Arlene står til udvisning: Det er tudetosset
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Selvom hun er velintegreret og dansk gift står Arlene Lagria til at blive smidt ud af landet
En lille gruppe mennesker trodsede i går regnen for at demonstrere på Centrumpladsen i Svendborg til fordel for filippinske Arlene Lagria. Hun er dansk gift, men skal udvises fordi hun ikke tog en dansktest for to et halvt år siden.
- Vi kan ikke gøre andet end at håbe og bede til, at der må være nogle mennesker med sund fornuft, der kan se, at det her er tudetosset, lyder det fra Arlene Lagrias ægtefælle Jan Foght fra Søby på Tåsinge.
Arlene Lagria selv var rørt til tårer over fremmødet.
- Det er meget udsædvanligt at opleve, at danskere giver den her støtte, selvom jeg kun har boet her i knap fire år, siger hun.
Politiker bakker Arlene Lagria op
Der er ingen, der betvivler, at udvisningen sker i følge lovgivningen, men Venstrepolitikeren Erling Bonnesen, der er medlem af Udlændinge- og integrationsudvalget, støtter alligevel hendes sag.
- Der er tale om en lille tilsyneladende bagatelagtig smutter, forklarer han og fortsætter:
- Hun er jo en af dem, vi gerne vil have, fordi hun passer sit arbejde og lever sig ind i samfundet og gør, hvad hun kan for at gøre en god figur også i det danske samfund.
Selvom har støtter Arlene Lagrias sag, mener regeringspolitikeren dog ikke, at der bør kigge nærmere på, om reglerne nu også er blevet for stramme.
- Baggrunden er, at der også er nogen, der forsøger at snyde sig fra det. Der er nødt til at være nogle forholdsvis stramme linjer, siger han.
Demonstrant: Tiden bør ikke være afgørende
Blandt demonstranterne på Centrumpladsen var salgskonsulent Tove Larsen fra Ulbølle. Hun har fulgt sagen tæt og mener, at man bør se på, om testen er taget, og så se bort fra, at Arlene ikke har taget den til tiden.
- Der er så faste stramme regler, som ikke giver mulighed for, at man kan sige, at 'hov, hun har godt nok taget den her danskprøve for sent, men hun har jo bestået den med glans', siger Tove Larsen.
Ægteparret har for anden gang klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse, og nu er der ikke andet at gøre for parret end at vente.
Arlene Lagria skulle være rejst ud af landet den 23. juli, men hun opholder sig fortsat på Tåsinge, mens klagen bliver behandlet.