Fortryder hun ikke gjorde én ting: Nu kæmper Wicki med at fastholde minde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Særligt én ting har ærgret Wicki Lamberth efter tabet af sin ægtemand. Så fik hun en idé.
Hun husker smilet, hvor han lukkede sit ene øje en smule mere end det andet. Hans varme hånd i hendes.
Men seks år efter Wicki Lamberth fra Svendborg mistede sin elskede Tage, er det blevet sværere at fremmane detaljerne.
Som tiden går, falmer minderne.
Savner mimikken
Wicki Lamberth var 21 år, da hun faldt for Tages blå øjne. Da han, mange år senere, blev alvorligt syg, lovede han at holde ud til hendes 80-års fødselsdag. Det løfte holdt han - på datoen.
Knap seks årtier fik de sammen. Et liv med børn, motorcykler og en fælles smedje på Langeland. Et liv uden ret mange penge, men med meget kærlighed.
Det er den slags minder, Wicki Lamberth ville ønske, at hun og Tage sammen havde talt om på en video.
- Billeder har jeg jo masser af. Men hans bevægelser, smilet, måden han gestikulerede på - alle de ting dér. Det er dét, der kunne have været så rart at have i dag, siger hun.
Fra ærgrelse til forretningsidé
Ud af Wicki Lamberths savn spirede en idé. I en alder af 86 år er hun nu sprunget ud som iværksætter.
Sammen med sin 40 år yngre makker, Lasse Hougaard, tilbyder hun at hjælpe folk med at få fortalt deres livshistorier på video, så minderne ikke går tabt.
Det lille firma har de kaldt "Min Historie", og kunderne vil for eksempel kunne være par, der sammen mindes, hvordan de mødtes. Eller et ældre menneske, der gerne vil give vigtige erindringer videre til børn og børnebørn, “fordi det er vigtigt at vide, hvor man kommer fra”, som Wicki Lamberth udtrykker det.
Hun pointerer, at man jo også kan få familie eller venner til at hjælpe med at lave sådan en video.
Det vigtige er bare at få det gjort.
- Jeg har jo min pension og skal ikke leve af det her på nogen måde. Det vigtigste for mig er at få budskabet ud: Hvis du overhovedet tror, du engang vil sætte pris på sådan en video, så få den lavet, mens det er tid. For man sidder virkelig bagefter og er fortvivlende ked af, at man ikke fik det gjort.