken 17.20 den 23. marts kørte et letbanetog og en personbil sammen på Østre Stationsvej i Odense.
Ingen personer kom til skade, men både bil og letbanetoget blev beskadiget.
- Bilen har fået nogle knubs. Hvorvidt den kan køre igen, skal jeg ikke kunne sige, men den har fået nogle ordentlige knubs. Toget har også nogle skader, men jeg ved ikke, hvor alvorligt det er, fortæller Henrik Krøjgaard, der er vagtchef ved Fyns Politi.
Uheldet skyldtes formentlig, at bilisten tog et forbudt venstresving.
30. marts 2022: Letbane og personbil snitter hinanden
Klokken 17.01 snitter en bilist og et letbanetog hinanden ved krydset på Østre Strationsvej og Jernbanegade.
Det er tredje uheld med et letbanetog på den strækning på otte dage.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med uheldet.
23. april 2022: Cyklist indlagt efter sammenstød
Ved Syddansk Universitet kørte en cyklist og et letbanetog sammen lørdag klokken 18.05.
Letbanetoget og cyklisten ramte hinanden, hvor letbanen krydser cykelstien. Uheldet skyldtes formentlig, at cyklisten overså letbanetoget.
Cyklisten, en ung mand i starten af 20'erne, måtte efterfølgende indlægges på sygehuset.