Ikonisk fabrik opkøbt af gigant: Hundredvis af ansatte ved ikke, om de er købt eller solgt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tobaksfabrikken Mac Baren i Svendborg er blevet opkøbt og lukker senest i starten af 2027.
Direktør for opkøberen Scandinavian Tobacco Group (STG), Niels Frederiksen, håber at kunne trække ansatte med fra Svendborg til fabrikken i Assens.
Det oplyser han til TV 2 Fyn på baggrund af Fyns Amts Avis' historie om, at fabrikken lukker og slukker.
- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvor mange ansatte der bliver flyttet, siger Niels Frederiksen til TV 2 Fyn og slår fast, at når afviklingen er fuldt udfaset, er der ikke hverken fabrik eller kontor tilbage i Svendborg.
- Vores ambition er at hjælpe de ansatte, der ikke bliver flyttet med, videre i andre jobs, siger han.
Han oplyser, at der cirka er 200 ansatte på fabrikken.
- Vores strategi er at købe andre virksomheder, og når vi gør det, kigger vi på at effektivisere både produktion og salg. Det er ikke den sjoveste del, men det er nødvendigt, siger direktøren.
Ifølge direktøren blev tirsdagens udmelding mødt med skuffelse, men samtidig en lettelse over, at der nu er kommet en afklaring. Spørgsmålet om de ansattes fremtid har nemlig været oppe i luften, siden STG i slutningen af juni offentliggjorde købet.
I første omgang siger Mac Baren farvel til ledelseslaget i løbet af de kommende otte-ti dage.
Udover fabrikken i Svendborg lukker STG Mac Baren-faciliteter i USA.
Prisen på Mac Baren lød på svimlende 535 millioner kroner.